Læsetid: 4 min.

Cd-box

19. april 2002

Af Klaus Lynggaard, Anders Beyer, CHRISTIAN MUNCH-HANSEN og KAREN MOHR SOKKELUND
(2. sektion)

Rock
Caroline Henderson: Naos (Columbia/Sony)
*I 1995 tog Caroline Henderson røven på os alle med albummet Cinemataztic – efter at have givet den som forsanger i det kystbaneoutfittede Ray Dee Ohh fremstod hun pludselig som en fuldmoden og prægnant kunstnerinde. Siden har det knebet med at bevare den position, og det er tvivlsomt, om hun vil genvinde den med Naos, 10 diskret smukke sange, primært skrevet i samarbejde med Martin Hall og elegant og smagfuldt produceret af Thomas Li. Problemet er, at hverken materiale eller produktion rigtig føles vedkommende eller nærværende, men snarere lyder som lidt i en glasmontre anbragt stjernestøv direkte fra Never-Neverland: Uberørt, sfærisk og indelukket.

Ian Dury & The Blockheads: Ten More Turnips From The Tip (East Central One/MNW)
*Vi mistede jo desværre Ian Dury for et par år siden til kræften, men denne posthume udgivelse er et plaster på såret. Dury var en sand original på den engelske musikscene og de 10 sange her – indspillet mellem 1991 og 2000 – er sammensat af venner og familie. Selv om Durys popularitet toppede i slutningen af 70’erne, blev han ved med at udsende plader af høj kvalitet. De 10 sange her er godt nok ’bits and pieces’ fra de sidste 10 år, men niveauet er højt, The Blockheads spiller stadig fantastisk, og teksterne er umiskendeligt skæve og duryske. -lyn

Klassisk
Vangelis: Mythodea – music for the NASA mission: 2001 Mars Odyssey. Sony Classical SK 89191.
*NASA sendte den 7. april 2001 en rumsonde mod planeten Mars for at lede efter spor efter vand. Rumsonden, som hedder Odessey, ankom til den røde planet den 24. oktoner 2001. I den forbindelse skrev komponisten Vangelis værket Mythodea. Flere vil huske kunstneren som filmkomponisten, der skrev musik til Chariots of Fire og Blade Runner. Det er ikke svært at holde af musikerne på cd’en: sopranerne Katheleen Battle og Jessye Norman, 120-personers kor hentet fra den græske nationalopera, medlemmer af London Metropolitan Orchestra og 20 paukespillere. Komponisten og harpenisten Vangelis spiller også med, ved denne lejlighed på keyboard. Forestil Dem Korngolds tårepersermusik eller Mahlers Ottende Symfoni og så bare endnu mere vildt, endnu større, endnu mere passion og ekstase. Man labber hæmningsløst det hele i sig, selv om det meste oser af kitsch og klicheer.

Evgeny Kissin. Værker af bl.a. Mussorgsky, Bach, Glinka. RCA Red Seal 09026 63884 2.
*Med pianisten Evgeny Kissin ved højttaleren er der ingen grund til at have støvsugeren kørende. Kissins Bach er såkaldt opmærksomhedskrævende musik, der ikke bør indtages i et uopmærksomt øjeblik. Til gengæld kan man blive revet helt og aldeles med af pianørens dybdeboringer i det musikalske materiale. Teknisk virtuositet og poetisk følsomhed mødes i Kissins fortolkninger. På den aktuelle cd gælder det bl.a. Busonis arrangement af Bachs Toccata, adagio og fuga og Mussorgskys Udstillingsbilleder. Kissins kunst er betydelig, hans format fødes der ikke mange af i et århundrede. Anbefaling.beyer

Verdensmusik
Hamid Baroudi: Sidi. (Barbarity/Amigo) – www.hamidbaroudi.com
*Tyske Dissidentens gamle frontfigur, algeriske Hamid Baroudi, hælder på sine soloudspil mest til veldrejet, sødladen panarabisk pop af den dansable slags. På Sidi – hans tredje i eget navn – fortsætter han linjen fra forgængeren, 5, og indkorporerer inspiration fra så mange stilarter som muligt. Intentionerne er gode nok – men resultatet er noget rod. Baroudi vil for meget på én gang, og Sidi stritter i alle retninger. De få afsæt til smukke, melodiske forløb, man får lyst til at vende tilbage til, drukner i en ubestemmelig grød. Det er ærgerligt – for Baroudi har en fed stemme og omgiver sig med dygtige musikere.

Arabica – A North African Voyage into Sound. (BarDeLune/Playground).
*Takket være Buddha Bar-skiverne og solnedgangsmuzakken fra Café del Mar har stemningsfulde arabiske og orientalske toner sneget sig ind i mangen en vestlig pladesamling. Nu har endnu én sluttet sig til karavanen. Rejsen starter i selskab med Rachid Tahas evigt-unge Ya Rayah i originalversionen, men lander snart i den elektroniske grøft, hvor melodierne trækkes ud af facon i funky og chill out’ede remixes med lige dele samplede violiner, loops og drum’n’bass. Lidt vel bedøvende i længden. Men måske baner det vejen for større åbenhed over for musik fra andre kulturkredse end vor egen.moh

Jazz
Ron Carter: Stardust (Somethin’else)
*En sejt swingende udgivelse fra den pålidelige kontrabassist. Her er den udefinerbare kemi, der løfter musikernes fælles indsats ud over det almindelige. Carter høres med Benny Golson (tenorsax), Joe Locke (vibrafon), Sir Roland Hanna (klaver) og Lenny White (trommer). Juvelen på pladen er den 10 minutter lange blues »Nearly« i dejligt provokerende slow tempo, hvor Lenny White udfolder et sprødt og luftigt trommespil, og hvor Locke står for pladens måske bedste solo og løfter helheden med vibrerende klangkulører.

Saxofonkvartetten: Saxopaths (Good Music)
*Faktisk slipper disse debuterende ’saxopater’ forbløffende godt fra den krævende opgave, de har stillet sig selv: fire, friske saxblæsere uden yderligere instrumentel. Motoren og arrangøren af cd’ens numre er Kristoffer J. Rosing-Schow (sopran- og altsax), som sekunderes af Niels Oldin (barytonsax), Anders Banke (tenorsax) og Bob Jackson (altsax). Klangen af fire tætlagte saxofoner er ganske speciel. Arrangementerne er på de bedste numre organisk og rytmisk medrivende med stiltræk fra swing, pop og etnisk. Rigtig stærk står den viltre og velklingende fortolkning af Tommy Seebachs ’Disco Tango’ (!), men også Cole Porters ’My Heart Belongs To Daddy’ og Tizols ’Caravan’ skal fremhæves.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu