Læsetid: 5 min.

Danmark i 1000 år...

I Danmark er identiteten mellem sprog, folk, politisk nation, kirke og stat blevet så ‘naturlig’ at man ikke kan acceptere forskelle
10. april 2002

Skånsk
Danmark er et af de mest homogene lande verden. Sådan lød dansk børnelærdom indtil for nogle få år siden. Og helt forkert er det ikke, især hvis man opfatter homogen som etnisk homogen. Sociale forskelle har der altid været i Danmark, og de var faktisk de største nogensinde midt under det ’folkelige’ gennembrud for gårdejerklassen i sidste tredjedel af 1800-tallet. Gårdejerne holdt endda fast i deres ret til fysisk at straffe deres ansatte, som et symbolsk udtryk for den afgrundsdybe standsforskel på en bonde og en daglejer.
Men etnisk var den danske småstat efter 1864 en af de mest homogene i verden, en homogenitet der fortsatte efter foreningen med den nordlige halvdel af Slesvig, eller Sønderjylland, i 1920.
Helt ensartet er det danske rige dog ikke, hvilket vi mindes om med jævne mellem- rum, når færinger og grønlændere insisterer på deres særlige nationale karakter, hvad enten de ønsker denne udtrykt inden for ’rigsfællesskabet’ eller ved fuldstændig uafhængighed.
De afvises imidlertid blankt, da der ifølge dansk politisk tradition ikke kan tænkes forskellige nationer – knap nok nationaliteter, dvs. mindretal – inden for en stat. En sådan ordning ville ligne føderalisme og det er som bekendt et f-ord i Danmark. I landet selv som i Europa.
Sammenblandingen af nation og stat kendes også i andre lande – tænk bare på de Forenede Nationer, der som bekendt består af stater med ambition om at blive til nationalstater. Men i Danmark er uklarheden drevet videre end andre steder og får mere besværlige følger.

Specielt demokratiske
Den relative identitet mellem folk, stat og nation i Danmark er resultatet af godt fire hundrede års militære nederlag og efterfølgende landafståelser. Så meget, at flertallet af danskere opfatter sig som specielt demokratiske og fredelige med undtagelse af de ekspansionslystne vikinger – datidens motorcykelbander – Valdemar Sejr, og slavehandlerne ved fortet Christiansborg, der dog primært huskes som undtagelser, der bekræfter den fredelige danske regel.
Det store fæstningsanlæg ved Danevirke fremhæves ofte som bevis på at Danmark som nation opstod i 700-tallet, med nogenlunde den nuværende udstrækning. Ja, Søren Krarup gik i et interviw her i bladet så langt som til at hævde, at det var den danske nationalstat der opstod med voldanlægget. Men reelt ved vi ikke meget om det rige som stod bag opførelsen af Danevirke, Trelleborgene og den kæmpemæssige bro over Vejle Ådal.
Ligesom vi heller ikke kender den præcise udstrækning af det Danmark som Harald Blåtand på Jellingestenen fra cirka 960 pralede af have vundet sig. Ud over at det, ud over det nuværende Danmark, nok har omfattet både Skåne, Halland og Blekinge samt det sydlige Norge og hele Slesvig.
Det nuværende Danmark er derimod en småstat som blev til overs efter nederlaget i 1864, fredsslutningen efter Første Verdenskrig i 1920, og Islands selvstændighed i 1918/44. En stat man ikke uden videre kan identificere med de andre udgaver af Danmark.
Selvfølgelig er der en kontinuitet i kerneområderne og i navnet Danmark, der nævnes første gang i et tillæg til Alfred den Stores oversættelse af Orosius’ verdenshistorie fra cirka 890, Ottars rejse. Men teksten er svær at få geografisk mening i, og demonstrerer, at det samme navn har dækket over ganske forskellige områder.
Dertil kommer, at centrale landsdele som Skåne er gledet ud af såvel historie som erindring. Se bare hvor få gange stednavnet Lund – og da oftest let undskyldende – optræder i nyere danmarkshistorier, selv om byen var sæde for overhovedet for den danske kirke til reformationen i 1536. Og hvorledes Lund helt gled ud efter afståelsen af Skåne og øvrige lande i 1658, beseglet med det militære nederlag i 1676.

Vænnet sig til det
I modsætning til så mange andre folkeslag, har danskerne blot vænnet sig til situationen som småstat, og oven i købet gjort en dyd ud af den. Derfor opfattes Skåne i dag ikke som et dansk Kosovo, selv om der er tale om urgammelt dansk land på linie med Sjælland og Jylland, bevidnet i de tre lovkomplekser Jyske Lov, Sjællandske Lov og Skånske Lov.
Tabet af Norge, Island og Holsten har heller ikke efterladt større sår i den national psyke.
Slesvig eller Sønderjylland har derimod spillet en stor rolle. I dag er grænsen fra 1920, der blev trukket midt gennem den gamle provins og efterlod mindretal på begge sider, dog fuldt ud accepteret. Så accepteret, at sønderjyske nationalister i uhellig alliance med EU-modstandere i 1997 efter baltisk forbillede dannede menneskekæde tværs over landsdelen til forsvar for den ’venlige, men faste grænse’ mellem Danmark og Tyskland, i prostest mod oprettelsen af den grænseoverskridende Euroregion Slesvig.
Protesterne synes dog at være døet hen, i hvert fald fik den nationalistiske liste ingen valgt til amtsrådet den 20. november sidste år. Sønderjydernes modstand mod samarbejdet var en voldsom udgave af den forbløffende kølighed, den sjællandske befolkning har modtaget åbningen af den faste forbindelse til Malmø med. Yderst få uden for de direkte involveredes kreds har set forbindelsen som en chance til at genoplive en afbrudt historisk kontinuitet.

Flaget i tide og utide
Flertallet af danskerne er glade for, og stolte af, deres nationalstat, hvilket vi viser ved at flage ved enhver mulig og umulig lejlighed. Denne holdning tjente befolkningen ganske godt i mange år, kulminerende med den solidariske indsats for at redde de danske jøder i oktober 1943.
Så vidt så godt. At denne selvtilfredshed med den nuværende udstrækning af Danmark giver sig udslag i en bevidstløs og historisk fejlagtig tilbageskrivning af de nuværende danske grænser i 1000 år er en mindre sag, som mest generer professionelle historikere.
Den type svindel med historien kendes også i andre nationalstater. Men i Danmark er identiteten mellem sprog, folk, politisk nation, kirke og stat blevet så ’naturlig’ at man ikke kan acceptere forskelle af nogen art. Med mindre vi da får rigtig mange penge for det, eller de fremmede virkelig kan noget som vi ikke selv kan.
Bemande sygehusene i periferien f.eks.
Denne modvilje er ikke racisme, men en etnisk begrænsning af den politiske forestillingsevne, som præger hele det politiske spektrum, også flertallet af dem der opfatter sig selv som internationalister. Men måske skulle vi overveje at gøre noget ved det ud over blot besværgende at hævde at vi sandelig ikke er nationalister.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu