Læsetid: 2 min.

web.hvad.hvor

22. marts 2002

(2. sektion)

At være beat er gammeldags
*At være beat er at stå på et gadehjørne og være sindssygt høj. At være beat er at sidde i et automatvaskeri på Gl. Kongevej og pludselig høre Gregory Corsos stemme komme ud af tørretumbleren. At være beat er at løbe hen til en boghandler for at stjæle en blok og en speedmarker for at kunne skrive denne tilstand. At være beat er at skrive sine digte i hånden i forskellige farver og dele dem gratis ud til alle der vil have dem. At være beat er at skrive dansk poesi på amerikansk. At være beat er sindssygt gammeldags og på sin egen måde meget rørende.http://home1.inet.tele.dk/jenskoch/turell.htm

Peter Laugesens selvportræt
*Forrige uges fødselar Peter Laugesen har sit eget lille afsnit på Jens Kochs Dan Turell-side, og da der som nævnt i sidste uge ikke findes for meget om Laugesen på nettet, vil jeg da lige nævne det. Selv om det er vældigt irriterende, at halvdelen af sidens links, når de lover en at føre til f.eks. sider af Turèll og Laugesens Dobbeltskrift, i virkeligheden bare fører direkte ud i den elektroniske version af Intetheden,
404 PAGE NOT FOUND. Men nogle ting kan man alligevel finde, en slags selvportræt f.eks.: »Jeg er lyriker. P. Laugesen, lyriker, / det er
et visitkort. der vælter mure mellem kontorer. Det er bedre / end en adelig dåbsattest i whiskybæltet.« Eller en kort introduktion til
Charles Olson, der selvfølgelig mest er en introduktion til Laugesen selv.http://home1.inet.tele.dk/jenskoch/laugesen.htm

Hengemte sensationer
*Ja, undskyld, de her adresser er jo helt umulige, og jeg forstår ikke, hvorfor det skal være nødvendigt – hvorfor kan denne side ikke bare hedde www.dommedag.dk (okay det kan den så ikke, fordi det er der allerede en åndssvag side om en viking, som laver sølvsmykker, der hedder, men så noget andet da). Når nu det er så sensationelt vigtige ting, som afsløres! At det i næsten ti år har været anerkendt iblandt statistikere (og ikke engang Pentagons eksperter har kunnet gendrive det), at Biblen med 99,998 % sikkerhed rummer en profetisk bogstavkode, der f.eks. knytter »Eichmann« sammen med »Zyklon B« eller, næsten endnu mere imponerende, »Shoemaker-Levy«, »1994« og »vil hamre ind i Jupiter«. Hvorfor skal den slags gemmes væk på obskure personlige hjemmesider?
http://users.cybercity.dk/~kam1736/

Bush er en fire meter høj øgle
*Måske er det øglernes skyld? Ja, øglerne – de fire meter høje øgler, der til daglig maskerer sig som George W. Bush eller Al Gore (også i den forstand var valget ligegyldigt og blot en farce) eller en anden af det verdensomspændende reptil-humane broderskab De Oplyste («Illuminati«). Altså vi har jo længe vidst, at de multinationale, regeringsledere, verdensbanken... at det hele hang sammen. Men vi troede bare, det var jøderne. Det har krævet en journalist af ganske særlig støbning (tidligere studievært på BBC) og med usædvanlig integritet endelig at afsløre den største hemmelighed. Jeg indrømmer, at jeg ikke helt har forstået det med øglerne endnu, men det er bare, fordi jeg endnu ikke har modtaget mit eksemplar af bogen, hvor det hele forklares og dokumenteres, og den koster kun $25.
www.davidicke.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her