Læsetid: 5 min.

Amerikas imperium

I USA mener en ny generation af strateger, at krigen mod terrorisme viser nødvendigheden af et amerikansk imperium. Debatten vil afgøre Europas forhold til USA
29. april 2002

Krig stiller magt til skue; men hvad stiller man op med magten? Dette sejrherrens spørgsmål stilles i øjeblikket i Washington. En ny generation af amerikanske strateger svarer, at begivenheder 11. september viser, at en globaliseret verden behøver et imperium. De mener, at USA’s succes i ’krigen mod terrorisme’ viser, at USA kan og bør påtage sig en imperial rolle.
I et land, der blev til i oprør mod det britiske imperium, er talen om en imperial rolle en provokation. Den nye generation ønsker at ruske op i amerikanernes udenrigspolitiske forestillinger. Fordi globalisering gør det umuligt for USA at trække sig ind i sig selv, mener den nye generation, at USA kun kan finde sikkerhed ved at skabe en stabil verdensorden og ved at slå hårdt til mod dem, der truer med at skabe uorden. Ved at omtale USA’s ordenskabende rolle som et imperium ønsker den nye generation at vise, at USA har magten til at skabe den orden, landet ønsker.
Hverken den britiske flåde eller de romerske legionærer var deres modstandere så teknologisk overlegne, som de amerikanske styrker er. I løbet af de seneste 10-15 år har USA’s væbnede styrker begyndt en teknologisk revolution, der gør dem i stand til at føre krig på helt andre præmisser end deres modstandere. I 1991 antydede Golfkrigen, hvor overlegent USA kunne vinde en krig. Den nye generation af amerikanske strateger er vrede over, at
USA’s nye overlegenhed ikke blev omsat til en mere selvsikker amerikansk strategi i 1990’erne.
Sat på spidsen, og det har de en forkærlighed for, mener den nye generation, at 11. september var resultatet af USA’s uvilje til at bruge sin magt mod terrorister og andre af den nye verdensordens fjender. Imperiets fortalere har således intet tilovers for argumenter om, at Clinton (eller Gore) ville have handlet på samme måde som George Bush efter 11. September. Igen og igen fremhæver de, at Bill Clinton blot sendte krydsermissiler mod al-Qaedas baser i 1998. De mener, at havde der dengang været amerikanske soldater på jorden og amerikanske fly i luften over Afghanistan, ville al-Qaeda (måske) ikke have kunne udføre 11. september-angrebet.
»Angrebet 11. september var resultatet af Amerikas utilstrækkelige engagement og ambition; løsningen er at være mere ekspansive i vores mål og mere resolut i deres implementering,« skriver kommentatoren Max Boot i The Weekly Standard – et tidsskrift redigeret af William Kristol, en anden konservativ kommentator af den nye generation.
Max Boot fremhæver, hvordan det britiske imperium kunne sikre en verdensorden ved at stabilisere problemlande. Ved militær magt og en ’oplyst administration’ kunne briterne i 1800-tallet sikre, at f.eks. Afghanistan ikke blev den sikkerhedspolitiske malstrøm, landet blev i 1990’erne. USA bør følge briternes eksempel, mener Boot.
Der er kiplingske dimensioner over denne påkaldelse af imperiets nødvendighed. Britiske historikere som Paul Kennedy og Niall Ferguson har i overensstemmelse med deres nations imperiale traditioner argumenteret for, at USA har den magt, og mere til, som Storbritannien havde i 1800-tallet. Derfor mener de, at USA har pligt til at påtage sig det verdensansvar, der følger med verdensmagt. De påkalder den imperiale etos som Rudyard Kipling så suggestivt beskrev. En opfattelse af magt som en pligt til at sikre civilisationens udvikling.
Når præsident Bush taler om krigen mod terrorismen som en kamp for at opretholde civilisationen, er det fundamentet for den samme type argument.
I dag bliver civilisationens fremskridt målt i globaliseringens alen. Fremskridt måles ikke længere i, hvor mange der bliver omvendt til kristendommen, og hvor mange kilometer jernbane, der bliver bygget. I dag måles fremskridtet i afholdte valg og antal mennesker med internetadgang. Hvis globaliseringen er civilisationens fremtid, så bliver den ’paralle globalisering af terrorisme’, som viceforsvarsminister Paul Wolfowitz (en af den nye generations bannerførerere) taler om, så meget desto farligere. Terrorisme og teknologien til at udvikle masseødelæggelsesvåben spredes ifølge Wolfowitz med samme ustoppelige kraft som markeder og andre aspekter af globalisering.
I en globaliseret verden, fortæller den nye generation af strateger det Hvide Hus, må man føre en udenrigspolitik, som forhindrer fremvæksten af terrorisme og andre trusler globaliseringen kan sprede. Ifølge globaliseringens logik indebærer en sådan strategi at styre andre landes indenrigspolitik – præcist som det britiske imperium gjorde. Max Boot ser således Vestens administration af Bosnien og Kosovo som en opskrift for fremtiden. Afghanistan bør behandles sådan; og Boot mener, at Irak bør behandles sådan, hvis USA er i stand til at vælte Saddam Husseins regime.

Imperier står alene. Med sin tale om ondskabens akse slog præsident Bush den nye generations dagsorden fast, mener Charles Krauthammer fra The Washington Post: En udenrigspolitik baseret på ’moral, forebyggelse og unilateralisme’. For Krauthammer er protesterne over præsidentens tale om »ond-skabens akse« et udtryk for, at USA’s allierede, selv dem i Europa, ikke føler en moralsk pligt til at sikre de værdier, der efter hans mening også er europæernes. Europæerne er for svage i troen til at forebygge. Derfor må USA klare sagerne alene. Med den overvældende magt, USA har, er det ikke noget problem, mener Krauthammer.
Jospeh Nye, der tilhører en anden generation og det andet parti, kritiserer denne imperiale unilateralisme. I en globaliseret verden er militær magt ikke længere den eneste type magt, påpeger Nye. De transnationale bånd mellem landene betyder, at ’bløde’ former for magt i kraft af økonomisk, teknologisk eller kulturel indflydelse er mindst lige så vigtige som ’hård’, militær magt.
Derved peger Nye på et af imperieforskningens vigtigste resultater: Imperier er bygget på accepten af deres magt. Intet imperium har den militære magt til at underkue alle sine fjender. Derfor må imperiet have sine undergivnes accept. Imperiet får denne accept, fordi det håndhæver værdier, som de fleste lande deler. Hvis USA følger Krauthammers råd og ignorerer alle andres holdninger, så mener Nye, at USA vil nedbryde det værdifællesskab, som er den egentlige basis for den amerikanske magt.
Imperier kan blive svage, fordi de er for stærke. Enten gør deres magt dem arrogante, hvorved de mister støtte, som Joseph Nye påpeger. Eller også mister imperiet støtten, fordi dets undergivne holder op med at værdsætte den sikkerhed, imperiet giver. De tager deres sikkerhed for givet og nægter derfor at acceptere den magt, imperiet bruger til at opretholde sikkerheden.
Krauthammer har en pointe, når han påpeger, at man i vide kredse i Europa holder sig for god til at tage fat på de svære og bekostelige sikkerhedspolitiske spørgsmål. Europæiske lande investerer meget lidt i deres forsvar, fordi USA kan forsvare dem. Europæiske lande foretrækker at se på humanitære problemer, fordi USA tager sig af de militære.
Den nye generation af amerikanske strateger er således (også) et symptom på europæernes manglende vilje til at tage et sikkerhedspolitisk medansvar. Tiden vil vise, om den nye amerikanske generations imperiale ambitioner frembringer en ny generation af europæiske strateger. En generation, der vil stå over for valget mellem at formulere en europæisk sikkerhedspolitik som et alternativ til amerikansk imperialisme eller give et nyt og større europæisk bidrag til den atlantisk alliance. Uanset hvilken vej, europæerne vælger, vil det være en udfordring til det amerikanske imperium.

*Mikkel Vedby Rasmussen er ph.d. og forsker ved DUPI

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu