Azmi Bishara er en dybt kontroversiel politiker. I Israel, hvor han er medlem af parlamentet, skaber han store overskrifter og er en lækkerbidsken for lederskribenterne.
Som den første israelske parlamentariker nogensinde har han fået frataget sin parlamentariske immunitet, så han kan retsforfølges for sine udtalelser. Selv kalder han det legitime politiske synspunkter. Resten af det politiske spektrum og store dele af befolkningen kalder det opfordring til terrorisme. Azmi Bishara var for nylig i Danmark for at fortælle om retssagen mod ham og om vilkårene for det israelsk-arabiske mindretal i Israel.
»Jeg forstår faktisk ikke al den ballade, mine udtalelser har skabt. Jeg har jo ikke sagt andet, end det jeg har sagt i Knesset (parlamentet, red.) og i masser af andre taler. Ethvert andet sted i verden ville jeg være ret mainstream,« siger Azmi Bishara til Information.
De omstridte udtalelser faldt under en tale i byen Umm el-Fahm i juni 2000, under en mindedag i Syrien for den syriske præsident Hafez al-Assad i juni 2001. I Umm el-Fahn skulle Azmi Bishara, i følge dagbladet
Haaretz, have udtalt, at den militante libanesiske bevægelse Hizbollah efter Israels tilbagetrækning fra Libanon i 2000 »har vundet, og for første gang siden 1967 har vi smagt sejrens sødme«.
Selv siger han, at han er blevet fejlciteret, men han vedgår, at han støtter Hizbollahs ret til at bekæmpe en besættelsesmagt, som da Israel i 18 år holdt det sydlige Libanon besat.
»Jeg udtrykker solidaritet med et folk, der er under besættelse. Det er ikke bare min ret, men min pligt at sige, at den palæstinensiske modstand er legitim. Vi skal ikke kopiere Hizbollahs (væbnede) kamp, men deres sejr i Libanon viser, at kamp hjælper,« siger Azmi Bishara og understreger, at hans sympati ikke gælder angreb på civile i Israel.
»Det kan jeg ikke sige klart nok.«
Støt intifadaen
Den anden kontroversielle udtalelse faldt i Syrien, hvor han opfordrede til forenet arabisk støtte til den palæstinensiske opstand i de besatte områder. I Israel blev citatet tolket som, at han opfordrede til, at de arabiske lande skulle gøre samlet militær front mod Israel. Den udlægning afviser Azmi Bishara blankt og forklarer, at hans udtalelse skal ses som en opfordring til øget støtte til den palæstinensiske opstand i de besatte områder.
Talerne har vakt stort postyr i Israel, der er meget sårbar overfor den slags udtalelser ikke mindst i en så vanskelig situation som nu. Venstrefløjen lægger afstand til ham, og højrefløjen vil, mere eller mindre bogstaveligt, have hans hoved på et fad. Efter, han fik frataget sin parlamentariske immunitet ,er retssagen mod ham begyndt ved byretten i hans hjemby Nazareth. Sagen blev først afvist af statsadvokaten som grundløs, men efter en diskussion i regeringen over et år senere blev den indledt alligevel.
Det er noget, der har næret spekulationerne om, at der er tale om politisk forfølgelse. Ikke mindst fordi der i andre sammenhænge er ret vide rammer for, hvad man kan sige som politiker i Israel. Således har flere parlamentsmedlemmer på højrefløjen gentagne gang udtalt sig nærmest racistisk om arabere generelt og opfordret til, at man deporterer de israelsk-arabiske statsborgere til de arabiske nabolande. Det undrer derfor både Azmi Bishara og dele af den internationale offentlighed, at lige netop Azmi Bisharas udtalelser skulle føre til retsforfølgelse.
Reelle forskelle
Det israelsk-arabiske mindretal er i princippet palæstinensere, men i modsætning til deres slægtninge på Vestbredden, i Gaza og i flygtningelejrene i nabolandene, blev de tilbage, da jøderne indtog Palæstina og hundredetusinder blev drevet på flugt først i 1948 og siden i 1967. I dag udgør det israelsk-arabiske mindretal 20 procent af befolkningen i Israel og nyder i princippet de samme rettigheder som deres jødiske medborgere.
Reelt er der dog et tydeligt socialt og politisk skel. Arbejdsløsheden er markant højere i de arabiske byer end i de jødiske, levefoden er markant lavere i de arabiske byer, og i Knesset tæller de arabiske mandater ikke lige så meget som de jødiske i hvert fald ikke i forhold til opinionen i det jødiske flertal.
Efter Oslo-aftalen blev indgået i 1993 oplevede Israel en økonomisk fremgang, der også smittede af på det arabisk-israelske mindretal. Deres levefod steg, og de oplevede en bedring af forholdet til
Israels jødiske flertal. Men efter Benjamin Netanyahu kom til magten i 1996, skete der en markant ændring, der har varet ved frem til i dag. Et tydeligt eksempel på skiftet i holdningen til de arabiske
israelere ses i parlamentet, hvor de arabiske medlemmer gik fra at være legitime forhandlingspartnere i 90erne til paria i dag.
»De arabiske politikere i Knesset bliver lagt for had af højrefløjen. De har besluttet sig for aldrig at stemme for et forslag, der er stillet af en araber. Heller ikke selv om de er enige i forslaget,« siger Azmi Bishara og giver et eksempel med et forslag om at indføre en passage i Israels grundlov (der ikke er en grundlov i egentlig forstand, men en Basic Law, der fungerer som sådan, red.), der fastsætter, at der skal være lighed mellem mennesker.
Selv om forslaget ikke nævner arabere med et ord og handler om mennesker helt generelt, blev forslaget nedstemt. For Azmi Bishara er det blot ét eksempel på den status, de israelske arabere har i Israel.
Ytringsfriheden væk
I Israel og andre steder i verden undrer det, at de israelske arabere er utilfredse med deres situation. I modsætning til deres slægtninge i de besatte områder og flygtningelejrene og den arabiske verden generelt er de statsborgere i et demokrati med ytringsfrihed og generelt højere levefod end mange arabiske lande. Men det er ikke helt så enkelt, mener Azmi Bishara.
»I USA ser immigranter det som en stor gave, at de kan få amerikansk pas. Vi ser vores israelske pas som et kompromis. Jeg mistede mit hjemland og fik et statsborgerskab og ytringsfrihed i stedet. Nu vil de også tage ytringsfriheden,« siger han med reference til retssagen om hans udtalelser.
»Israel vil have, at vi skal være loyale. Men det vil aldrig ske. Vi er palæstinensere, der har boet her hele tiden og ikke emigranter, der er kommet til landet. I Danmark vælger immigranter at komme til Danmark, og I kan derfor bede dem om at være loyale og patriotiske. Jeg har aldrig bedt om Israel. De er kommet til mit land.«
Men på trods af Azmi Bishara holdning til Israel ønsker han ikke at omstyrte staten med udemokratiske metoder. »De israelske arabere har taget en strategisk beslutning: Vold er ikke en mulighed for os. Vi vil kæmpe med de midler, der er til rådighed i borgerrettighederne.«
*Læs mere om retssagen på www.euromedrights.net
