Læsetid: 3 min.

Divaens død

Alle tiders filmdiva, Mexicos María Félix, takkede af på diva-manér, 88 år
12. april 2002

I min barndoms biografmørke i Mexico Bys forstadsbiografer var filmene med María Félix altid noget særligt. Dengang tænkte jeg ikke over hvad det var, der gjorde indtryk. Hun fyldte meget, det var som om denne særpræget smukke, demonstrativt elegante kvinde med det direkte blik og den mørke stemme var filmen og alt drejede omkring hende. Det gjorde det også uden for det store lærred, hvor hun blev omdrejningspunkt for et hektisk societyliv fra hun indspillede sin første film i 1942.
María Félix døde på sin 88 års fødselsdag i mandags. Hun sov stille ind, men hendes død gik ikke stille af. Modstridende meldinger om at hun sov og at hun var død, førte til hjerteskærende diskussioner mellem venner for åben mikrofon. Divaen fik sin sortie.

Skræmmende skønhed
María Félix var altid på. Hun var en stærk personlighed, med en udstråling og en skønhed så perfekt og så kontrolleret, at den kunne virke skræmmende. Man sagde om hende, at det eneste der ikke var smukt hos hende var hendes hænder. Det er ikke rigtigt. Men de var måske det eneste ved hende, der ikke var under total kontrol og derfor gennem dem at en anden end den perfekte María slap igennem til omverdenen.
Vi var på fornavn med hende, María. Vi sang de sange der blev skrevet til hende, ikke mindst den store bolerokomponist Agustín Laras »María Bonita« (Smukke María), der blev hendes kendingsmelodi, og ranchera-komponisten José Alfredo Jiménez’ hjerteskærende »Ella« (Hun /Hende).
Vi kendte hendes film, hendes affærer, ægteskaber og skilsmisser, hendes venskaber med Diego Rivera, Frida Kahlo og Luis Buñuel, og med toppen af det mexicanske samfund. Ikke dårligt klaret af en pige fra en bondefamilie med 12 børn fra Sonora i det nordvestlige Mexico.
María Félix indspillede 48 film, deraf en enkelt med Luis Buñuel (Los ambiciosos, De ærgerrige, 1959) – »jeg brød mig ikke om manuskriptet, men han var min ven« – og én med Jean Renoir (French Can Can, 1954). Men ellers var det fortrinsvis med mexicanske instruktører og enkelte spanske hun arbejdede.
Hun fik mange tilbud fra Hollywood, men sagde konsekvent nej.
»De vil have jeg skal spille indianske tjenestepiger, men jeg er ikke født til at bære kurve«, var hendes begrundelse.
Men måske frygtede hun at forsvinde i den hollywoodske jungle som en af mange. I Mexico, Latinamerika og Spanien var hun stjernen over alle stjerner.
Også efter at hun havde indspillet sin sidste film, La Generala (Generalinden) i 1970. For María Félix iscenesatte sig selv. Hun gjorde sig selv til et kunstværk.
Ifølge den mexicanske Nobelpristager Octavio Paz, var hun sin egen største rolle. Hun var ikke María Félix, men María, La Doña, Fruen. Altid dyrt klædt på, med dyre smykker. »Jeg har brug for penge for at man kan se at jeg ikke har brug for penge«, sagde hun.

Betydelig magt
Hun gik ikke, hun skred. Når hun ankom til en restaurant, klappede gæsterne, orkestret standsede musikken og spillede »María Bonita«. Hendes selvciscenesættelse førte til at andre iscenesatte hende. Den perfekte cirkel.
Hun fik en betydelig magt, fordi hun havde gjort sig selv til divaen – med mere end velvillig hjælp fra andre.
Blev ved med at optræde til det sidste. I tv-shows, radio, altid den perfekte iscenesættelse af divaen, der blev kendt som den spansktalende verdens største skuespillerinde - der om nutidens skuespillerinder sagde, at »de er til éngangsbrug, de kan ikke engang konversere«.
»Jeg er ikke bange for døden. Men jeg har ikke lyst til at dø«, sagde hun i et interview i 1996. Nu er hun død, men de tætte close-ups af hendes ansigt, og hendes direkte blik i forstadsbiografens mørke, er stadig levende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu