Læsetid: 4 min.

Dæmoner og dommedag

Billedkunstneren Arne Haugen Sørensen fyldte lørdag 70 år. Det markeres med to bogudgivelser. Den ene er tvivlsom, den anden er i bedre form
29. april 2002

Kunstbøger
Lad os starte med den tvivlsomme: Leo Tandrup, historiker fra Aarhus Universitet og dr. phil., vil være mange Informationslæsere bekendt. Han er en fortaler for kunstens opbyggelighed og en revser af sin samtid, hvor »godt og ondt har tabt til det blot og bart hensigtsmæssige«, som han siger i bogen. Civilisationen ligger ifølge Tandrup i ruiner, meningen er forsvundet, og det er hovedårsagen til, at han har kastet sin kærlighed på en kunstner af Arne Haugen Sørensens støbning. Haugen er nemlig en omvendt ateist – der dog i dag langt fra er kristen i en snæver folkekirkelig forstand. Snarere indsætter han sin kunst i troens tjeneste. Han tror ikke på opstandelsen, sådan som den fremstilles i Bibelen, mere på, at menneskelige kriser kan afstedkomme en forvandling af åndelig art. »Livet er jo ikke bare sødsuppe.« Opstandelsen er en trøst og et håb om, at også almindelige mennesker vil have et liv efter døden – om ikke andet så i de efterladtes erindring. Efter i 30 år at have skildret menneskets dyriske og destruktive sider i et rabiat koloristisk rigt modernistisk formsprog, begyndte han for godt 10 år siden i samme formsprog at male kristne motiver »som ren brugskunst. Noget, som folk kan finde en eller anden trøst i, når de sidder i en kirke«, som han udtrykker det. I dag forsyner han danske kirker med sine bibelske motiver til altertavler og prædikestole. Haugen er Gefundenes Fressen for en kunstideolog som Tandrup. Bogen Samtaler på en bjergtop er en båndet maratonsamtale, der udspandt sig over en uge i 2000 i Haugens hus i Andalusien. En oratorisk kraftpræstation.

Usystematisk
Bogens problem er dens usystematiske, løse komposition. En samtale af den art bør redigeres stramt for at blive en god læseoplevelse. Man kunne med fordel have kogt samtalen ned til en tredjedel. Et andet problem er det mundtlige sprog, når samtalen drejer sig om kunsthistoriske, religiøse og andre meget komplicerede og mangefacetterede spørgsmål, der kræver præcision og eftertanke. Pointerne tenderer mod det groft forenklende, og indimellem forfalder samtaleparterne til noget, der i betænkelig grad minder om en ’dyb’ værtshussamtale. Den skrevne form er langt at foretrække. Eller en tv-udsendelse, hvor de to ’kombattanter’ – der ikke er så enige, at det gør noget – kunne mødes i en tete-a-tete.
Arne Haugen Sørensens kunst klarer sig ganske fint uden Leo Tandrups fortolkende overgreb, for bogen er heldigvis spækket med gode reproduktioner af færdige værker eller ufærdige værker under udarbejdelse. Og ikke så sjældent tager Haugen afstand fra Tandrup. Indimellem korser man sig: Tandrup nærmest omkalfatrer værkerne, og han gør med store armbevægelser i stedet for at give ordet til Haugen, der faktisk har meget på hjerte. Han har altid kæmpet mod hyggen, og hans lærreder er en kampplads for hans indre dæmoner, spækket med modsætninger. Med hans egne ord er han »vogter af en glemt rædsel, som alle andre tror udryddet«. Leo Tandrup bruger Haugen som platform for sit eget ideologiske partiprogram, der rummer en drøm om de gode gamle dage, hvor de kristne dyder, omsorgen, kærligheden, solidariteten m.v. trivedes. Vi har »som moderne mennesker så at sige mistet de himmelske idealer om ofre og uselviskhed, som i kulturens væksttid gjorde himlen blå«, siger Tandrup. Han ønsker, at kunsten skal gøre mennesker mere menneskelige. Men heldigvis går kunsten sine egne veje. Det beviser Arne Haugen Sørensens værker.

Lydhør bog
Journalisten og forfatteren Ole Lindboe lytter ydmygt til sin samtalepartner i sin store og smukke bog Skønheden & udyret. Bogen er inddelt i 12 kapitler, der belyser forskellige aspekter af Haugens oeuvre med afsæt i hans temaer og arbejdsmetoder: farven, de beskidte tanker, de daglige rammer, døden og dens
betydning for hans værker er nogle af indfaldsvejene. Bogen er langt mere systematisk og glidende i sit sprog end Tandrups. Jeg må imidlertid indrømme, at bogen befæster den opfattelse, jeg længe har haft af Haugens udvikling: det problematiske i at overføre den modernistiske naturalisme, som er hans særkende, med de stiliserede menneskefremstillinger, til de kristne motiver. Som hvis Francis Bacon var blevet hellig.
De sene, kristne værker virker på en eller anden måde lidt postulerede i en nutidig kontekst i sammenligning med de frække og grænse-overskridende malerier af ’de beskidte tanker’ og handlinger, som han skildrede i 60’erne, 70’erne og 80’erne. Haugen er en ener, der ikke har dannet skole. At han er en fremragende maler, kan der ikke herske tvivl om. Haugen udspænder formen ved hjælp af farven, klare spektralfarver, stærke kontraster mellem rød og grøn mødes i værkerne, der er kraftfulde og ejer plakatens slagkraftige signalværdi. Det er malerier, der bliver ved med at kaste ny betydning af sig, men der var nu mere punch, saft og kraft i dem fra den tidlige fase, mener jeg. Haugens kunst »handler om livets ubegribelighed – om hvorfor og hvordan vi alligevel griber det. Fordi vi skal. Fordi vi ikke kan lade være«, skriver Ole Lindboe. Den smukke bog rummer spændende fotodokumentation af Haugen i de forskellige livsfaser og mange reproduktioner af Haugens omfattende oeuvre. Det giver overblik. Samtidig kan den læses af lægfolk uden besvær.

*Arne Haugen Sørensen og Leo Tandrup: Samtaler på en bjergtop. 228 s., indb., rigt illustreret. 368 kr. Hovedland

*Ole Lindboe: Skønheden & udyret. 12 historier om Arne Haugen Sørensen. 192 sider i stort format. Rigt illustreret. 295 kr. Gads Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu