Læsetid: 3 min.

Århus-historier

En cafefuld århusianere fortalte hinanden Århus-historier – inspireret af to af fortællingens lokale stormestre, forfatterne Svend Åge Madsen og Jens Blendstrup
20. april 2002

Stemmer
Nogle gange ligner Århus
Andeby,
andre gange Atlantis.
Den kan føles
som et sneglehus,
som en lufthavn,
som Antarktis.
Em af Ceres
Em af Las Vegas

Sådan lyder et spontant opstået digt. Kradset ned med hurtig håndskrift på bagsiden af et reklamepostkort og læst op til lyden af saxofon, guitar, kontrabas og keyboard. Det er en af fortællingerne om Århus, sikkert ikke den smukkeste eller sandeste, men dog med sin helt egen charme.
Og torsdag aften på Cafe Hack ved Århus Teater kommer den helt til sin ret.
Læst op med poetisk alvor og et strøg af det, en af aftenens æresgæster kalder »århusianernes berettigede, selvironiske stolthed.«
Æresgæsten er Svend Åge Madsen, og ham vender vi tilbage til. Men lad os først dvæle lidt ved de håndskrevne Århusfortællinger, som bliver til denne aften i kultursalonen Absint. Der er vel omkring 100 tekster – alle skrevet på et par minutter af helt almindelige århusianere, der er gået ind på cafeen i den tro, at de denne aften kan nøjes med at læne sig tilbage og lytte. Men nu skal de selv fortælle, og det er i stedet aftenens æresgæster, forfatterne Svend Åge Madsen og Jens Blendstrup, der for en stund kan læne sig tilbage og lytte.
Og de to forfattere lytter intenst til ordkæderne om den by, der udgør barndommens land for dem begge og stadig er hjemby for den ældste af dem, den gråskæggede hr. Madsen.
Hr. Blendstrup, den yngre og brunskæggede, er flyttet til København og bliver flere gange i løbet af aftenen drillet med sin falske Århus-dialekt. Men på trods af dette afslørende tegn på forræderi mod provinshovedstaden er han stadig elsket og beundret i sin fødeby, som har givet stof til hans grotesk-grinagtige og lidt melankolske barndomsberetninger. Og han holder stadig af Århus. Det er tydeligt. Det samme gør mange af aftenens gæster.

Gæsternes fortællinger
Men alle har de i løbet af et par minutter skabt deres egen fortælling om Århus, og de slubrer hinandens fortællinger i sig sammen med kaffen, rødvinen og det skummende. De får et særligt liv, løftet let og elegant ind i fortællingens rum af de to forfattere, der hver har haft en lille halv time på scenen.
Madsen har med sin rolige, let ironiske stemmeføring lokket tilhørerne ind i sit absurde og alligevel sært logiske univers, hvor bankassistenten Karl vågner efter et karneval og konstaterer, at han ikke kan få sørøvermasken af og derfor må klæde sig ud som sig selv (novellen Alle tiders karneval i samlingen Mellem himmel og jord, 1990), og hvor man føler sig underlig ramt, når det videre forklares, hvordan »århusianerne var de første, der opdagede, at tiden gik, ja næsten løb løbsk«, og derfor har flokke af borgere gang på gang valgt at oprette gamle byer inde i den nye by for at forsøge at sætte tiden i stå eller skrue den tilbage. De gamle byer bliver imidlertid mere moderne, og derfor må der bygges nye, gamle byer inde i midten af byen, og »det værste er, at man ikke er helt sikker på hvor mange gange rummelen egentlig har gentaget sig.«
Netop som man er fanget et sted i Svend Åge Madsens tidslabyrint, tager Blendstrup over og tegner med pågående, energi-oversvømmende tuba-røst den ene komisk-genkendelige barndomsscene efter den anden. Med et brændende blik i øjnene, vildt vippende overskæg og vibrerende næsefløje fortæller han om »dengang, da det blev in med retrieverhvalpe« og om faderen og de andre mænd i kvarteret, der »delte Egå Marina, da det blev in at have egen båd og se lidt maritim ud« og som »delte hybridnet, da det blev naturligt med 40 kanaler«. Og man griner af fortiden, mens man spekulerer over, hvor meget den egentlig adskiller sig fra nutiden.
Imens lukker mørket sig om byen og gør den usynlig for natteblinde og nærsynede. Og i stedet oplyses fortællingens, fablens og fantasiens Århus – som alle bliver medforfattere på.
Man kunne sikkert gøre det samme i Års, Åbenrå og Ålsgårde. Men det ville kræve, at der var nogen til at skabe det fortællingens rum, som stod stabilt, og alligevel sitrende på Cafe Hack denne torsdag – bygget op af to forfattere i dygtigt makkerskab med aftenens vært, skuespiller Morten Burian, hans medarrangør, dramaturg Trine Holm Thomsen, og en lille klike af wannabe-punkere: en stor skare å- og øl-tilhængere, en broget samling studerende og en hel kultur af balancesøgende ophobninger.

*Næste Absint-aften er torsdag den 16. maj kl. 20 i Cafe Hack, hvor der bydes på ’dramatikerslam’: Fire dramatikere lader deres nyskrevne stykker uropføre som oplæg til debat om nutidens og fremtidens dramatik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her