Analyse
Læsetid: 5 min.

Venezuela: et nyt Chile?

Oppositionen mod den kontroversielle, folkevalgte præsident følger et mønster i sin kamp, der minder om optakten til kuppet mod Chiles Salvador Allende i 1973
25. marts 2002

Skal man tro de fleste venezuelanske medier og flertallet af de udenlandske medier, befinder Venezuela sig på randen af et sammenbrud med udsigt til kaos og undertrykkelse. I de senere uger har der været adskillige demonstrationer mod præsident Hugo Chávez’ venstrepopulistiske regering, det er kommet til sammenstød i gaderne mellem modstandere og tilhængere af den tidligere kupoberst, der kom til magten med et klart flertal ved valget i 1998, og rygter om store prisstigninger, varemangel og uro i militæret bliver dagligt kolporteret af de fleste medier.
Der er mange træk, der minder om optakten til det blodige, USA-støttede kup, som i september 1973 bragte militæret til magten i Chile. Der er mange af de samme elementer i de seneste måneders udvikling i Venezuela, men det er først og fremmest iscenesættelsen og aktørerne, der bringer mindelser om optakten til det chilenske kup.
Det mest påfaldende er, hvad der ligner en systematisk mediekampagne mod Chávez. De fleste venezuelanske medier er knyttet enten til oppositionspartier eller erhvervskredse, som ønsker at fjerne præsidenten. Det er deres nyhedsdækning, analyser og kommentarer stærkt præget af, og det giver af og til bizarre udtryk, som det skete for nylig, da bladet Venezuela Analítica bragte et interview med den franske månedsavis Le Monde Diploma-tiques chefredaktør, Ignacio Ra-monet. I interviewet udtaler Ramonet sig stærkt kritisk om Chávez og hans regering. På grund af Ramonets ellers er-klærede sympati med de reformer Chávez har iværksat, blev interviewet citeret vidt og bredt i ind- og udland, indtil det viste sig, at interviewet var et falsum, lavet af en mystisk person, der efter sigende skulle være ansat på det ansete nordamerikanske Princeton University. Det er stadig et mysterium, hvem der står bag interviewet. Men det viser tydeligt, hvor ukritiske de regeringskritiske medier er, når de er rede til at bringe (næsten) hvad som helst, der er imod Chávez.

De samme medier bringer reportager og billeder af uro, og fortæller at der er udsigt til økonomisk kollaps. Selv om økonomien ikke har det godt, er det overdrevet at tale om kollaps, især nu da oliepriserne er på vej op blandt andet på grund af USA’s skærpede tone over for
Irak. Med mindre oppositionen og dens medier ved noget, andre ikke ved, for eksempel at store dele af Venezuelas erhvervsliv og USA er ved at forberede økonomisk sabotage af Venezuela i lighed med, hvad man gjorde i Chile fra slutningen af 1971 til kuppet i september 1973.
Det er ikke usandsynligt. Det nylige forsøg på at udløse en generalstrejke med afsæt i en konflikt mellem regeringen og ledelse i det statsejede olieselskab
PDVSA kunne tyde på, at man forsøger. Generalstrejken faldt dog til jorden, dels fordi oliearbejderne ikke ville slutte sig til den, dels fordi det socialdemokratiske LO, CTV, ikke var i stand til at mobilisere sine medlemmer (der udgør ca. 30 procent af løn-arbejderne) eller andre arbejdere. Så generalstrejken er udsat til engang »efter påske« – med mulighed for en ny fiasko.
Den polarisering i det venezuelanske samfund, som oppositionen og de fleste medier peger på som et klart tegn på, at landet bevæger sig ind i en urolig periode, og at Chávez er mere og mere presset, er i nogen grad et medieskabt fænomen. Det er rigtigt, at der bliver demonstreret mod Chávez, men præsidenten er stadig i stand til at mobilisere langt flere tilhængere til at demonstrere end den fortsat splittede opposition. Det er også rigtigt, at der finder sammenstød sted mellem tilhængere og modstandere af regeringen.
Men det er først og fremmest i og omkring medierne, at polariseringen og konfrontationen er hårdest. Og her er regeringen og Chávez trængt, fordi de fleste medier kontrolleres af oppositionen eller indtager en kritisk holdning til Chávez. Det har fået regeringen til at skærpe kursen over for medierne. Forrige fredag anklagede det officielle nyhedsbureau Venpres tre kendte, regeringskritiske redaktører og journalister for at have forbindelse med narkokredse. To af de tre har flere gange anklaget Chávez og forsvarsminister José Vicente Rangel for at anvende offentlige midler til at angribe kritiske journalister og medier. De har også offentliggjort en stærkt omdiskuteret videooptagelse, som angiveligt viser venezuelanske militærpersoner forhandle med colombianske guerillaer om frigivelsen af bortførte gidsler. De to har nu søgt asyl i USA.

De fjendebilleder, som regering og opposition skaber af hinanden, er falske og skadelige, advarede menneskeretsorganisationen Provea i begyndelsen af marts og advarer mod at tro på oppositionens billede af, at med Chávez’ afgang vil alle landets problemer blive løst. Tværtimod kan de forværres, skriver Provea og appellerer til parterne om at standse konfrontationerne.
Der er næppe mange, der lytter til Proveas appel. Konfrontationen er iscenesat og selv om Chávez stadig står stærkt, er tilslutningen til ham faldet markant. Ifølge bureauet Datanálisis er støtten til Chávez faldet fra 56 procent i juni sidste år til 35,5 procent i dag.

Når billedet af Venezuela som et nyt Chile ikke er helt ved siden af, skyldes det ikke kun de mange træk i situationen og i oppositionens fremgangsmåder, der går igen. Det hænger også sammen med, at Chávez og hans venstrepopulistiske regering med en række reformer truer den økonomisk meget velstående elite. Det gælder især en moderat landbrugsreform, der tillader at ekspropiere og redistribuere uopdyrket jord, samt en lov der sætter grænser for udnyttelsen af oliereserverne og styrker det forfatningsmæssige forbud mod at privatisere det statslige olieselskab.
Desuden føler USA sine strategiske interesser i Venezuela
(USA’s tredje største olieleverandør) og Caribien truet af Chávez’ uafhængige udenrigspolitiske kurs med nært venskab til Cubas Fidel Castro og venskabsbesøg hos Libyens Moammar Gaddafi og Iraks Saddam Hus-
sein. Ydermere har Chávez åbent sat spørgsmålstegn ved USA’s ret til at »bekæmpe terrorisme med terrorisme« efter 11. september, som han udtrykker det. Endelig har Den Internationale Valutafond, IMF, antydet, at man vil støtte en »overgangsregering« i Venezuela.
Endnu er ’chileniseringen’ af Venezuela på et tidligt stadie. Men med USA’s fortsat radikale kurs mod terrorisme, som blandt andet kommer til udtryk i en øget militær støtte til bekæmpelsen af narkotrafikken og guerillaen i nabolandet Colombia, og med en tilspidsning af den politiske situation i flere latinamerikanske lande, er det mest sandsynlige, at undergravningen af Chávez’ regering og polariseringen i den syd-amerikanske oliestat vil fortsætte med mere økonomisk kaos og politisk polarisering til følge, og – hvem ved – en eller anden form for indblanding fra USA.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her