Læsetid: 12 min.

’En vis Jesus’

Den gamle, onde tid var ved at rinde ud, og Guds rige var overhængende. – Sådan en tid færdedes den lovtro jøde Jesus i
30. marts 2002

Lørdagskronikken
Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
Udråbet på korset står på aramæisk hos Matthæus: »Elí, Elí, lemá sabaktáni!”, og på hebraisk hos Markus. Der var omkringstående, der råbte: »Hør, han råber på Elias.« Hvorfor det?
Denne detalje kan tilsyneladende ikke være andet end ægte, for den ville ingen i de første menigheder have formastet sig til selv at opdigte. Den står så råt imod alle forhåbninger og al ophøjethed. Den er for grusom; evangeliernes skrækkelige dybeste fortvivlelse.
Og så måske alligevel. Hver gang ens tekstlæsning søger at løse et mysterium, opstår der et andet. For der er en anden tone i denne, spektrets mørkeste klang. For en jøde som Jesus – eller måske for evangelisten – er der i hvert fald. Det er nemlig første linie i Davids 22. salme. Måske er det alligevel en konstruktion. Markus gengiver Jesu ord på hebraisk, mens Matthæus, der her bygger på Markus, har oversat dem til aramæisk, som Jesus selv har talt. Salmen forelå på Jesu tid på begge sprog. Begge versioner kan derfor henvise til salmen. Matthæus giver dog bedre mening. Tilskuerne fejlhører Elí for Elias. På hebraisk hedder det Eloi.
Hele beskrivelsen af Jesu død kan være bygget på denne salme:
… en skændsel for mennesker, foragtet af folk.
Alle, der ser mig, spotter mig,
De vrænger mund og ryster på hovedet:
”Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
Han må redde ham, han holder jo af ham!«
… Hunde omgiver mig,
en flok af forbrydere står omkring mig;
de har gennemboret mine hænder og fødder,
jeg kan tælle alle mine knogler.
De ser på mig med skadefryd,
De deler mine klæder mellem sig,
De kaster lod om min klædning.
Salmen slutter i en helt anden toneart, nærmest som en fanfare:
Men jeg vil leve for ham (Herren), og mine efterkommere skal tjene ham.
Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter,
man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der fødes,
for han greb ind!

Derpå udstøder han et højt skrig og udånder.
Én discipel forrådte ham, en anden fornægtede ham, og resten flygtede. De var som desertører modløse og fortvivlede.
Jesu tilhængere var troende jøder. De troede ikke på muligheden af en opstandelse efter dette forfærdelige nederlag. Deres opfattelse af Messias var den sejrende kriger, der efter Guds vilje skulle befri dem for de fremmede undertrykkere. De havde troet lige til det sidste, at Gud ville gribe ind. Deres elskede rabbi havde jo vist dem så mange undere og havde talt til deres allerinderste. Der måtte ske et mirakel. Det udeblev. Gud havde ikke grebet ind.
Jesus var blevet hængt op på et kors. Romernes forfærdelige henrettelsesmetode. På et offentligt sted, så alle kunne se og føle skrækken og gruen. Nøgen, for at fornedrelsen kunne være fuldkommen. Udleveret til en langsom og forfærdeligt pinefuld død i den brændende sol, omringet af fluerne, de stikkende insekter, rovfuglene og de vilde, omstrejfende hunde.
Torturinstrumentet var en høj pæl med en tværbjælke. Ofrene – også Jesus – fik lange nagler banket gennem håndrodsknoglerne og ind i tværbjælken, mens de endnu lå på jorden. Derefter blev bjælken anbragt oven på den nedgravede, lodrette pæl.
De fik slået nagler gennem fødderne, måske gennem hælebenet. Man har fundet skelettet efter en korsfæstet, hvor naglen stadig sad gennem foden. Ved sømhovedet havde man anbragt en lille træplade, så offeret ikke kunne flå sin fod ud af fæstet.
Et legeme, der hænges sådan, vil synke nedad med hele sin vægt, hvilket fremkalder voldsomme spændinger og derpå kramper i arm-, skulder- og brystmuskler. Brystkassen indtager en position som i maksimal indånding. Dette medfører på kort tid kvælning, hvis ikke offeret løfter sig opad, støttende sig til den indbankede nagle i fødderne eller på et lille fremspring ud for sædet på den lodrette bjælke. Alt imens pulser blodet ud fra de åbne sår i hænder og fødder.
Hvis man følte medlidenhed med den korsfæstede, kunne man fremskynde døden og forkorte hans lidelser ved at stikke ham med en lanse eller knuse hans ben. Så faldt offeret sammen, døde hurtigt og undgik dermed den pinefulde stilling i mange timer, indtil døden kom af kvælning, svigtende hjerte, chok eller udmattelse.
Liget fik som regel lov til at hænge på korset, til det var fortæret af gribbe eller ravne, eller indtil rovfuglene havde flået armene af, så kroppen hang ned og kunne flænses af hundene.

Korsfæstelse var en meget udbredt straf i antikken, som romerne især anvendte over for slaver, voldsforbrydere og oprørere i provinserne, ikke mindst i Judæa. Man anvendte den først og fremmest på grund af dens stærkt afskrækkende virkning. Den blev udført i fuld offentlighed på et sted, hvor mange forbipasserende kunne være vidner til det. Fordi offeret blev ophængt nøgent, var korsfæstelsen, især for en jøde, en frygtelig ydmygelse. Med baggrund i Mosebøgerne var især jøder meget opmærksomme på dette: »Den, der er hængt på et træ, er en Guds forbandelse, og du må ikke gøre det land urent, som Herren din Gud vil give dig i eje.« (5 Mos. 21,23).
Korsfæstelsen blev endnu mere skrækindjagende, fordi ofrene som regel ikke blev begravet. At blive nægtet begravelse, var det frygtede billede på offentlig skam og ydmygelse.
Efter jødisk lov skulle en hængt begraves inden natten faldt på. Romerne har været ligeglade med denne lov. Deres begrundelse var afskrækkelse, og for dem var det ligefrem en fordel, at det skete under en af de store valfartsfester, så flest muligt kunne se advarslen.
Evangelierne skriver, at Jesus hang omkring seks timer på korset, før han døde ved tretiden om eftermiddagen. Men det er ikke sikkert, evangelisterne har vidst det. Disciplene har næppe turdet være i nærheden af offerstedet. De har i hvert fald ikke kunnet stå stille. Måske har de sneget sig forbi. De var jo allerede på flugt. Måske har nogle af kvinderne i Jesu følge været mindre kendt af forfølgerne. Måske har de stået lidt længere. Markus nævner ikke, at der var disciple til stede. Han skriver derimod: »Der var (foruden vagterne) også nogle kvinder, der så til på afstand.« (Mark 15,40).
Ved totiden har der højst været nogle romerske vagtposter tilbage. De fleste jøder var allerede gået. De skulle til gudstjeneste i templet. Der var et stort rituelt program inden hvilen klokken seks. Det var jo dagen før påsken, Pesach, der efter jødisk kalender begyndte om aftenen.
I templet sang levitterne de ældgamle hymner til minde om udfrielsen fra slaveriet i Egypten. Som en uhyggelig modklang til de dødsdømtes korsfæstelse var det blandt andet salme 118 fra Salmernes bog: »Jeg skal ikke dø, men leve og fortælle om Herrens gerninger. Herren tugtede mig hårdt, men han overgav mig ikke til døden.”
For at sikre sig, at den korsfæstede var død, stak man et spyd i brystet på ham. Ifølge Johannes kom »der straks blod og vand ud”. Det kunne tyde på væskeophobning i og omkring lungerne som følge af mangelfuld hjertefunktion.
Det er sandsynligt, at Jesus har været hængt op med andre, f.eks. de to ’røvere’, der er omtalt, og som fik deres ben knust for at fremskynde døden. Henrettelsen skulle jo skabe så stor afskrækkelse som muligt. Der har muligvis været flere endnu. Da man, måske efter adskillige dage, tog de korsfæstede ned, fik de ikke nogen egentlig begravelse. De er sandsynligvis blevet kastet i en fordybning i jorden med et sparsomt jordlag over.
Ifølge beretningerne er det så herfra lykkedes den indflydelsesrige Josef fra Arimatæa at få liget udleveret og givet en ordentlig, om end hastig begravelse indsvøbt i et ligklæde. Det skulle gå hurtigt, for det skulle være overstået inden højtiden.
Det er ikke sikkert, der har eksisteret en sådan godgørende person. Han er beskrevet, som om han var svær at indplacere. Hos Markus står der, at han var »et fornemt rådsmedlem, som også ventede Guds rige« (Mark 15,43), altså både medlem af det råd, der havde overført Jesus til Pilatus til dødsdom, og tilhænger af Jesus. Matthæus og Lukas, der begge bygger på Markus, skriver henholdsvis: »en rig mand … som også var blevet en discipel af Jesus« (Matt 27,57) og »medlem af Rådet og en god og retfærdig mand, som ikke havde samtykket i det, de andre havde besluttet og gjort« (Luk 23,50-51). Johannes skriver: »discipel af Jesus, men hemmeligt, af frygt for jøderne«. (Joh 19,38).
Alle evangelisterne søger ihærdigt at forklare, hvordan han kunne stå på begge sider på samme tid. Matthæus trækker ham ud af Rådet. Lukas gør det mere kejtet og lægger vægt på, at »han var fra Arimatæa, en jødisk by, og han ventede Guds rige«. Johannes lufter sin almindelige jødefjendske holdning, mens Lukas lægger vægt på, at han er fra en jødisk by og altså jødisk. At der skulle sidde en ikkejøde i Rådet er utænkeligt.
Når kvinderne i Jesu følge finder en tom grav påskesøndag morgen, er sandheden snarere, at de soldater, der vidste, hvor graven var, var ligeglade, og de tilhængere, der var dybt anfægtede, ikke kunne finde graven eller et genkendeligt lig.
Jesus blev næppe fornemt begravet af tilhængerne, men slæbt i en massegrav med et nødtørftigt jordlag over, som det var let for de vilde hunde at grave op og fjerne.

Da sabbatten var forbi, og det blev søndag morgen, gik kvinderne ifølge evangelierne til graven, men den var tom, stenen var væltet fra. Kvinderne var Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor (Jakob er Jesu bror, der spiller en rolle efter hans død, red.) og Salome, ifølge Markus. Lukas ændrer Salome til Johanna og tilføjer »de andre kvinder, som var sammen med dem«. Johannes har kun Maria Magdalene.
Senere kom nogle af disciplene til og var også vidne om, at graven var tom. Der må allerede tidligt have været omtale af fænomenet blandt Jesu fjender. Matthæus skriver: »Mens de var på vej, kom nogle af vagterne ind til byen og fortalte ypperstepræsterne alt, hvad der var sket. De samledes med de ældste og besluttede at give soldaterne en større sum penge, og de sagde: »I skal sige: Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov. Kommer det statholderen (Pilatus) for øre, skal vi nok tage os af ham og holde jer udenfor.« De tog imod pengene og gjorde, som de havde fået besked på. Og dette rygte er i omløb blandt jøderne den dag i dag.« (Matt 28, 11 -1 s).
Det, der bestrides, er altså, om disciplene tog liget fra graven. Ifølge denne beretning er det ikke, om graven var tom. Under alle omstændigheder: Liget var væk. Om det så var væk fra en rig mands personlige gravsted eller fra en jordhøj på en afsides mark. At liget var væk, var alle enige om.

Disciplene kunne for så vidt godt have taget liget og givet det en ordentlig begravelse et andet sted. Det er faktisk ikke det afgørende. Det afgørende er, at de er fortvivlede og endnu ikke regner med muligheden af, at Jesus genopstår fra de døde.
Den kristne, antikke forfatter Justin omtaler rygtet og citerer det store råds rundskrivelse: »En vis Jesus, en galilæisk prædikant, som prædikede frafald fra Gud, lod vi korsfæste. Men om natten stjal hans disciple hans legeme fra den grav, hvori han var blevet lagt efter nedtagelsen fra korset. Således gjorde de for at bringe mennesker til frafald med det budskab, at han var opvakt fra de døde og opfaret til himlen.«
Det er mistænkeligt, at medlemmerne af det store råd skulle skrive, at det var dem, der havde ladet Jesus korsfæste. Men måske er det rimeligt som et udtryk for deres bortforklaring af romernes betydning. I hvert fald tyder dette også på, at der var en grav.
Ifølge den ligeledes antikke, kristne Tertullian måtte Pilatus indberette den mærkelige hændelse til kejser Tiberius i Rom: »I graven havde man ikke fundet andet end den afdødes ligklæder ... de toneangivende jøder påstod, at liget var blevet stjålet af hans disciple.«
Da evangelisterne skrev deres beretninger, var debatten om den tomme grav og det eventuelt røvede lig sikkert stadigvæk hed. Det er måske derfor, de antyder en imødegåelse af fjendernes argumenter.
Men der er mere, der er påfaldende:
Det oprindelige Markusmanuskript har en chokerende brat slutning. Det hedder, at kvinderne kommer til den åbne og tomme grav. I stedet for den døde Jesus finder de en ung mand i hvide klæder. De andre evangelister broderer videre på historien: Hos Matthæus er »hans udseende som lynild og hans klæder hvide som sne.« (Matt 28,3), og hos Lukas er der to mænd i lysende klæder. Den ’unge mand’ (der vel skal opfattes som et engleagtigt væsen) siger: »Gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham.« (Mark 16,7).
Hos Markus står der så: »Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. De sagde ikke noget til nogen, for de var bange.« (Mark 16, 8).
Hermed slutter den oprindelige beretning fra Markus! Graven var tom, stenen skubbet til side, og et engleagtigt væsen sad i den åbne grav og fortalte dem noget, de skulle fortælle disciplene, og de fortalte det alligevel ikke! Hvad er dog dette? Det er de bedste og tidligste afskrifters sidste ord. Slutningen står mere åben end selve graven.
Ifølge Lukas er kvinderne også bange, men så beroliger den unge mand dem: »Husk, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.« Så huskede de hans ord.« (Luk 24,6-8).
Det lyder utroligt, at Jesus skulle have sagt det til tilhængere, der havde forladt alting for at følge ham, og at de så havde glemt det.
Lukas fortsætter beskrivelsen af kvinderne. Denne gang går de mere sandsynligt til disciplene og fortæller det. Men her møder de skepsis: »De sagde dette til apostlene, men det lød for dem som løs snak, og de troede ikke kvinderne. Dog rejste Peter sig og løb ud til graven, og da han bøjede sig ind, så han linnedklædet og ikke andet. Han gik så hjem, forundret over, hvad der var sket.« (Luk 24,10-12).
Hos Markus fortæller kvinderne det ikke til de disciple, der har gemt sig efter deres rabbis tilfangetagelse. Måske ønsker Markus at fortælle, at kvindernes tøven umuliggør, at det kunne være disciplene, der havde fjernet liget.
De tidligste kristne dokumenter, Paulus’ breve, taler ikke noget om en tom grav. Men når Paulus (i Kor 15,4) imidlertid omtaler, både at Jesus blev begravet, og at han genopstod, må Paulus også have ment, at Jesu legeme blev ført til himmels, og at graven altså måtte være tom. Jøderne (dvs. farisæerne, ikke saddukæerne) og ikke bare de kristne troede på kødets, dvs. kroppens, opstandelse. For jøderne ville det godt nok først ske ved tidernes ende.

Historisk kan man ikke sige noget sikkert. Men det er mest sandsynligt, at der ikke har været nogen grav, og at det først er i lyset af, hvad der senere sker, at man efterfølgende tænker, at når vi har været vidner til den genopstandne Jesus, så må hans grav have været tom.
Der er dog én ting, der synes sikker: Det er ikke disciplene, der har fjernet liget. Der er mindst to grunde: De forventede efter den grusomme død og det skrækkeligt ensomme og opgivende råb »Eli, Eli« ikke nogen opstandelse. Og de ville ikke med ærligt sind kunne vidne om det, de senere oplevede, og som er det, hele den kristne tro bygger på: Tilsynekomsterne og opstandelsen.
Datidens mennesker tænkte på afgørende punkter anderledes end mennesker i dag. Hvis vi havde hørt prædike om en tom grav, ville vi vel tage ud at se efter den. Vi hører ikke om noget, der bare minder om det i Apostlenes Gerninger.
Sandsynligvis er ’den tomme grav’ en legende. Men underet ved det, der sker bagefter, er ikke afhængigt af, om der var en tom grav eller ej. Måske manglede det døde legeme i den kule, hvor man kastede de skamferede rester af de henrettede.

*Finn Abrahamowitz er forfatter, tidligere højskolelærer og fhv. anmelder på Information.

*Kronikken er et uddrag af hans bog Jesus. En biografi, der netop er udkommet og anmeldt sidste fredag af David Rehling i Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her