Læsetid: 4 min.

Vinderholdet

11. september-antologi opsummerer en begivenhed, der foreløbig har affødt mere krig og elendighed end tendenser til en ny verdensorden
9. marts 2002

Ny bog
»Bare ikke amerikanerne nu går ud og gør noget forfærdeligt!« Sådan var stemningen i de første dage og uger efter 11. september. En del, både i USA og i Europa, mente sågar, at USA selv var skyld i det skete: Vietnam, og hvad i øvrigt med alle de andre, der lider i verden? USA’s rigdom og vælde var en provokation, som det var forståeligt, at nogen reagerede på.
Men dumme George W. Bush var mere fornuftig end forventet og så tiden an, før USA efter adskillige ugers ventetid slog til. Men så virkede det også. Og den hovedmistænkte, Osama bin Laden, var ikke en forfulgt uskyldighed, men efter al sandsynlighed den reelle bagmand, beskyttet af et Taleban-styre, som trods alt få havde oprigtig sympati for.
Så vidt kom det, at da år 2001 ved nytårstid skulle gøres op, udtalte den venstreintellektuelle hovedhjørnesten, Carsten Jensen, i tv’s
Deadline, at ’vi’ trods alt havde gjort klogt i at bombe. ’Vi’?! Nye toner, men det er jo altid godt at være på det vindende hold.
Men attentatet på World Trade Center var en begivenhed så chokerende, at den udløste reaktioner fra hele verden. Mange af de mere spektakulære og interessante artikler, der udsprang heraf, er nu samlet i bogen Eftertanker. Tirsdag 11. september 2001. Selv om man kan undre sig over, at Slavoj Zizeks tankevækkende artikel »Velkommen til virkelighedens ørken« (Information 15. september) ikke er med.
Bogen viser tydeligt positionerne i en konflikt, der nu sprang ud af skabet, nemlig mellem ’Islam’ og ’Vesten’. Lighedspunkterne med den gamle konflikt mellem
’Vesten’ og ’kommunismen’ er så tydelige, at man næsten må identificere konflikten som syntaktisk:
Et os behøver et dem. Hvor Reagan taler om Ondskabens Imperium, byder Bush ind med Ondskabens Akse. For at man kan føle sig god, må nogle andre være onde.

Islam og USA
Bedst til at sætte sig ud over denne ufrugtbare binaritet er mange af bogens muslimske forfattere, bosat i Vesten. Den klarttænkende, smukt skrivende fransk-marokkanske forfatter Tahar ben Jelloun angriber med netop ’blandingsmenneskets’ dobbeltblik den muslimske tilbøjelighed til at søge tilbage til ’den sande islam’.
Ben Jelloun kender nemlig nok til dyrekøbte vestlige erfaringer med den rene lære til at vide, at renhedsidealet uvægerligt ender som et menneskefjendsk foretagende.
Mest konstruktiv er den tyske forfatter Peter Schneider i sin artikel »Kun den, der
anerkender det onde, vil bekæmpe det«. Hans fokus er, hvad man kan gøre ved det – terrorismen, altså. Indledningsvis undrer han sig over, at øjeblikkets sorg, rædsel og tyske loyalitet over for Amerika hurtigt vendte sig til god, gammel antiamerikanisme:
»Den konklusion, at ’amerikanerne’ selv havde påkaldt sig angrebet, kort sagt: Ofrene for angrebet var til syvende og sidst gerningsmændene.«
Antiamerikanismen forudsætter nemlig reelt et rationale:
»Overbevisningen om, at ethvert onde i verden kan føres tilbage til rationelt forståelige årsager, som man kan lindre med tålmodighed og gode ord og ved at sende småpakker.«
Modsat mener Schneider – hvis land som bekendt selv har oplevet ondskab uden rationale:
»En anerkendelse af det onde – det anticivilisatoriske vanvid rummer samtidig en opfordring til at kaste sig ud i kamp mod det... De verdslige krav lader sig til syvende og sidst regulere. Hovedsagen er, at de tre monoteistiske guder holdes ude af forhandlingerne.«

En sårbar verden
Bogen rummer dog også kuriøse eksempler på netop den antiamerikanisme, Schneider omtaler: Fra muslimsk ’os-mod-USA’-trompeteren til europæisk surhed over for USA som vulgær, flagsvingende opkomling.
Men i selve sin skrift og sin mangfoldighed af stemmer tegner bogen også et andet, mere opmuntrende billede.
Nemlig af en civiliseret verden med fortalere i alle lejre, en verden, der er åben og sårbar, men også præcis i sine krav. Salman Rushdie, Ben Jelloun og den palæstinensisk-britiske Omar Al-Quattan repræsenterer alle en muslimsk baggrund og samtidig det bedste i verdslig europæisk tradition, nemlig den tanke, der ikke kun er fri, men også klar, uhildet. Alle erklærer deres selvfølgelige loyalitet mod åbne samfund, der (som vist Profeten himself!) tillader frie tankers udveksling.

Frygten for fremtiden
Omar Al-Quattan er endda ophavsmand til den vittige overskrift »Disneyland Islam«, hvor han kritiserer den del af muslimsk og anden religiøs tænkning, der tror, at sandheden kun er én, og at livet kan fastholdes i en statisk guldalder, forskanset fra modernitetens eller omverdenens trusler. (Også USA og Europa har jo en betydelig rem af denne tro på, at man kan forskanse sig mod udefrakommende indflydelse.)
På mange måder er bogen mere et historisk dokument end aktuel debatbog: Verden står jo endnu, chokket blev hverdag (formentlig blandt andet ved skjult indsats fra efterretningstjenester og politi, som for blot få dage siden afværgede et gift-attentat i Rom!). En islamisk verdensrevolution virker ikke umiddelbart forestående, og den internationale opinion er med rette optaget af nye begivenheder.
Men intellektuelt står det nu tindrende klart, at det, amerikanerne oplevede, da de blev angrebet i deres eget land, er mange, mange menneskers skæbne over hele verden: At frygte for fremtiden og opleve at familie og nærtstående bliver dræbt uden årsag. Amerikanerne er blot bedre end mange andre til at få ryddet op og helet sårene.

*Claus Clausen og Rasmus Oehlenschlæger Madsen: Tirsdag 11. september 2001. Eftertanker. 176 s., 225 kr. Tiderne Skifter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu