Læsetid: 3 min.

EL’s store EU-opgør

I dag lørdag skal Enhedslisten på sit årsmøde diskutere den fremtidige EU-politik. For tidligt, siger EU-ordfører
13. april 2002

I dag tager Enhedslisten hul på den længe ventede debat om partiets EU-politik. Fire forslag er på dagsordenen, deriblandt EU-ordfører Keld Albrechtsens kontroversielle oplæg, Venstrefløjen og EU, der vakte stor bestyrtelse og harme, da det blev fremsat i begyndelsen af februar. I oplægget lagde Keld Albrechtsen op til, hvad han betegnede som, en historisk åbning over for EU.
»Det kan ende med, at Keld Albrechtsen trækker sig som EU-ordfører – og det kan ende med den store fornyelse, så der er lagt op til et rimeligt rivegilde på det punkt,« siger formanden for folketingsgruppen, Søren Søndergaard således til Ritzau.
Keld Albrechtsen ser dog ikke selv nogen grund til, at han ikke også skulle være EU-ordfører på mandag, når årsmødet er slut.
»Jeg ser ikke noget grundlag f0r en sådan dramatik, og jeg håber ikke, at min person bliver gjort til et spørgsmål,« siger han til Information med henvisning til den skarpe kritik af oplægget, der blev rejst af flere medlemmer i februar, hvor der blev anvendt udtryk som »kup« og »falliterklæring«
Hovedbestyrelsesmedlem Per Clausen, der har stillet et af de alternative EU-forslag, ser heller ikke nogen grund til at stille spørgsmålstegn ved Keld Albrechtsens ordførerskab.
»Ud fra den måde, han har løftet sin opgave på, ser jeg ikke nogen grund til, at han skulle skiftes ud. Det afhænger selvfølgelig af, om han kan udføre den politik, der bliver vedtaget på årsmødet,« siger Per Clausen.

For tidligt
Et utilfredst bagland kan dog alligevel gøre livet surt for den kritiserede EU-ordfører.
»Der ligger ikke nogle konkrete forslag om, at han skal trække sig. Men på den anden side kan årsmødet vedtage nogle beslutninger, der gør det umuligt for Keld Albrechtsen at fortsætte«, siger Per Clausen og fortsætter:
»Der er ikke nogen, der har et egentligt overblik over, hvordan styrkeforholdet er, ud over, at der næppe er flertal for Kelds linje.«
Keld Albrechtsen er dog ked af, at der allerede på nuværende tidspunkt skal tages stilling til partiets EU-politik.
»Der er mange komplicerede spørgsmål, vi endnu ikke har debatteret, og det vil derfor være synd, hvis man beslutter sig for et af de fremlagte forslag allerede. Men jeg håber da, at vi kan få et signal fra mødet om, hvilken vej vi vil gå i forhold til det europæiske samarbejde«
Keld Albrechtsen forslag vakte i februar opsigt fordi Enhedslisten, ifølge forslaget, ikke længere »principielt« skulle være modstander af et overstatsligt europæisk samarbejde.
I stedet gjorde Keld Albrechtsen sig til talsmand for et opgør med to af de mest centrale danske undtagelser fra EU’s Maastricht-traktat. Forsvarsforbeholdet og det retslige forbehold. Det retslige forhold hindrer for eksempel mindsteregler for sociale rettigheder og asylregler, mens forsvarsforbeholdet kan komme i vejen for fredsbevarende FN-missioner varetaget af EU – lød forklaringen.

Fire forslag
Keld Albrechtsen understregede dengang – og gentager i dag – at han er modstander af EU i sin nuværende form, og at forsvars- og det retslige forbehold burde erstattes med nye, mindre snævre forbehold på de to områder.
Ingen af de tre andre folketingsmedlemmer kunne støtte EU-oplægget, ligesom hovedbestyrelsen massivt sagde nej til oplægget, fordi det havde sået »alvorligt tvivl« om Enhedslistens politik. I stedet gik hovedbestyrelsen i gang med sit eget EU-oplæg til landsmødet.
Hovedbestyrelsens udvalg deler således ikke Keld Albrechtsens vision om en »offensiv modstand – på de andres banehalvdel«, hvor EU- samarbejdet skal ændres indefra af en samlet venstrefløj med udviklingen af blandt andet »røde konvergenskrav«. Tværtimod er medlemmerne af udvalget, ifølge deres oplæg, ikke »..tilhængere af at erstatte det neoliberalistiske EU med en »rød union«...«
I stedet ser man i oplægget gerne en dansk udmeldelse af EU, der »...sætter gang i en sneboldseffekt, der fører til selve EU’s opløsning«
Ingen af forfatterne til de fire oplæg regner dog med, at EU-diskussionen i Enhedslisten stopper efter weekendens årsmøde.

*Læs de fire oplæg på Enhedslistens hjemmeside: www.enhedslisten.dk under ’Medlemsblad’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her