Den lille dreng var af sin meget engagerede far blevet forsynet med stænger, som skulle illudere dynamit. Han blev holdt op i strakte arme fra demonstrationens lille tribune og blev selvfølgelig et yndlingsmotiv for pressefotograferne.
Her var billedet af de palæstinensiske fanatikere, der ofrer deres egne børn for at dræbe uskyldige civile.
Eller var den lille dansk-palæstinenser forklædt som selvmordsbombemand snarere billedet på de palæstinensere i Danmark, som slet ikke har forstået, hvordan man skaber sympati for palæstinensernes sag?
»Det er selvfølgelig meget kedeligt. Men sådan er det: Folk udtrykker deres følelser på deres egen måde,« lyder kommentaren efter demonstrationen fra arrangørernes talsmand Walid el-Jamal. Han tilbragte næsten to timer mellem politikæden og kæden af palæstinensiske ordensvagter med at styrte gestikulerende frem og tilbage og prøve at dysse ned og berolige.
»En stor succes,« siger han efter demonstrationen og anslår deltagerantallet til »mindst 3.000«.
Ryvangs Allé i ambassadekvarteret i Hellerup var i to timer sent tirsdag eftermiddag forvandlet til et menneskehav af svingende Palæstinaflag og Hisbollahfaner. Palæstinenserne var dominerende, men der var også demonstranter med rent dansk baggrund.
I næsten to timer kæmpede palæstinenserne om mikrofonen. Der var dem, der ville råbe slagord, og dem, der ville holde taler. Der var de verdsligt orienterede, der talte om Arafat, og de religiøst orienterede, der råbte om Allah.
Ikke en debat
»Hvis folk har lyst til at råbe slagord i stedet for at holde taler, er det også i orden. Det handler ikke om at holde debat, men om at give folk lov til at udtrykke deres følelser,« siger Walid el-Jamal.
Der var planlagt fire taler, hvoraf kun de to blev holdt.
Resten var slagord: Gud er stor! Ud med aggressorerne! Med blod og sjæl vil vi ofre os for Palæstina! Altsammen råbt på arabisk. Og igen og igen: Allahu akbar! Islamiya! Islamiya!
Hvis det hjælper, er det da bedre, end at de gør noget voldsomt,« kommenterer Nabila Hejazi fra Foreningen af Palæstinensiske Studerende i Danmark (FPS), som Information talte med under demonstrationen.
»Deres hænder er bundet. Det eneste, de kan gøre, er at råbe og skrige,« forklarer FPS-formand Suher Othman, der først efter lang tids diskussion med dem, der hellere ville råbe slagord, fik tilkæmpet sig adgang til mikrofonen og holdt dagens anden og sidste tale.
Den første blev holdt af Ole Olsen, formanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, en spinkel herre i starten af fyrrerne, der også er radikal folketingskandidat i Køge-kredsen og i øvrigt noget mere afdæmpet i sit kropslige og verbale udtryk end flertallet af demonstranterne.
Resolution 1.397
I sin tale til den fanesvingende mængde understregede han sin støtte til FN-sikkerhedsrådets resolution nummer 1.397 og, at »Israel som den stærkeste part har det primære ansvar«.
Svaret på den stilfærdige danskers tale var et rungende »Allahu akbar!«.
»Palæstinensere udtrykker sig på en anden måde end danskerne gør. Vi bruger kropssprog,« forklarer Suher Othman og gestikulerer demonstrativt.
En del af baggrunden for de stærke palæstinensiske følelser ser hun i, at de danske medier ikke dækker konflikten objektivt:
»Vi, der ser arabisk tv, ved, hvad der foregår. Vi ved, at israelerne rykker ind på hospitaler og visiterer patienterne. Men hvilken dansk tv-station, viser det?« spørger hun.
»Det, vi forventer af Danmark og de danske medier, er, at de fortæller sandheden og ikke konstant holder hånden over Israel,« siger Suher Othman.
Begge de to unge kvinder understreger, at den palæstinensiske nationalfølelse findes usvækket også hos de unge med palæstinensisk baggrund, der er vokset op i Danmark:
»Denne her generation holder ikke deres mund,« siger Suher Othman.
Palæstinenserne blev holdt på behørig afstand af den hvide, fæstningslignende havemur omkring den israelske ambassade ved Ryvangs Allé. Fra den forreste del af demonstrationens hovedgruppe var der måske 30-40 meter hen til ambassadehavens ydermur og overvågningskameraer. På vej til og fra demonstrationen fik deltagere lov til at bevæge sig ad Ryvangs Allé langs den modsatte side af vejen.
Kanonslag
Politiet var massivt til stede. Et kanonslag kastet fra demonstrationen over politikæden cirka fem kvarter efter demonstrationens start del fik de kampklædte politifolk til at tage hjelme på og danne tæt kæde foran fem pansrede hollændervogne, som kørte frem i hele vejens bredde.
Men da der ikke skete mere, signalerede politiet afspænding ved at lade hollændervognene køre en runde i kvarteret. Spillet med de sikrede, blå kassevogne gentog sig et par gange uden yderligere tilløb til voldsomheder.
Efter to timers næsten uafbrudte strømme af arabiske slagord, blev demonstrationen opløst i god ro og orden 20 minutter i seks. Demonstranterne gik mod deres biler eller mod S-togsstationerne Hellerup og Svanemøllen, eller stod og småsnakkede indbyrdes i grupper eller med smilende, afslappede politifolk, der sagde farvel og »Kom godt hjem« til palæstinenserne.
Selv om der nok lige nu er længere hjem til Palæstina, end politifolkene lige tænker over.
