Læsetid: 2 min.

Barsk og belgisk

Den belgiske civilisationsrevser Hugo Claus slipper fortrængningerne løs i veloplagt tabu-show
11. april 2002

Teater
Man kan ikke lade være med at sende dramatikeren Hugo Claus’ hjemland en kærlig tanke. Hans skuespil Serenade, der spilles på Husets Teater, er skrevet 10 år før, skandalerne sendte det gode, flade Belgien til tælling. Men Claus kunne ikke have fundet på landets nyere, betændte historie bedre selv.
Serenade er et moderne drømmespil. Ikke bare er stykket bygget op af en række løst sammenhængende scener, der ikke har andet til fælles end løse ledemotiver. Men tableauerne er også hentet fra nederste lag i underbevidsthedens mørke. I hvert fald er det alle borgerskabets uhyrlige fortrængninger og skjulte lyster, der hele tiden dukker op til overfladen i de mange små uforudsigelige udbrud af desperation, som kommer til syne, hver gang tæppet går til side. Belgisk teaters uartige dreng får i det hele taget tegnet en grovskitse af en civilisation, der nødtørftigt holdes samen af kvælende konventioner, undertrykkende traditioner og grænser for det tilladte.
Resultatet er et følelsesmæssigt kaos. Der er noget farligt indeni, og det slipper han løs for fuld apokalypse. Det er krast, det er lummert, det er lige i synet og ret morsomt, når han stirrer tabuerne durk i øjnene og lukker ligene ud af lasten. Her er kvinden, der bliver seksuelt opstemt af børnenes doktorlege i teltet. Miss Wildworld, der skal afdække sine intimeste oplevelser i et ubehageligt tv-show, men som afslører endnu værre tildragelser, end selv den klamme programvært kan holde til. Manden, der forulemper en fremmed kvinde i toget og bittert fortryder det. Og så fremdeles.

Uafviselig lidenskab
På Husets Teater har instruktøren Inger Eilersen optrådt som den perfekte drømmetyder af dette foruroligende sjælelandskab. Hun har forstået, at den harske holmgang med det utilstedelige også må spilles med en indre glød og ufaviselig lidenskab, og ikke bare overlades til den fræsende, farcerede ironi, der ligger lige for. Kynismen bliver menneskelig. Og det skyldes ikke mindst et usvigeligt sikkert ensemble, der spiller ud med lige dele skarphed og desperation. Marina Bouras lægger således ud som dum-sexet blondine med en Kirsten Walthersk sødme, for så at slå til med en ubønhørlig intensitet i flere sekvenser. Det er ualmindeligt præcist, skrøbeligt og skægt. Den truende dæmoni og den intense smerte er to af de særkender, Lars Mikkelsen kan trække flot på, ikke mindst i en sekvens, hvor en kynisk forførers leg med stuepigen viser sig at dække over en stor sorg. Jannie Faurschou, der synes at være inde i en pragtfuld, selvsikker udvikling i det lidt modnere rollefag, folder sig formidabelt drastisk ud, ikke mindst i en vidunderlig scene som flagrende hjælpeløs operadiva med kulørt fortid. Og endelig lader Joen Bille vanviddet lyse i øjnene på en række skarpt tegnede lummeronkler fra perversionernes overdrev.
Det er stærkt. Og stærkt underholdende. Man må i det hele taget sige, at det københavnske teater har reddet æren med en ualmindelig stærk forårssæson. Og denne æske bitre belgiske chokolader er lige til at guffe i sig. Hvis man da kan tåle dem.

*Serenade. Skuespil af Hugo Claus. Oversættelse: Nina Davidsen og Jens Bille. Iscenesættelse: Inger Eilersen. Scenografi. Magdalena Stenbeck. Til 20. apr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her