Ny bog
I begyndelsen af 1980erne, dvs. før Osloprocessens fødsel og død, dvs. i hvad der i dag virker som for en evighed siden, foreslog en gruppe palæstinensiske intellektuelle, at Israel skulle annektere Vestbredden og Gaza og gøre alle indbyggere her til israelske medborgere.
Kampen for palæstinensernes rettigheder skulle dermed flyttes fra gaderne og vejspærringerne til partier og parlamentet. I løbet af få årtier ville de ikke-jødiske borgere komme til at udgøre en majoritet, og Israels krav på at definere sig som en jødisk stat ville komme i konflikt med Israels krav på at være et statsborgerdemokrati.
Det var selvsagt et meget provokerende, men også et meget instruktivt forslag. Det var provokerende, fordi det vendte op og ned på den jødisk-palæstinensiske konflikts traditionelle positioner. Det var instruktivt, fordi det blotlagde staten Israels dobbelte grundvold som både hjemland for jøder og erklæret demokrati.
I de første årtier af Israels eksistens forblev dobbeltheden skjult. Dels fordi de tilbageværende palæstinensiske arabere defineredes som et sikkerhedsproblem, isoleredes i særlige militært kontrollerede områder og usynliggjordes. Dels fordi definitionen af statens jødiskhed længe var lige så uklar, som den var omstridt.
Statens jødiskhed var dens raison dêtre og dermed basta. Staten var jødisk, fordi jøder af for alle klart forståelige grunde havde et påtrængende behov for et sikkert hjemland. Staten var jødisk, fordi jøder var og i al fremtid skulle forblive dens majoritet.
Hvad der længe muliggjorde denne uklarhed, var det forhold, at jødiskheden i vidt omfang faldt sammen med en overvejende sekulær statsopbygningsideologi zionismen og i et overvejende sekulært nationaltilhørsforhold israelskhed. Det, som efter 1967 gjorde uklarheden stadigt mere ubærlig, var den sekulære ideologis sammensmeltning med en aggressiv jødisk-religiøs messianisme, det nationale tilhørsforholds opløsning i en vifte af etnisk-religiøse og politisk-kulturelle subloyaliteter og at de palæstinensiske araberes genindtrådte i historien.
Den israelske stats jødiskhed begyndte dermed at blive problematisk. Dels for grupper med vidt forskellige og delvis uforenelige opfattelser om, hvad der menes med en jødisk stat (hvor nogle mente, at jødiskhed må gå forud for demokrati). Dels for grupper, som krævede, at Israel måtte blive en stat for alle sine medborgere, jøder som ikke-jøder, dvs. at demokratiet måtte gå forud for jødiskheden.
Er Israel demokratisk?
At det sidstnævnte langt fra er noget selvindlysende i dagens Israel, blev med bekymrende tydelighed påvises af Baruch Kimmerling, professor i sociologi ved det hebræiske universitet i Jerusalem i en dybdeborende og i disse dage højaktuel undersøgelse af den kollektive israelske identitets, israelskhedens opkomst og forfald.
Kimmerling sætter endog spørgsmålstegn ved, om Israel efter de vedtagne definitioner, overhovedet kan betegnes som demokratisk. Det er ganske vist en stat, hvor den politiske magt med jævne mellemrum udskiftes ved politiske valg, men det er samtidig en stat, hvor ikke alle stemmer reelt er lige meget værd (beslutninger uden jødisk majoritet bag anses i visse spørgsmål for illegitime), hvor staten tillader parallelle retssystemer (religiøse domstole), og hvor staten giver kollektive rettigheder til en gruppe, men ikke til en anden (ejerskab af jord).
Alt dette bunder, mener Kimmerling, »i den historisk manglende evne til at sætte skel mellem religion og nationalt tilhørsforhold, som uundgåeligt følger af den israelske stats jødiskhed. Zionismens sekulære statsbyggervisioner bæres hele tiden oppe af stærke religiøse og messianske understrømme. Efter 1967 med »befrielsen« af »landet Israel« trængte disse understrømme op til overfladen og ind i staten. Staten Israels jødiskhed fik en stadigt stærkere etnisk-religiøs slagside og kom stadigt hyppigere i konflikt med demokratiets krav på lighed for loven, minoritetsbeskyttelse og individuelle frihedsrettigheder.
Udemokratisk natur
Israel af i dag bør derfor snarere defineres som et etnokrati, end som det »jødiske og demokratiske samfund«, der hævder at være, mener Kimmerling. Israel er en stat, hvor en etnisk-national gruppe udøver en »uforholdsmæssig kontrol over omstridt territorium og rivaliserende nationale grupper«. At israelerne selv »systematisk og tvangmæssigt« fornægter deres regimes grundlæggende udemokratiske natur, ændrer ikke på denne realitet.
To fundamentalt uforenelige mål og idealer er flettet sammen i det israelske samfund. Uforenelige og uadskillelige.
Det blandt Israels jøders stærkeste argument for fred med palæstinenserne og en deling af landet i to stater, har været muligheden for at bevare Israel både som jødisk og demokratisk, dvs. afgrænse den jødiske stat til et territorium, hvor jøder er og kan forblive en majoritet. Bag dette argument ligger forestillingen om, at området kan deles i to så godt som nationalt rene halvdele, således at næsten alle palæstinensere havner i Palæstina og næsten alle jøder i Israel.
Mod dette argument har Kimmerling to indvendinger. Den ene er, at området aldrig vil kunne blive opdelt på denne måde. De to nationer er alt for tæt sammenvævede, geopolitisk som befolkningsmæssigt. Det anden indvending, som følger af den første, er, at en deling ikke vil løse den indre konflikt mellem statens modstridende og delvist uforenelige mål. Også en stat med en større og mere sikker jødisk majoritet vil blive konfronteret med spørgsmålet om ikke-jødiske gruppers stilling i staten, ligesom med det potentielt opslidende spørgsmål om, hvad der menes med en jødisk stat, og hvad formålet skal være med en sådan stat.
Uforenelige tolkninger
Hvor opslidende dette spørgsmål allerede har været og med dramatiske konsekvenser viser sig klart i kontroverserne om bosættelserne, fredsprocessen, ortodoksiens magt og de israelske araberes stilling i staten. På område efter område er vidt forskellige og helt uforenelige tolkninger af jødiskhedens imperativt blevet stillet over for hinanden.
I de år, hvor fred og forsoning med palæstinenserne så ud som en mulighed (eller en trussel alt efter hvilken slags jødisk stat, der foresvævede israelerne), voksede disse modsætninger til en åben konflikt (med indslag af jødisk terror og mord på en regeringschef). Den israelske forfatter Yoram Kaniuk foreslog engang i spøg, at landet burde deles ikke mellem jøder og arabere, men mellem jøder og jøder.
Mange har ladet sig forbavse over, hvor let de jødisk-israelske modsætninger døde ud igen efter fredsprocessens sammenbrud i efteråret 2000, hvor hurtigt den israelske fredsbevægelse faldt sammen, hvor friktionsfrit det jødisk-israelske samfund annammede en fælles national-militær problemformulering, og hvor villigt et stort flertal sluttede op bag en militær eventyrer som Ariel Sharon.
Kimmerling er ikke forbavset. Det kollektive system, som endnu forener stort set samtlige dele af det jødisk-israelske samfund, ja den eneste »kollektive kulturelle kode«, som findes tilbage fra nationopbyggelsesperiodens israelskhed er, hvad Kimmerling kalder Israels civile militarisme. Ved dette forstår han et system, hvis militære optik og vurderinger gennemsyrer også det civile samfund. Det er et system med dybe rødder i israelernes mangeårige historiske erfaringer med krig og krigsberedskab. Men også i et verdensbillede, ifølge hvilket jøder i sidste instans kun har deres militære styrke at falde tilbage på.
Det er følgelig et system, hvor mennesker med i øvrigt vidt forskellige og i grunden uforligelige holdninger til, hvilken stat Israel bør være, samtidig deler forestillingen om, at fortsat millitær overmagt er den eneste garanti for Israels eksistens.
Denne »militarisering af den israelske kultur«, skriver Kimmerling, »kommer især til udtryk i brugen af mere vold end fornødent [the use of excessive power] for at løse sociale og politiske problemer, i den militære tænkemåde [military-mindedness] hos store dele af den civile befolkning og den politiske ledelse og i de højt satte forventninger til, at militæret vil være i stand til at løse ikke-militære problemer.«
Israel må definere sig som jødisk, men den religion, som forener flest israelere, er »sikkerhedens civile religion« [civil religion of security]«.
Robuste reflekser
Ariel Sharon er i mange henseender inkarnationen af dette system og denne religion. Med tilintetgørende effektivitet (og med forudsigelig støtte fra palæstinensisk ekstremisme) har han mobiliseret den civile militarismes robuste reflekser mod fredsprocessens skrøbelige spirer.
Kun den, som har fået disse reflekser ind med modermælken, kan fuldt begribe den drevne måde, hvorpå Sharon ved at spille på de rette symboler i rette øjeblik har været i stand til at samle et Israel, som i dag strækker sig fra Shimon Peres i Arbejderpartiet til Effit Eitam, den nyvalgte formand for det nationalreligiøse bosætterparti, som nu indgår i Sharons nationale sikkerhedsregering, og som skiftevis taler om at forflytte palæstinenserne (til Jordan) eller at fratage dem stemmeretten (i Israel).
Bag alt dette ligger en militær eventyr-politik, som mange ikke indser kun vil gøre ondt værre, fordi de inden for rammerne af den civile militarismes problemformulering ikke formår at se alternativer til den.
Inden længe vil de indre modsætninger formentlig dukke op til overfladen igen. Nogen ny israeliskhed er ikke i sigte. Heller ikke nogen ny idé om, hvad slags jødisk stat, der ville kunne accepteres af de syv subkulturer (hvoraf Israels palæstinensere kun udgør en), som ifølge Kimmerling i dag kæmper om »spillets grundregler« og »samfundets identitet«-
Ikke engang en endelig fredsaftale med palæstinenserne og den samlede arabiske verden (hvor fjernt en sådan end kan forekomme lige nu) vil radikalt ændre på Israels indre tilstand, mener Kimmerling.
Den eksistentielle angst, som har ætset sig ind i israelernes kollektive identitet og hukommelse vil i lang tid formå at holde liv i de militær-kulturelle reflekser med velvillig bistand fra ekstremister på begge sider.
»Det dæmoniske verdensbillede, som føder stadigt nye og selvopfyldende værste tilfælde-scenarier, vil vare ved i mindst en generation til,« forudser Kimmerling, som allerede da han skrev bogen (før den seneste måneds hændelser), betvivlede, at en fredsaftale var mulig.
Uanset om Kimmerling har ret om fredens mulighed, har han med indsigt og skarphed fremdraget en af fredens hidtil mest oversete forudsætninger. Et Israel, som ikke formår at nå til indre afklaring og fred om statens karakter, vil heller ikke kunne enes om vilkårene for en varig fred med palæstinenserne. Og det uanset om palæstinensernes leder heder Arafat eller noget andet.
Israel kan muligvis udskyde sit eksistentielle valg af, hvilken vej det skal gå, i en tid men ikke få dilemmaet til at forsvinde.
*Baruch Kimmerling: The Invention and Decline of Israeliness. State, Society and the Military, University of California Press 2001. 321 sider, £29.95 (362,50 kr.)
*Göran Rosenberg er journalist, forfatter og uafhængig kommentator for Dagens Nyheter og Information
*Oversat af Niels Ivar Larsen
