Læsetid: 5 min.

Børn leger med kvantefysik

Måske er børn mere modtagelige for kvantefysikkens verdensbillede – forskere leger med ideen
29. april 2002

Leg
Er legen det fællestræk hos børn og forskere, der kan give børnene en forståelse for frontforskning og overrumple forskerne med nye perspektiver på deres arbejde?
I det nyeste nummer af tænketanken Keseras debatserie forsøger man at introducere kvantefysik til fem-seks-årige. Det sker ved hjælp af et såkaldt kvantespil.
Kvantefysikken er et af de områder, som har givet alverdens kloge forskerhoveder, ikke mindst vores egen Niels Bohr, grå hår i toppen. Og meget tyder på, at også fremtidens naturvidenskabelige forskning kommer til at stå i kvantefysikkens tegn – bl.a. med udviklingen af kvantecomputeren.

Keseras projekt
Kvantespillet er måske ikke umiddelbart et oplagt sted at afprøve perspektiverne i sin forskning som kvantefysiker. Men hos Kesera har man valgt at tage fremtidens kloge hoveder alvorligt i et udspil til en ny pædagogisk tilgangsvinkel: Børn og frontforskning!
Kesera er et uafhængigt forum under Institut for Fremtidsforskning, og består af alt fra hjerneforskere og havbiologer til digtere, kunstnere og filosoffer. En blandet landhandel kunne man fristes til at sige. Eller et uendeligt, tværfagligt potentiale samlet under en hat. Spørgsmålet er, hvad disse kunstnere og videnskabsfolk kan sammen? Hvad kan de fortælle os om fremtiden, og hvorfor har de brug for et forum som Kesera?

Inspirerende modspil
Debatserien sigter efter eget udsagn på »en debat, baseret på den nyskabende tanke, som er udfordrende, men relevant«. Hvordan kan børn og kvantefysik i samspil siges at være interessante – relevante – for fremtidens forskning.
Det, som dette kvantespil – og Kesera generelt – vil, er at åbne for er den ’umulige tanke’. I Keseras definition er både kunstnere og videnskabsfolk grundforskere, der arbejder ud fra »en kreativ afsøgning af det muliges grænse«. Den bærende idé er ønsket om at skabe en ny grundviden. Lidt flot formuleret den poesi, som skabes i forskellige frontforskeres møde med hinanden i Keseras forum. Et forum, der ønsker at være »et vindue til, hvordan fremtidens samfund vil udvikle sig«.
Dét vindue er debatserien. Den giver et indblik i de møder, som tænketanken holder hver tredje måned, hvor opmærksomheden samles om én af deltagernes specielle felt – i det her tilfælde kvantefysikken og fysikeren Klaus Mølmers indlæg om kvantecomputeren. Debatserien giver et indblik i, hvad en flok ’gale’ forskere egentlig laver, og mere centralt; hvilke tanker de afføder hos hinanden.

Forskeren leger
Med kvantespillet introduceres legen som et element i fremtidens forskning. Fantasiens leg med og fascinationen af den umulige tanke. Kvantespillet er startskuddet til en række af projekter, der vil formidle den nyeste grundforskning til omverdenen ved bl.a. at udfærdige undervisningsmateriale til folkeskolen.
I forbindelse med frontforskning handler det om anerkendelsen af den barnlige tanke: Forskeren som professionelt legebarn! En tanke, der jo ikke er fremmed for f.eks Lego, der er kendt for at invitere bl.a. kunstnere til at komme og lege med klodser og dermed være med til at udvikle nye idéer og produkter. Forskellen på Lego og Kesera er som forskellen på anvendt forskning og grundforskning.
Sidstnævnte har ikke et synligt endemål for øje (et produkt), men opererer i et frihedens rum, hvor der er højt til loftet, og tanken bevæger sig i et grænseland mellem det mulige og umulige.

Kaos i sandkassen
I virkeligheden afspejler kvantespillet som leg måske måden, mange grundforskere arbejder på. Ved fantasifulde gæt og kreativ tankevridning nærmer de sig deres genstandsfelt på en ny måde. Det er bl.a. det, man får Nobelpriser i fysik for!
Pointen med de fem-seks-årige spillere i kvantespillet er, at de endnu er forholdsvis uskolede sjæle, som måske er mere modtagelige over for kvantefysikkens virkelighedsbillede. Således udtrykker arbejdet med børn som ’sparringspartnere’ en holdning til menneskets socialiseringsproces fra barn til voksen beskrevet som en forfaldshistorie. Fra barnlig filosof i kontakt med verden til fremmedgjort forsker i en fastlåst voksenverden med uovertrædelige principper og love.
Et af disse er kontradiktionsprincippet, som er et logisk og filosofisk princip fra Aristoteles (384-322 f. Kr.). Det er en grundpille i hans metafysik, og overholdes princippet ikke, lyder det, ender verden eller virkeligheden i et kaos, hvor mennesket ej er andet end blot en plante! Set fra forskerens synsvinkel er Kesera den legeplads, der gør det muligt at bryde ud af den logiske spændetrøje ved, ligesom det legende barn, at sige ’er’ og ’er-ikke’ om »den samme ting på samme tid og i samme henseende«.
Kvantefysikken bryder ligeledes med kontradiktionsprincippet. Den hævder, at en partikel kan tillægges flere positioner i rummet samtidigt. Den er både her og der (og alle vegne). Hermed er enten-eller-positioner afskaffet, og man tvinges til at operere med sandsynligheder for at træffe en given partikel. Hvilket kaos!

Hvad får børnene?
Det spørgsmål, der melder sig set fra barnets og pædagogikkens synsvinkel, er, om kvantespillet overhovedet kan kaldes pædagogisk grundforskning? Hvad får børnene ud af det?
At børnene har det sjovt, så længe spillet varer, fremgår tydeligt af artiklen. Om de forstår de kvantefysiske og – filosofiske pointer er tvivlsomt, usandsynligt.
Spørgsmålet er imidlertid, om det på længere sigt kan åbne op for nye pædagogiske tilgangsvinkler – kan det være det første skridt på vejen til en pædagogik, der tager børnene alvorligt på en ny måde?
En pædagogik, der inviterer sig selv indenfor i børnenes univers ved at dele sit eget, nemlig forkantsforskningens, med dem. Åbner det op for kreativiteten?
Eller er introduktionen af kvantefysik gambling med børnenes fremtid, deres intelligens – altså dybest set et utilrådeligt overgreb på indlæringsprocessen, et spild af tid?
Aristoteles reducerer lovovertrædere til planter. Kvantespillet siger ’er’ og ’er-ikke’ og åbner op for den umulige tanke for forskeren, den uproblematiske leg for barnet. Måske den kreative tanke. Den tanke vi måske ønsker skal aflejre sig i fremtidige forskerhoveder. Den tanke, der stryger over nattehimlen og føder en dansende stjerne.

*Jørgen S. Nielsen er filosofistuderende ved Københavns Universitet
*Næste nummer af debatserien udkommer i slutningen af maj og kan købes via hjemmesiden www.kesera.dk

FAKTA
Et spil for fem-seks-årige. Spillet, der er opfundet af initiativtageren til tænketanken, Nicolai Peitersen, er en slags rugby med to bolde, en fysisk bold og en ’ikke-bold’. ’Ikke-bolden’, hvis position kun kendes af kvantedommeren, introducerer det kvantefysiske element i spillet. Boldene indgår begge i spillet/systemet, men viser sig på forskellige måder, alt efter spillets gang. Det er mere eller mindre tilfældigt, hvilken tilstand man ser bolden i, afhængig af spillerne og spillet, forudsætningerne og systemet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her