Læsetid: 6 min.

Andet end drømme

En dommerkomité er for tiden i gang med at bedømme de indkomne arkitektforslag til Det Kongelige Teaters nye skuespilhus. Skuespilchef Klaus Hoffmeyer afviser den kritik, planerne om skuespilhuset er mødt med
3. april 2002

Skuespilhus
Det er et mere end hundrede år gammelt ønske, der går i opfyldelse: Det Kongelige Teater får et nyt skuespilhus, som skal koste omtrent 700 millioner kroner og ligge på Kvæsthusbroen ved Københavns Havn, over for den nye opera. Hvis alt går efter planen, vil skuespillet kunne holde flyttedag i 2007.
Planerne om et nyt skuespilhus er imidlertid blevet kritiseret fra flere kanter. Blandt andet i Information, hvor det i en leder har heddet sig, at »alle forslag til et nyt skuespilhus lider under mangel på hensigt og vilje« samt at »folketingsflertallet nu bør indskærpe kulturministeren, at han skal afvise alle fremtidige plagerier fra det flæbende teater«. Lederskribenten efterlyste desuden et klart sigte for den nye bygning, som »ikke skal være både et kukkasse-repertoire-teater og så også lige lidt en fleksibel multiscene og et godt taleteater, men enten eller«.
Skuespilchef Klaus Hoffmeyer tog til genmæle i et læserbrev, hvor han betegnede kritikken som »totalt uinformeret og tendentiøst plaprende idioti, uden gran af viden«. På den baggrund, og fordi Klaus Hoffmeyer er med i dommerkomiteen, som netop nu er i gang med at bedømme de indkomne arkitektforslag, falder det naturligt at spørge skuespilchefen, hvad han venter sig af det nye hus, og hvad publikum kan forvente:
»Det, vi beder om, er et rum, der spiller sammen med universet, og alligevel skal man fra den bageste række kunne se pupillerne i skuespillernes øjne. I midtergangene skal der sgu sidde mennesker, og der skal sidde mennesker helt frem til scenekanten. Scenen skal så at sige falde ned i hovedet på publikum. Lyder det mystisk,« spørger han og understreger, det hele drejer sig om nærhed mellem skuespillere og publikum – og om at kunne ånde, for »teater oplever man først og fremmest med lungerne«.
I den forbindelse hjælper det ikke, at Stærekassen er nyrestaureret:
»Hvorfor skal folk altid, når de skal se et skuespil, have en fornemmelse af, at de kommer ind i fortiden,« spørger Klaus Hoffmeyer og forklarer, at Stærekassen er et såkaldt kukkasseteater, hvor scenen er et hul ind i væggen, »oven i købet med en ramme af jernbeton«.
»Det er en genial opfindelse, folk sidder og kigger ind i en drømmehule, hvor man kan bilde dem alting ind. Men der er altså brug for andre former for teater, hvor en skuespiller er en person, der mænger sig med publikum og kommer ud til dem,« siger skuespilchefen.
– Hvad er det for en type skuespil, I skal spille i det nye hus?

Handler om arkitektur
»Når vi nu hedder en nationalscene, skal vi spille de gamle klassikere, forny dem vel at mærke, og så spille helt ny dramatik. Nogle af de gamle publikummer vil jo gerne have, vi spiller flere klassikere, men man skal tænke på, at da Holberg levede, da var han altså ny, når hans stykker blev spillet. Og da Oehlenschläger levede, fik han alle sine stykker opført. Det vil sige: Grunden til de blev klassikere er, at nogen spillede dem, dengang de ikke var klassikere. Mit argument er derfor, at skal vi have ret til at spille alle de gamle stykker, så skal vi også spille de nye.«
– Vil I spille skuespil, I ikke har mulighed for at spille med de nuværende sceneforhold?
»Vi vil spille stykkerne meget bedre, vil jeg tro, det er ikke repertoiret, der ændrer sig. Det er klart, vi får nogle flere tekniske muligheder, men det er strengt taget ikke det, teatret lever af. I realiteten går en skuespiller frem lige foran publikum og begynder at spille komedie. Det er det møde, det handler om.«
– Vil det sige, I fundamentalt set spiller samme type teater, men i bedre omgivelser?
»Ja. Det er arkitekturen, det handler om, det er ikke det andet. Vi spiller jo i forvejen alt, næsten. Vi lader ikke være med at spille noget, fordi vi ved, det ville blive bedre i det nye teater. Jeg kan ikke sige, at så skifter hele repertoiret karakter, men jeg tror, en masse mennesker vil begynde at tænke på en helt anden måde, hvis de får et nyt teater. De, der skriver stykker i dag, vil pludselig kunne skrive en anden slags stykker.«

Mediet flytter kunsten
I sagens natur kan Klaus Hoffmeyer dårligt forudsige, hvilken slags stykker det kunne dreje sig om. »Ethvert nyt medium skaber en ny slags kunstnere,« siger han og sammenligner det med, at man med farvefilmens opfindelse begyndte at lave film på en ny måde. Spørgsmålet er, om springet fra Kongens Nytorv til Kvæsthusbroen kan sammenlignes med springet fra sort-hvid til farve:
– Vil det nye skuespilhus være så forskelligt fra andre scener, at det vil åbne en ny mulighed?
»Ja, det tror jeg på. Og så tror jeg også, der vil komme et større samspil mellem dans og teater, at der vil komme en lyst til at gøre teatret mere dansende. Mens når man har små scener, lukkede rum, så tænker man nemt klaustrofobisk. Stærekassen er en drømmehule, og det er også fint, for kukkassen er som sagt genial. Men der er altså andet end drømme i livet.«
»Dengang flyglet blev opfundet, havde man indtil da haft cembaloet, hvor man trykkede på en tangent, og så knipsede den til strengen. Men på et flygel er det noget helt andet, der slår strengen an. Jeg skal garantere dig for, at Bach og Beethoven havde skrevet en anden slags musik, hvis de havde haft et flygel og ikke det der knipseklaver. Jeg tror på, at mediet flytter på kunsten og dermed også på publikum. Et mundstykke på en saxofon bestemmer, hvilken lyd der kommer ud, du kan jo ikke få en saxofon til at lyde som et klaver. Folk ved bare ikke, hvad det er, de ikke har set, og jeg tror, vi får et nyt mundstykke. Publikum får en ny lyd og et nyt lys, og først og fremmest kan de ånde. Pludselig kan de ånde.«
Klaus Hoffmeyer tager en dyb indånding af den slags, der normalt er forbeholdt dykkere og lægekonsultationer:
»Det er først og fremmest lungerne, du oplever teatret med.«

Den fleksible scene
– Hvad er Det Kongelige Teaters rolle i dag?
»Det er jo at være en nationalscene. Vores rolle er egentlig at illuminere nutiden ved hjælp af fortiden og omvendt. Folk forventer, vi pudser klassikerne af, og det er ikke som en antik lampe, de skal ikke bare udstilles. De skal fornys og gennemleves, og det er der heldigvis mange folk, der er helt vilde med at lave. Vi kan ikke vinde over de kreative teatre, der bygger på målrettet ungdomssammensværgelse, og sådan skal det være. Men det forhindrer ikke, at det også er vores opgave at finde ud af, hvor græsset gror.«
– Ud over den store scene i det nye skuespilhus bliver der en mindre, fleksibel scene samt en prøvescene, der kan bruges til at spille intimteater. Hvilken spændvidde vil der blive mellem den store scene og den fleksible scene?
»På den store scene er der plads til 700 publikummer, så der vil man selvfølgelig anbringe de stykker, der kan trække flest mennesker. Den bliver bygget som en kukkassescene, men den kan forvandles. Den fleksible scene er som et tomt rum, hvor du kan ændre på alt, sætte publikum som du vil og så videre. Det er klart, der bliver en opdeling, men det kan man jo sige, der er i forvejen med Stærekassen og Turbinehallerne. Vi kan også placere nogle stykker på Gamle Scene, og jeg håber da, at hvis balletten har noget moderne på hjerte, så kommer de over til os. Sådan at der bliver en karrusel, hvor kunstarterne kører rundt mellem hinanden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu