Læsetid: 6 min.

Demonstrationer mod to slags terror

Politiet fungerede som lokale fredstropper, der adskilte søndagens pro-israelske og pro-palæstinensiske demonstrationer i København
22. april 2002

Søndag eftermiddag rejste en lund af israelske og danske papirsflag på træpinde sig over hovederne af 1.500 demonstranter på Rådhuspladsen i København. Mellem flagene vajede bannere med slagord som: Alle har ret til at forsvare sig – også Israel. Bekæmp antisemitismen. Nej til terror i Israel. For fred imod had. Selvmordsbomber dræber freden.
Det er en »demonstration mod terror – for fred og sikkerhed,« understreger formanden for dansk zionistforbund, Dorrit Norden, indledningsvis fra tribunen.
Hun udtrykker sin glæde over, at så mange møder op for at vise, »at man godt kan støtte Israel i denne svære tid – uden at være mod andres ret til også at leve i fred og frihed.« Og retter derefter en stor tak til politiet, der står som en mørkeblå beskyttelseskæde rundt om Rådhuspladsen og beskytter demonstranternes ytringsfrihed mod demonstranter, der har andre flag og andre paroler.

Historiske grunde
Jann Sjursen, formand for Kristeligt Folkeparti og Folketingets udenrigsudvalg er første taler. Han går historisk til sagen: Israel acceperede FN’s delingsplan fra starten. Israel har altid appelleret til sine arabiske naboer om fred. Sidst for halvandet år siden, hvor Israel tilbød at give palæstinensernee 90 procent af Vestbredden og Gaza. Men Arafat sagde nej. Det må da mane til eftertanke. Nu må Arafat tage utvetydeigt afstand til terrorisme. Jann Sjursen høster mange bifald.
En gruppe af smukke kvindestemmer synger israelske sange, og pladsen gynger i glædesfulde takter.
Hvordan kan man holde tale om situationen i Mellemøsten uden at nævne orden Jenin?, spørger Informations udsendte Jann Sjursen.
»Fordi det er en demonstration mod terror og for fred, der skal markere solidaritet med det israelske folk,« siger han og forklarer videre.
»Den sag med Jenin skal ikke have lov til at udviske historiske kendsgerninger. Jeg vil ikke tage stilling til Sharons politik, men jeg bakker op om kravet om en uvildig undersøgelse.«
Men er det ikke lidt enøjet at holde tale om Mellemøsten uden at nævne ordet besættelse, spørger informations udsendte videre, mens solen skinner ufortrødent på de blå-hvide og rødhvide flag.
»Nej. Der er gode historiske grunde til israelernes tilstedeværelse på Vestbredden og i Gaza. Dermed ikke sagt, at bosættelspolitikken har gavnet freden,« siger Jann Sjursen, mens næste taler, Leslie Arentoft, medlem af Borgerrepræsentationen for Venstre, over højtalerne kalder Israel for et »demokratisk lys i en region præget af mørke.«

Hjem i taxi
Ulrik Høi, journalist på Weekendavisen, er tredje taler. Han betoner de gode grunde til den israelske militære offensiv – selvmordsbomberne er en terrorhandling, intet land kan sidde overhørig. Arafat har spillet højt spil og tabt, siger han.
Det samme, om end med andre ord, siger de næste talere, overlæge Henri Goldstein, og tidligere trafikminister Arne Melchior. Melchior gør det med varme og charme og fortæller også, at han for nylig stod sammesteds og holdt tale om integration mellem »gode gamle danske slægter som min egen – og de nye danskere.«
Både Goldstein og Melchior bruger nogle sætninger på at skælde ud over mediernes pro-palæstinensiske dækning af konflikten.
En af demonstranterne, Eugen Rabell, smiler på den venlige måde, der opfordrer til samtale. Han synes, talerne har været ret neutrale – de af dem han har nået at høre.
»Jeg vil gerne indrømme, jeg kom lidt for sent. Jeg var i syv sind, om jeg skulle møde op, fordi jeg er stærkt imod Sharons politik.«
»Men jeg kommer for at vise min støtte til Israel, og fordi det provokerer mig, at nogle vil hindre mig i at udøve min ret til at demonstrere fredeligt.«
Flere holder små plakater i vejret med ordene: »Jeg er bange for at tale hebraisk på gaden – er du bange for at tale dit sprog?«
Jacques Blum, formand for Mosaisk Troessamfund, står foran rådhuset og er vred over for første gang i sit liv at gå til demonstration under politibeskyttelse: »Det er krænkende, at jeg skal køres hjem i politibil – med kone.«
Både han og andre fortæller, at jøder i København nu bliver udsat for chikane så ofte, at mændene i synagogen bliver bedt om at tage kalotten af, når de går hjem derfra.
Demonstrationen slutter med at synge først den israelse og dernæst den danske nationalsang, og så beder formanden for zionistforbundet demonstranterne aflevere alle de israelske flag og bannerne oppe ved tribunen. Af sikkerhedshensyn.

Statsløs vrede
Der er isspisende fodgængere i doven danderen på Strøget fra Rådhuspladsen til Gammeltorv. Her har politiet taget opstilling omkring en anden, meget mindre demonstration: Et par hundrede unge mænd med palæstinensiske flag og tørklæder. En af dem løfter demonstrationens eneste banner med parolen: Palæstinensere mod terror for fred og sikkerhed.
»Imod den israelske terror, selvfølgelig« forklarer Ibrahim Adham, som sidder ved torvets springvand – og tilføjer: »Vi demonstrerer mod det, der foregår i Palæstina. Mod Sharon, mod massakrerne på Vestbredden.«
Flokken begynder at bevæge sig i retning af Christiansborg, anført af en baglænsgænger, der råber: Down, down Israel. Resten svarer som taktfast kor: Down, down Israel.
Ingen rød-hvide Dannebrog blinker venskabeligt til omverden. Ingen synger forsonligt om et yndigt land, de føler sig hjemme i. Deltagerne er vrede på den der særlige nervøsitetsspredende måde, som unge mænd med for mange utæmmede kræfter kan være vrede på. Og den stærke kæde af politifolk omkring demonstrationen ser ud til at lukke dem inde – ikke lukke andre ude.
Ibrahim Adham bliver siddende ved springvandet, mens råbene fortoner sig. Han forklarer, at down, down Israel betyder, at staten Israel skal ophæves, forsvinde, væk – ud af verden:
»Israelerne skal bare fise hjem, hvor de kommer fra, så vi kan få vores land tilbage. Israelerne smed mine forældre ud fra den lille by Tabros i Nordisrael i 1948. Vi blev statsløse.«
Han kom for ti år siden til Danmark fra Syrien, hvor familien har boet, siden de flygtede fra Israel. Hans bror, som sidder ved siden af ham, kom for fem år siden.

Send Sharon hjem
Ingen af dem bryder sig om den tanke, at der bliver oprettet en palæstinensisk stat ved siden af Israel, understreger Ibrahim Adham:
»Så bliver det kun dem fra Gaza og Vestbredden, der kommer til at bo i Palæstina. Min familie kan ikke vende tilbage. Jeg kan ikke vende tilbage.«
»Men de jøder, der demonstrerer nede på Rådhuspladsen i dag, har adgangsbillet til Israel. Selv om de er danskere. Selv om deres familier har boet her i hundredevis af år.«
»Sharon selv er fra Litauen, han kan da bare fise hjem, hvor han kommer fra. Det samme med dem, der kommer fra Amerika og Europa og resten af verden. Hvorfor skal de have lov til at tage vores land, så vi skal være flygtninge og statsløse resten af livet – bare fordi Europa og Amerika gav vores land til jøderne.«
Den sammenhæng er også brødrene Adhams forklaring på, at de danske medier er 100 procent pro-israelske:
»Hvad har Vesten gjort for palæstinenserne i fødselskirken? Ingenting! Det er da fordi næsten alle vestens journalister i Mellemøsten er jøder.«
Masser af israelere er født og opvokset i Israel. Hvad med dem. Skal de også smides ud, hvis Ibrahims får sit ønske om Palæstina opfyldt? Vil det ikke være en ny uretfærdighed?
Ibrahim ryster på hovedet. Men så bryder en anden palæstinensisk mand ind – han synes, jøderne skal have lov til at blive boende. Det vigtige er, at de palæstinensiske flygtninge får lov til at vende tilbage. Allesammen.
Ibrahim bliver først irriteret over afbrydelsen, men nikker til sidst enigt:
»Jo, der må gerne bo jøder i Palæstina. De har altid boet i de arabiske lande. Vi har ikke noget mod jøder, kun noget imod, at de har taget vores land.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her