(2. sektion)
Ny film
Under sandet er Charlotte Ramplings film. I rollen som Marie rummer hendes smukke, udtryksfulde ansigt, der nok ofte smiler, en snert af sorgen og uvisheden, som hun lukker af for verden og lever i sin fantasi.
I 25 år har Marie været gift med Jean. De elsker hinanden, befinder sig godt i hinandens selskab og kender hinanden ud og ind, men katastrofen indtræffer, da de på en af deres årlige ferier tager til stranden for at bade, og Jean forsvinder sporløst og uden et ord.
Er han druknet, har han taget sit eget liv, eller har han valgt at forsvinde for at leve et nyt liv et andet sted?
Marie ved det ikke, og da vi et halvt år efter den skæbnesvangre sommerdag ved stranden møder hende igen, bilder hun sig ind, at Jean stadig er i live, fordi hun ikke kan håndtere uvisheden, endsige risikoen for, at hun har mistet ham.
Hendes venner kan kun se hjælpeløst til, mens Marie blander virkelighed og fantasi og lever videre, som om intet var sket.
Men hun er også et levende, sensuelt væsen, som har sine behov, og da hun møder den jævnaldrende Vincent, der er fascineret af hende, indleder hun en affære, som splitter hende mellem den fantasimand, der giver hende åndelig trøst, og den fysisk tilstedeværende elsker, der bekræfter hende som kvinde.
Boblen truer med at briste, og da Marie får en opringning fra politiet i provinsen om, at de måske har fundet liget af hendes mand, tvinges hun til at reagere.
Afdæmpet
Der er ikke meget af det sædvanlige tragediehysteri og overspil over Francois Ozons Under sandet, der er befriende afdæmpet og hverdagsagtig i sin beskrivelse af så følelsesladet et emne som tabet af en, man elsker. Instruktøren, der er kendt for sine kulørte melodrama-farcer, forsøger ikke at samle alle de løse ender og svare på alle de påtrængende spørgsmål så overskueligt og føjeligt er livet bare ikke.
Følelsesmæssigt svag
Man kan sagtens sætte sig ind i Maries behov for en skinverden, hvor alle de ubehagelige spørgsmål fortrænges. Var manden træt af hende eller af livet hvorfor talte han så aldrig med hende om det? Det er lettere for Marie at lade, som om han lever, end at acceptere at Jean er forsvundet, og erkende at hun må se at komme videre med sit liv. Hun smiler og overbeviser sig selv om, at hun ikke alene, men med minimalt udtryk lader Rampling os vide, at Marie kun skubber den uundgåelige sandhed foran sig ned under sandet.
Rampling spiller eminent, og hendes forvandling fra kærlig, omsorgsfuld ægteviv til fortvivlet, frustreret kvinde uden kontakt med sine egne følelser er troværdigt skildret.
Men har Ozons film et problem, så er det, at man som tilskuer til Maries liv netop forbliver tilskuer. Hun distancerer sig i forhold til sit eget liv, i forhold til sorgen og i forhold til sine venner der nærmest reduceres til statister i filmen hvorfor vi også lever med på distancen uden mulighed for at bryde gennem hendes panser. Intellektuelt er det ikke svært at forstå, hvad der foregår, men følelsesmæssigt er det svært at involvere sig, hvilket er ærgerligt for en historie, der er bundet op på så mange følelser.
*Under sandet. Instruktion: Francois Ozon. Manuskript: Francopis Ozon, Marina de Van, Marcia Romano og Emmanuèle Bernheim. Fransk (Grand, København, Café Biografen, Odense og Øst for Paradis, Århus)
