Læsetid: 4 min.

230 Keflavik

Østlige pressefolk gik til vaflerne under besøg på vestlig NATO-base i nord
30. april 2002

Mod nord
REYKJAVIK – En solrig dag forleden fandt et pud-
sigt post-koldkrigsrendezvous sted på den amerikanske NATO-base vest for Reykjavik. Først på morgenen rullede en turistbus ind på militærområdet, der ifølge et skilt ved indgangen befandt sig i »force protection Bravo«.
Inde i bussen, med næserne klinet mod ruden, sad en snes journalister af overvejende lettisk, litauisk, russisk og finsk herkomst, som Nordisk Råd havde inviteret til at dække et større rådsmøde i Island. For at journalisterne ikke skulle begynde at kede sig, badede man dem i varme kilder, man lod dem ride på islandske heste – og man havde helt ekstraordinært arrangeret, at de kunne besøge de amerikanske militarister i Keflavik.
Ti minutter senere sad gæsterne fra øst på rad og række i en lille firkantet briefing-bygning med amerikanske messingdørhåndtag. Foran forsamlingen stod basens informationschef, løjtnant Steven J. Mavica, slank og rank og fuldt uniformeret. Hans sko var spejlblanke og dog skæve af slitage. Til hans overlæbe klæbede en blåsort moustache i vægtklassen mellem Tom Selleck og Erroll Flynn, for at blive i det amerikanske.
Der var kaffe på kanden, men alligevel sitrede atmosfæren; på trods af globalisering, sikkerhedspolitiske forandringer, varme hilsner og smil og den slags, hang der en em af ’dem og os’ i lokalet. Seancen blev overvåget af tre foresatte NATO-folk, som sad bagest med kasketterne på skødet.
Nu skitserede Mavicas assistent – en militærhistorisk interesseret islænding, som selv var kommet til at ligne og tale som en amerikaner – basens fortid og nutid. Det lød fredeligt: Basens 1.900 amerikanske soldater har til opgave at overvåge de daglige 100 forbipasserende atlanterhavsfly, at lave redningsak-
tioner med Sikorsky-helikopterne og at øve med F15-jagere. Alt personnel inklusive bor der 4.000 mennesker inden for hegnet, heriblandt 1.000 børn i børnehave-, folkeskole- og high school-alderen. I fritiden kan soldaterne gå med familien i kirke eller i biografen, spise fastfood på Wendy’s™ familierestaurant eller spille baseball eller amerikansk fodbold på de dertil indrettede baner. Etc.

Ahem...
Derefter var løjtnant Mavica klar til at besvare spørgsmål. Hvad kunne de finde på at spørge om? Måske noget med omgangsformen på basen, eller hvorvidt de amerikanske børn lærer islandsk i skolen.
Jelena L., en journalist fra Murmansk, 1836254 Rusland, rakte som den første poten i vejret og sagde: »Ifølge det russiske militær er antallet af NATO-øvelser i Barentshavet nord for Rusland steget. Hvad skyldtes det?«
»Ahem...« Mavica rømmede sig. »Okay, lad mig lige opstille nogle spilleregler her...« Han kunne naturligvis ikke gøre rede for militær-strategiske anliggender, sagde han, men gerne alt muligt andet med relation til basen. Jelena lod sit andet spørgsmål blive på papiret. Det var ellers hardcore. Involverede både den sunkne Kursk og en ny russisk, atomdreven ubåd kaldet Gepard.
Publikummet havde ikke fået nok, ville hellere gå til stregen. Det ville ikke have overrasket, hvis en enkel perle af sved havde vist sig på løjtnantens pande i løbet af den næste halve time:
Er der atomvåben på Island? (Nej). Indgår der Navy Seals i basens Combat Rescue Force? (Nej). Hvilken rolle spiller basen i USA’s antiballistiske planer? (Ingen!). Osv.
Da stormen var ved at løje af, spurgte en russisk bjørn af en tv-journalist, om ikke det ville være bedre at opbevare de afghanske krigsfanger i Island i stedet for på Guantanamo-basen på Cuba?
»NEJ!« udbrød Mavica forfærdet. Hans assistent, den amerikaniserede islænding, brød ind: »Vi foretrækker det lille, rolige ukomplicerede, islandske samfund, som det er«.

Ingen ’negere’
Herpå fulgte lidt selskabelig, interkontinental moro. Måske man var ved at finde hinanden. Men pludselig ville en yngre litauisk journalist fra dagbladet Lietuvos Rytas høre amerikanernes holdning til et særligt kapitel i Islandsk udenrigspolitik, som kræver en forklaring: Da Islands regering lavede en forsvarsaftale med præsident Roosevelt i 1941, frabad den sig, at ’negere’ blev udsta-
tioneret på den grønne ø. Det accepterede amerikanerne. Denne fodnote stod ved magt i mere end to årtier, indtil den amerikanske flåde af hensyn til borgerretssagen hjemme i USA endelig lod tre-fire sorte soldater sende til Island i 1963.
At en litauisk mund skulle formulere et sådant spørgsmål syntes at komme bag på værterne. Islændingen svarede uldent, at »hverken den amerikanske eller den islandske regering kan bekræfte en sådan aftale«, men tilføjede, at »det var en regel, man indførte i 1951«, og at »forskere har skrevet indgående om det«. Og så var den sag ude af verden og briefingen ved vejs ende. Højere gik bølgerne ikke.
En halv time senere fik standen af østpressefolk lov til at betræde den amerikanske asfalt. Under løjtnant Mavicas skarpe opsyn spredtes de som vilde charterkaniner på et grønt område omkring en udstoppet jetjager. De kiggede i øst, og de kiggede i vest – men der var ingen raketsiloer at få øje på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu