Læsetid: 3 min.

’Mine varmeste lykønskninger til Mugabe’

Fortalerne for hjælp til Afrika får det sværere, fordi afrikanske lande klapper Mugabe på ryggen
15. marts 2002

Den britiske premierminister Tony Blair får på det igangværende EU-topmøde i Barcelona sværere ved at overbevise sine lederkolleger om, at EU med bl.a. større udviklingsbistand skal øge sit fokus på Afrika. Kontinentet har sat sig selv i et dårligt lys, fordi lande som Sydafrika og Tanzania anerkender valget i Zimbabwe.
»Jeg er glad for at kunne sende mine varmeste lykønskninger med det fornyede og fortjente præsidentmandat, som folket i Zimbabwe har givet dig,« siger Tanzanias præsident, Benjamin Mkapa, med adresse til kollegaen Robert Mugabe i Zimbabwe.
Lignende varme hilsner er kommet fra Namibia, Kenya og regeringspartiet ANC i Sydafrika. Lykønskningerne står i skarp kontrast til udmeldingerne fra EU-lande, USA og det britiske statssamfund Commonwealth, som underkender valget.
»Lykønskningerne til Mugabe skader de afrikanske landes troværdighed, og det vil formodentlig allerede kunne ses under EU-topmødet og under den kommende uges topmøde i Mexico om
finansiering af udvikling,«
siger ekstern lektor ved Center for Afrikastudier Stig Jensen.
Premierminister Tony
Blair vil på EU-topmødet tale for øget bistand til Afrika, og han har tidligere talt varmt for øget støtte til initiativet New Partnership for Africa’s Development (Nepad), der skal øge Afrikas evne til at tiltrække private investeringer. Som en forudsætning for Nepad skal der være god regeringsførelse. Den forudsætning blæser de afrikanske lande på ved at lykønske Mugabe, og de skaber ifølge britiske diplomater stik mod Blairs ønske modstand mod Nepad.

Afrikansk alen
Lederen af Center for Afrikastudier, professor Holger Bernt Hansen, kalder de afrikanske lykønskninger »overraskende« og »uheldige.« Om motiverne siger han:
»Mange af de valg, der har været i de lykønskende lande, har også været præget af vold og uregelmæssigheder. Så målt med deres øjne, så var valget i Zimbabwe ikke værre end så mange andre.«
»I det sydlige Afrika udspringer en del regeringer af befrielsesbevægelser, og de mener derfor, at en frihedskæmper som Mugabe har en vis ret til at blive ved magten. Når Mugabe så siger, at han har noget f.eks. jordreformer fra befrielseskrigen, han mangler at gøre færdig, så er nogle regeringer parat til at give ham ekstra lang snor.«

Sydafrika under pres
Den sydafrikanske præsident, Thabo Mbeki, lovede onsdag at bidrage til økonomien og jordreformerne i Zimbabwe, hvilket kritiseres af oppositionen i Sydafrika. I går kom han under yderligere pres, fordi Commonwealths valgobservatører underkendte valget.
Om demokratiforkæmper Mbekis laden stå til i forhold til Mugabe siger Holger Bernt Hansen:
»Mbeki holder sig nok for øje, at med Mugabe ved magten er risikoen mindst for en borgerkrig, der kan splitte regionen og næsten gør det nødvendigt for Sydafrika at gribe ind.«
En anden af årsagerne til sydafrikansk tilbageholdenhed er at finde i Mbekis bagland. Oppositionspartiet i Zimbabwe, Bevægelsen for Demokratisk Forandring (MDC), udsprang af fagbevægelsen, og Mbeki ønsker ikke at opfordre den sydafrikanske fagbevægelses landsforbund, COSATU til at etablere et nyt parti i opposition til det herskende parti ANC.
Med til billedet hører også, at Sydafrika har en endnu skævere jordfordeling end Zimbabwe, hvilket Thabo Mbeki ikke ønsker øget fokus på.
Det fuskede valg i Zimbabwe sætter demokratiseringen af Afrika tilbage. Der har ellers været afholdt dusinvis af valg, siden Den Kolde Krig ophørte med Murens fald i 1989.
»Med valgene i Zimbabwe og Madagaskar (præsidentvalg har udløst vold og kaos, red.) er der kommet flere sorte skyer på den demokratiske himmelhvælving i Afrika. Men jeg tror, at det kun er en overgangsfase,« siger Holger Bernt Hansen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu