Læsetid: 2 min.

Aiaiaiaiaiiiii!

Sergio Leones western-milepæl ’Den gode, den onde og den grusomme’ er stadig en frydefuld oplevelse
12. april 2002

(2. sektion)

Repremiere
»Når John Fords skikkelser åbner et vindue, er det altid for at se den mageløse natur, der folder sig ud. Når en af mine skikkelser åbner et vindue, så er det med den tanke, at de kan få en kugle mellem øjnene,« sagde Sergio Leone engang.
Den italienske mesterinstruktør vender vrangen ud på den amerikanske frontier-mytologi, og selv om han i starten af Den gode, den onde og den grusomme fra 1967 skærer ud i pap, hvem der er den gode (Clint Eastwood), den onde (Lee van Cleef ) og den grusomme (Eli Wallach), så finder man hurtigt ud af, at det er meningsløst at tale om moral i gængs forstand.

Råheden og realismen
I Leones vilde vesten er enhver sin egen lykkes smed, det handler blot om at rage til sig – og undgå at få en kugle for panden.
Brutaliteten og grådigheden hører til dagens orden, og når Eastwood, Cleef og Wallach udkæmper deres ret beset absurde slag om en nedgravet pengekasse, skildrer Leone dem som tre ensomme mænd i en nihilistisk verden. Personkarakteristikken er tegneserie-agtig, men man skal ikke lade sig narre, for ifølge Leone blev Vesten slet og ret skabt af »voldelige, ukomplicerede mænd.«
Den gode, den onde og den grusomme bliver ofte betegnet som en spaghetti-western – en betegnelse, Sergio Leone selv foragtede – og der er sagt mangt og meget om instruktørens ironiske leg med den klassiske westerns genrerformler.
Men ved gensynet hæfter man sig snarere ved råheden og realismen – og hvad man nær havde glemt: Denne klassiker er også en anti-krigsfilm! Handlingen foregår under den amerikanske borgerkrig, og filmen er – for sin tid – en overraskende realistisk skildring af krigens gru.

Coen-brødrenes skole
På overfladen er Den gode, den onde og den grusomme rå og cool, men grundstemningen er melankolsk. Ikke mindst takket være Ennio Morricones geniale score – aiaiaiaiaiiiii! – og det eminente samspil mellem billeder og musik.
Man bliver (endnu engang) revet med af den dvælende suggestive rytme, der afbrydes af pludselige voldseksplosioner, af de magiske skift mellem store western-tableauer og intense nærbilleder af ansigter, af den unge, fåmælte Eastwood, Lee van Cleefs onde fjæs og Eli Wallachs fandenivoldske komediespil, af de uforglemmelige one-liners, for slet ikke at tale om det opera-agtige show-down i filmens finale...
Det her er Tarantino og Coen-brødrenes filmskole, og selv om Den gode, den onde og den grusomme måske ikke er så ren og konsekvent som Leones Once Upon a Time in the West, er denne klassiker meget mere levende end mange af de film, der regnes for at være helstøbte mesterværker.
En frydefuld oplevelse.

*Den gode, den onde og den grusomme. Instruktion: Sergio Leone. Manuskript: Luciano Vincenzoni og Sergio Leone. Italiensk (Gloria og Empire i København)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu