Læsetid: 4 min.

Cd-box

25. april 2002

Af Anders Beyer, CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, Klaus Lynggaard og KAREN MOHR SOKKELUND
(2. sektion)

Rock
Allan Vegenfeldt & Carsten Dahl: ’Charlie Butterfly’ (Sundance)
*Her er så sangene fra filmen af samme navn, som i øvrigt markerer rocksangeren Allan Vegenfeldts skuespillerdebut. Oven på hans skuffende solo-plade fra i vinter er det skønt at konstatere, hvor meget mere kød der er på de otte sange, makkerparret Carsten Dahl og Klaus Rifbjerg har skrevet til ham og filmen. Musikken er fuldstændig uden for nummer og genre, hvilket tvinger Vegenfeldt til at at udforske sin stemme på nye måder, og Dahl er en mere end dygtig multimusiker med fingeren på pulsen, mens trompetisten Jens Winther som altid er en nydelse. Kun savner man den der ene sang, der qua sine ’hitkvaliteter’ kunne få dette spændende projekt ud til en større kreds.

Sheryl Crow: C’mon, C’mon (A&M/Universal)
*Nogen skal jo holde liv i mainstreamtraditionen, og på den led er Sheryl Crow ikke det værste, vi har. Hun har med garanti ikke haft en original musikalsk ide i sit liv, men har til gengæld flair for, hvordan med skruer en god, solid sang sammen efter det forhåndenværende søms princip – og så giver hun på C’mon, C’mon mere los for sit rock’n’roll hjerte end på sine tre tidligere studiealbum. Hun har selv produceret svinet, og man må sige, at ethvert tiltag til flinkeskole er lagt på hylden. Det skramler og hvæser klædeligt, pænheden er til at overse, og resultatet er et af den slags album, som bare er helt perfekt at køre langt i bil til… og så er hun stadig en fryd for øjet.

’A’: Hi-FI Serious (London/ Warner)
*Denne signatur har det til stadighed lige så svært med neo-punk på samme måde som f.eks. med neo-rockabilly eller de hundredevis af bands, der stiller sig tilfredse med at spille garagerock, som om det stadigvæk var 1965. Måske kan ’A’ på ryggen af grupper som Blink 182 og Linkin Park nå et stort publikum, men det gør hverken deres musik, attitude eller seneste album til nogen synderligt ophidsende omgang. Det er såmænd kompetent nok, og ’A’ ville sikkert være sjove at høre ude på Loppen, men hvorfor i alverden man lige- frem skulle sætte sig ned og lytte til dette fuldstændigt uoriginale udspil, får stå hen i det uvisse. -lyn

Jazz
Mikkel Engell: Scuba (Scuba Records)
*Den danske gutarist Mikkel Engell indfører her begrebet ’Scuba-musik’. Hans beskrivelse af det er nok en kende vidtløftig i noterne, men passer ikke desto mindre godt til musikken: direkte swingende, luftig og tilbagelænet jazz. Ud over jazzen skulle Engell have ladet sig inspirere af et rockband som Radiohead. Det kan man nu ikke høre. Han har indspillet pladen i New York med eminente Seamus Blake (sax) og Ben Street (bas) foruden Jochen Rueckert (trommer), men dyrker også musikken med en dansk kvartet, når han er hjemme. Det er en udsøgt og flot debut. Jazz med et særlig intimt præg og højt instrumentalt niveau. cmh

Klassisk
Charles Ives: An American Journey. Michael Tilson Thomas (baryton), Sanfrancisco Symphony, kor og pigekor under ledelese af Michael Tilson Thomas. RCA Read Seal 09026 63703 2.
*Hvis De vil lære noget om amerikansk folkesjæl, så køb denne cd med Charles Ives’ musik. Denne yankee maverick af en komponist må høre til favoritterne. Hans sætter gang i lattermuskler og aktiverer tårekanaler, det er dybt bevægende musik med med en originalitet som er slående. Med temaer hentet fra Ives’ barndom: minder fra hjemstavnen Danbury og Connecticut, tanker om faderen, religionen som ledestjerne. Lyt til ’The Pond, Memories’, ’The Circus Band’, ’Three Places in New England’, ’Serenity’. Flere af klassikerne er samlet på denne cd, der slutter med ’The Unanswered Question’. Orkester, kor og solister er til kindkys hele vejen rundt.

Rued Langgaard: Symfonier 4 og 5. Radiosymfoniorkestret under Thomas Dausgaard. dacapo 8.224215.
*Rued Langgaard møder Ives i det uhomogene, i det utilpassede, i udtyksviljen, i den melankolske karakter, i kravet til sangbare melodier, i ønsket om at formidle et åndeligt budskab. De er begge outsidere i forhold til mainstream og god tone. Det er svært at sætte Langgaard over for Ives, for den sidste er trods alt uendelig meget mere interessant end den første – med al respekt i øvrigt. Respekt bør man også have for Dausgaards indpilning af Langgaard: Præcist, med nerve og stor spændvidde – fra Himmel til afgrund. Hvis Langgaards musik havde haft humoren i behold, eller bare lidt oftere et lille smil på læben, så havde meget været vundet. Giv mig Ives, tak.beyer

Verdensmusik
Azúcar Negra: Andar Andando. (BISmusic CD215)
Haila. (BISmusic CD 210). Specialimport: Verdensbutikken/MS – www.verdensmusik.dk.
*Ryd stuen, og skru op. Nu skal der danses. Med det energiske, cubanske fyrtårn Haila i front, gør Azúcar Negra sig fortjent til en topplacering på den hjemlige hitliste. En bred håndfuld musikere spiller dansabel salsa, rumba og tæt timba i uhørt afbalancerede arrangementer, der giver plads til instrumentale og (især) vokale præstationer af høj klasse.
Haila, Cubas opadstræbende vokalist, fylder med sin store, varme stemme godt i landskabet uden at dominere. Haila stikker stemmebåndene frem på mange cubanske plader i denne tid, men har for længst lagt Cuba ned solo med pladen, der slet og ret hedder Haila. Her stiller ’La Rosa’ sit unge, modne talent til skue i en varm hyldest til salsadronningen Celia Cruz og demonstrerer sin spændvidde: I munden på Haila er der nemlig ikke langt fra en blid indsmigrende bolero eller son montuno til hurtig, fræk timba. Og når hun kaster sig over ’Me voy contigo’ sammen med Mayito Rivera fra Los Van Van, er ikke et øje tørt.moh

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu