Læsetid: 3 min.

Bøgernes Aladdin

Bo Bramsen, flamboyant personlighed og forlagsmand med flair
25. april 2002

Med Bo Bramsen, der er død i en alder af 89 år, har en forlagsmand af et sjældent format og en farverig personlighed forladt scenen. Som Politikens chefredaktør 1963-66 satte han sig næppe varige spor, men det gjorde han til gengæld som direktør for Politikens Forlag gennem 30 år. Det var ham, der arbejdede firmaet op til en kæmpeforretning, Danmarks næststørste forlag. Han var i en årrække formand for Den danske Forlæggerforening.
Bramsen var en succeshistorie med mange facetter - forlagsmanden, skribenten, æsteten, elegantier’en, monarkisten, samleren og kenderen af antikviteter, specialisten i snustobaksdåser. Han var amatør – i ordets bedste betydning – på en række felter, men i forlagsbranchen var han knaldprofessionel.
Han kunne opfattes som en Aladdin-skikkelse, vel udrustet fra naturens hånd, tilsmilet af lykken, sikker på sit eget værd. Næsten alt, hvad han rørte ved i forlagsverdenen, blev til guld. Han var også en eventyrlig fremtoning, med sin høje, ranke skikkelse, sit funklende blik, sin høje pande og sit distingverede fipskæg. Han førte sig frem med majestætisk elegance – en verdensmand af en type, der ikke fremstilles længere.
Man kan sige, at Bo Bramsen havde rødder tilbage i det 19. århundrede.
Hans far, forsikringsmanden og politikeren, gehejmeetatsråd Ludvig Bramsen, var født i 1847 og var studenterkammerat med Edvard Brandes – men ikke partifælle, for han var konservativ og blev iøvrigt indenrigsminister i den sidste regering før Systemskiftet i 1901.
Det stod ingen steder skrevet, da Bo blev født i 1912, at han skulle have noget at gøre med et radikalt foretagende som Politiken, men efter juridisk embedseksamen, og en kort ansættelse hos Gyldendal, blev han ansat som sekretær i Politikens direktion i 1937.
Hans virke i bogbranchen begyndte i redaktionen for håndbogen Hvem-Hvad-Hvor, og denne bogtype var udgangspunktet for den endeløse stribe af stribede håndbøger, der blev rygraden Politikens Forlag gennem de første mange vækstår. Bramsen, der blev direktør for forlaget i 1947, havde en sikker flair for håndbogsmarkedet, og han hyrede højt kvalificerede fagfolk til at popularisere alle mulige emner. Hertil kom bestsellere som Lystige Viser, og efter de stribede småhit fulgte de store bindstærke hit – Grimbergs Verdenshistorie, Politikens Danmarkshistorie, Litteraturhistorie osv.
Under dagbladet Politikens langvarige oplagsnedgang og lederkrise blev Bo Bramsen hentet til chefredaktørstolen i 1963. Det var måske det eneste sted, han ikke havde heldet med sig. Jo, han havde udstråling og ubestridelige lederevner, men han var nok for autoritær til at lede en redaktion bemandet med hundrede selvbevidste individualister. Og så manglede han den journalistiske baggrund, han var bog-, ikke bladmand.
Det stakåndede liv i døgnets rejsestald passede ikke til hans aristokratiske kultur, og i 1966 gik han tilbage til direktørposten på forlaget. Dagbladet Politiken fortsatte iøvrigt sin nedtur under Bramsens efterfølgere, Ejbye-Ernst og derefter Pundik, til midt i 1970erne.
Som forfatter var Bramsen uhyre produktiv og dyrkede sine interesser fra sølv og gamle landkort til slægtshistorie. Hans – noget sentimentale – interesse for kongehuset gav sig i 1975 udslag i tobindsværket Huset Glücksburg – et emne han taklede fra den pittoreske side og uden store historikerambitioner. Det blev en kæmpesucces (40.000 eksemplarer).
Bro Bramsen var hæmmet af blindhed i de seneste år. Men han var en udadvendt person, charmerende, beundret af venner – fra kongehuset og nedefter – og spændende at være sammen med. Der var livligt i hjemmet på Christianshavn i hans storhedstid – og i Rørvig, når han ’holdt hof’ i sin sommerbolig og modtog besøg af kendte danske personligheder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her