Døden lugter af ost

r

JENIN – Den eneste lyd, man hører, er raslen af murbrokker og spredte, afdæmpede stemmer. De dramatisk hylende kvinder, som man kender fra tv-nyhedernes billeder fra ruinerne i Jenin, er intet sted at se, og der er heller ingen mænd, som taktfast råber på hævn. Her er stille og gråt, og en dyster stemning hviler over hele flygtningelejren, mens mænd, kvinder og børn leder efter overlevende og rester af jordisk gods.
Hele den centrale del af flygtningelejren ligger i ruiner. Jeg har aldrig befundet mig i en jordskælvszone, men forstår med eet sammenligningen, mange kommentatorer har bragt til torvs. Huse i trist gasbeton er forvredet eller ved at snuble forover i umulige stillinger, og op af ruinernes støv stikker forlist bohave. Hjørnet af en madras, nogle bøger, en bulet gryde.
»Der er lavet salat af disse menneskers hjem,« udbryder repræsentanten for en israelsk organisation, som er taget ind for at registrere ødelæggelsernes omfang.
Han har planer om at være her hele ugen og har taget et par timer ud af dagen for at give Information et indtryk. Han er israelsk araber, og vil – for at få arbejdsro – helst ikke citeres ved navn eller organisation, så lad os kalde ham Abed. Den israelske hær er ikke at øjne. De trak sig tilbage i fredags, men folk siger, at de ligger lige ude bag de forårsgrønne bjerge, parate til at rykke ind igen.
Abed har modtaget mig ved det israelske check-point på den grønne linje, grænsen mellem Israel og Vestbredden, og i en lokal bil er vi kørt ind til byen. I stedet for landevejen gennem det flade landskab for foden af bjergene har chaufføren valgt de snoede biveje gennem højlandets små landsbyer for at komme til Jenin.
»Det er sikrere,« siger han uden at forklare sig nærmere.

Aldrig mere Danablu
Der lugter gennemtrængende af meget gammel ost i Jenin. Selv min kraftige forårsforkølelse formår ikke at aflede lugtesansens opmærksomhed fra det voldsomme indtryk, som skyldes snesevis af lig, der ligger under dyngerne. Man kan ikke se dem, men man kan lugte dem.
»Jeg har altid været vild med Danablu, men efter denne oplevelse sætter jeg aldrig tænderne i det mere,« siger Abed, mens antydningen af et smil viser sig i hans ansigt.
»Ingen ved, hvor mange der er blevet dræbt, men det er mange,« fortsætter han.
»Måske er det flere hundrede, men jeg vil helst ikke sige noget, for ingen ved det, og ingen af de tal, vi hører er sande. Hverken de israelske eller de palæstinensiske.«
Hvad han derimod ved, er, at mængder af mennesker fortvivlet leder efter forsvundne pårørende. Han anslår, at mellem 400 og 500 familier har mistet hus og hjem og nu prøver at samle smulerne. Vi bliver kaldt hen til et sted, hvor et nyt lig er blevet gravet frem. Omkring 30 meter fra stedet bliver den kvalme ostelugt kraftigere, og mens vi går, finder Abed videokameraet frem og retter det mod fundet, et støvgråt ansigt og en forvreden arm af hvad der kunne se ud som en midaldrende mand.

Gadens trofæer
Oven for flygtningelejren ligger byen, som langsomt, meget langsomt er ved at komme til live, efter at de israelske soldater er draget bort og udgangsforbudet er hævet. De 17 ton tunge Merkava III kampvogne har efterladt sig spor allevegne i gaderne i form af biler, hvis krøllede og foldede tilstand, selv den dygtigste pladesmed aldrig ville kunne råde bod på.
»Det er soldaternes trofæer,« forklarer en mand, der med en børste er ved at rense de sværtede jernskodder foran en butik. Det ser ikke ud til at nytte noget, men han bliver indædt ved.
»Kampvognene kørte med fuldt overlæg op over alle parkerede biler,« fortæller han.
»Det virkede, som om de morede sig herligt, men se, hvad de har efterladt!«
Al Jamaa, en af byens normalt tæt befærdede hovedgader, virker forladt. Den store restaurant på førstesalen i en hjørneejendom, hvor israelere før intifadaen flokkedes på grund af den gode mad til yderst rimelige priser, ser ikke ud til at have haft ild under gryderne i umindelige tider og ligner en tom skal. De fleste ruder er blæst ud.
Store dele af byen er fortsat uden el og vand, og selv om kommunen er gået i gang med at udbedre skaderne, er der meget lang vej, før Jenin kan begynde at ligne en normal by.

Kirurgi pr. telefon
På det ene af byens to offentlige hospitaler fortæller Ali Jabareen, som er vagthavende læge på skadestuen, at situationen er en smule bedre, efter at udgangsforbudet er hævet.
»Vores ambulancer kan igen køre ud, og vi har fået lidt forsyninger fra Umm el Fahem og Nazareth (israelsk-arabiske byer, red.), men det er næsten umuligt at komme ind og ud af byen,« siger han.
Ali Jabareen fortæller, at hospitalets eneste neurokirurg er strandet i en landsby uden for Jenin, afskåret fra at komme på arbejde, så da man i går havde brug for hans ekspertise, måtte han holde sig i telefonisk forbindelse med operationsstuen, mens en uprøvet kollega førte kniven.
»Operationen var vellykket,« smiler han.
»Min kone og mine små børn har jeg ikke set, siden jeg for 22 dage siden sendte dem ud af byen, men der er håb om, at jeg snart kan få dem tilbage. Men i øvrigt har jeg stort set ikke været hjemme i den mellemliggende tid, men været tvunget til at overnatte på hospitalet på grund af udgangsforbudet.«
Under den israelske offensiv modtog hospitalet 40 sårede og fem lig, mens de fleste »blev derude«, og nu har man travlt med at behandle følgevirkningerne. Ali Jabareen oplyser, at man har behandlet ti spædbørn, som blev indlagt med svære mavekramper, fordi deres mødre havde kommet mælkepulveret i kloakvand.
Og så er der bombeofrene. En del af husene i flygtningelejren – ingen ved hvor mange – er ’mineret’ med primitive bomber, som var tiltænkt de israelske soldater. Nu kommer sagesløse palæstinensere til at udløse dem, når de uforvarende roder i ruinerne.
»Der er fire-fem eksplosioner hver dag,« tilføler Ali Jabareen.
»I går mistede en af vore læger en fod, da han var ude for at hjælpe.«

Dobbelt flygtning
»Et gennemgående træk i hver samtale er hævn,« forklarer Abed.
»Alle dem, jeg taler med, ønsker hævn, og siger at så snart de kan, begynder de at bygge bomber igen.«
Ude i lejren er mængder af historier i omløb til næring for disse følelser. Mange fortæller om, hvordan huse blev jævnet med jorden uden at nogen undersøgte, om de var tomme eller ej. En anden fortæller om Abu Jandal, som var fremtrædende medlem af Hamas, og blev skudt af soldaterne efter at han var arresteret.
»Israelerne kalder dem terrorister, når de angriber jøder, men når de forsvarer deres hjem her i Jenin, kan de vel ikke være terrorister?« spørger en mand ved navn Ibrahim.
Han fortæller også om en kvinde, som mellem resterne af familiens hjem fandt sit id-kort.
»Meget andet fandt hun ikke, og det er ganske symbolsk. Hun fandt sin egen identitet som besiddelsesløs flygtning,« siger han og leder videre i sine egne ruiner.
Som de fleste andre nåede han ikke at redde andet end det, han går og står i, da bulldozerne gik løs på husene.
»Vi er blevet flygtninge en gang til. Vi skal begynde helt forfra igen,« siger han.
Den lille flygtningelejrs palæstinensere bosatte sig på stedet, da de i 1948 var flygtet fra landsbyer lige på den anden side af den grønne linje, omkring Karmelbjerget og kystsletten syd for Haifa. På vejen tilbage går vejen gennem deres gamle hjemstavn. Mellem vidtstrakte kibbutzmarker står stadig olivenlunde, som flygtningenes forfædre har plantet omkring nu forsvundne landsbyer.
»Ved du hvad jeg har brug for efter det her?« spørger Abed før vi skilles.
»En meget stor og meget kold fadøl!«