Læsetid: 3 min.

Bulletiner fra Andedammen

Olesen-Olesen fortsætter på deres fjerde album i samme mono-krome og prunkløse stil som tilforn, mens de lovende debutanter Pluto tilfører dansk-sproget musik nye facetter
2. april 2002

Nye cd’er
Fra starten af deres karriere har brødrene Olesen-Olesen – den alternative scenes helt egne Olsen Brødre! – udstukket en kurs, som de har fulgt over i alt fire albums: En monokrom, prunkløs, ja beskeden og nærmest højklassicistisk rockmusikalsk udtryksform ved melodimager og guitarist Henrik Olesen, hvis stilgreb til stadighed giver mindelser om firserikonerne The Smiths…, guitarspillet er af samme tætte karakter, man kender fra en Johnny Marr, og melodierne benytter sig generelt kun af ganske få toner, hvilket fungerede perfekt til Morriseys begrænsede spændvidde. Mens backingen ved en fast trio kaldet Orkesteret er kompetent og underspillet, men sjældent ophidsende eller specielt dynamisk.

Misantropens briller
Henover de statiske melodier – Olesen-Olesen kendetegnes ikke ved hverken det fængende omkvæd eller de overraskende tonale spring – og det artige akkompanement forsøger sanger og tekstforfatter Peter H. Olesen med sin malmfulde, vibratofri og sært udtryksløse stemme at indkredse ’Den Danske Tilstand’, som den tager sig ud for den velbegavede og ret utilpassede middelklasse, når den sidder ved vinduet og gennem misantropens briller betragter verdens mere eller mindre miserable tilstand på den anden side. Hvilket giver hørligt genlyd i tekstuniverset, der ubesværet, ja elegant fluktuerer mellem det indre og det ydre…, man kan nogle gange ligefrem have Peter H. Olesen mistænkt for at nære en (frustreret?) digter i sit bryst, og hans smukke sans for såvel den sigende detalje som det store samlende overblik givergerne nogle fine resultater:
»Står der på Eik Skaløes Plads/ Snart tyve år undervejs mod det satans parnas/ Eik stod af i Indien/ Selv står jeg på en linie 9/ og som jeg står der med mit klippekort/ føler jeg mig temmelig tom indeni…«
Jo, teksternes tungsind og ukuelige pessimisme er som altid det bedste ved en Olesen-Olesen udgivelse.
Og sådan ligner alt sig selv på gruppens fjerde album med den pragtfulde titel ’Anonyme Melankolikere’. Som sangskriverpar fungerer brødrene ofte upåklageligt, mens selve den musikalske iscenesættelse er mere problematisk. Der er noget spændingsforladt, noget mat over musikken, som kun sjældent får lytteren til at spidse øren… Peter H.’s stemme bliver hurtigt lidt ensformig, sangene lunter af sted i mellemtempo, mens arrangementerne er så traditionstro som en fundamentalistisk præst, og når det løfter sig – for eksempel det inciterende trommespil på ’Misantropen’ eller den mindeværdige melodi på ’Skyerne over Sjælland set fra et tog undervejs’ – sætter det kun resten af materialet i relief. Den store satsning med ’120 Sætninger’ – et næsten otte minutters forløb – hører til i den mere spændende ende, men efter et stykke tid går de utallige udsagn, afleveret med staccato-hast, i ét, og nummeret formår ikke at holde opmærksomheden fanget fra start til slut. Spændende og sympatisk, men ikke ubetinget vellykket. Som ’Anonyme Melankolikere’ som helhed, i øvrigt.

En sitrende hvisken
Den debuterende kvartet Pluto er til gengæld konsekvent både mere musikalsk afsøgende og melodisk udfordrende end de gamle rotter i Olesen-Olesen. På albummet ’Forfra’ synges der utrolig lavmælt og udemonstrativt på dansk, og teksterne har ikke så meget karakter af at skulle bære en litterær betydning som af at skulle indgå som lyd på linje med de andre instrumenter – trods de mange fine, om end ofte svært hørlige enkeltlinjer. Der er en øm finhed over Plutos ytringer, der går durk i hjertet på lytteren, og man bliver undervejs lidt småforelsket i dette diskrete og selv-udslettende ensemble, som trods en udpræget lo-fi-sensibilitet slet ikke kan lade være med at lave pop. Ikke Britney- eller Robbie-pop, derimod et dragende poetisk og æterisk poppet udtryk, fuld af charmerende detaljer og en afklaret og veder-kvægende ro, der alene som lyd i rummet har en svalende effekt på en overophedet lytter. Musik for drømme og meditationer…
Skønheden er i højsædet fra start til slut, og forsanger og komponist Thomas Thomsen udviser et potentiale udover det sædvanlige. Melodierne ikke så meget synges som fremhviskes, men formår alligevel ofte at brænde sig fast, mens teksterne besidder et særegent lyrisk nærvær, hvor stemning, længsel og melankoli er i højsædet. Orkesteret mestrer til fulde diskretionens ædle kunst, og uden at hæve lydstyrken arbejdes der elegant med dynamik og tonefald alene ved hjælp af håndspillede klange. Renset for solistiske tiltag og uden skygge af ekvilibrisme udgør Pluto et fornemt kammermusikalsk sammenspil, der kommer lytteren i møde som en sitrende hvisken…, sådan har man sgu aldrig hørt dansksproget rock før. Sublimt, forfinet og meget, meget lovende.

*Olesen-Olesen: Anonyme Melankolikere (Melodika/ MNW) www.olesen-olesen.dk. Udkommer i dag.

*Pluto: Forfra (Display/ MNW) www.plutofan.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her