De danske jøder bør gå lige så aktivt ud og fordømme den israelske fremfærd over for palæstinenserne, som de fordømmer tegn på anti-semitisme. Kun på den måde vil det blive klart, at de danske jøder formår at skelne mellem berettiget kritik af Israel og anti-semitisme. Det mener Uffe Gjerding, der er Mellemøsten-ansvarlig i Folkekirkens Nødhjælp og har et indgående kendskab til Israel-Palæstina-konflikten.
»Det er forståeligt og fint, at Jacques Blum (formand for Mosaisk Troessamfund, red.) går ud med en stærk kritik af Hizb ut-Tahrirs helt uacceptable skriftlige udtalelser. Men man kunne ønske sig, at danske jøder ville være lige så markante i deres kritik, når Israel overtræder menneskerettigheder og FN-konventioner i deres krig mod palæstinenserne. Der mangler et klart signal i offentligheden om, at danske jøder kan skelne mellem anti-semitisme og kritik af Israel,« siger Uffe Gjerding til Information.
Han er bekymret for, at den danske debat bliver præget af angst for at blive beskyldt for anti-semitisme, og at kritikken af Israel derfor bliver begrænset. Hvis det sker, vil det være at gøre den israelske stat og jøderne i hele verden en bjørnetjeneste.
»De jøder og israelere, der siger, at en kritik af Israel er en ny form for anti-semitisme, skelner ikke mellem staten Israel og jødedommen, og det vil i sidste ende ramme Israel som en boomerang, fordi en stat, der krænker menneskerettighederne, ikke i længden bliver opfattet som legitim. Hvis brud på menneskerettighederne kædes sammen med jødedom af jøderne selv, når de forsvarer Israel bliver der grobund for anti-semitisme. Det vil være dybt ironisk og tragisk, hvis den stat, der blev oprettet for at skabe et sikkert hjemsted for jøderne, bliver udsat for anti-semitisme,« siger han.
Han understreger, at ikke kun de danske jøder, men også kirkens folk og kirkelige organisationer bør melde klart ud imod anti-semitisme, men også med en skelnen mellem anti-semitisme og kritik af Israel:
»Angsten for at kritisere Israel stikker meget dybt, både i vores samfund generelt og mere specifikt i kirkelige kredse, både på grund af jødeudryddelsen under Anden Verdenskrig, som vi føler os medskyldige i, og på grund af kirkens historiske vrede mod jøderne som dem, der dræbte Jesus. Det er et meget følsomt område, og det bruges og misbruges i høj grad,« siger han.
Som et eksempel på bevidst misbrug af Europas dårlige samvittighed nævner han den israelske viceudenrigsminister Michael Melchiors udtalelser om, at Israel er lig med den jødiske person.
»Når man siger sådan, ligger det snublende nær at konkludere, at en kritik af Israel også er en kritik af jødedommen, og dermed har man lukket af for kritikken. Men det må ikke ske. Frygten for anti-semitisme må ikke bruges til at gradbøje menneskerettighederne i Israel. Så kommer vi ud på et skråplan, hvad angår kampen for menneskerettigheder i almindelighed og kampen for en løsning af konflikten i Israel i særdeleshed.«
Glimt af anit-semitisme
Uffe Gjerding erkender, at den danske debat i glimt er præget af et forsøg på at gøre anti-semitisme legitimt som en del af kritikken af Israel.
»Hizb-ut-Tahrirs udtalelser er jo et godt eksempel på, at nogle mener, at de kan gå meget langt lige nu i lyset af situationen i Israel. Men jeg opfatter det ikke som et generelt problem,« siger han.
Han understreger, at danske palæstinenseres vrede mod Israel og deres harmdirrende udtalelser ikke bør ses som et udtryk for anti-semitisme, men snarere som manglende tilpasning til den danske debatkultur og som udtryk for velbegrundet frustration: Palæstinenserne efterlyser en anerkendelse af, at oprettelsen af den israelske stat medførte enorme lidelser for et andet folk.
»Denne frustration er en legitim følelse, som den vestlige verden ikke har håndteret ordentligt. Før vi når til at anerkende den del af historien, vil vi næppe komme nærmere en løsning af konflikten, og vi vil næppe heller se en reel selvransagelse og kritik af egne rækker blandt palæstinenserne,« siger han.
