Læsetid: 3 min.

Hvor f... er fronten?

Regeringens tydeligste træk er mistro til kultur og intelligens. Ellers er dens politik ideologisk miskmask
30. april 2002

Dumt
Valget den 20. november 2001 var historisk, siger man. Men hvorfor? Søren Krarup påstår, at kulturradikalismen tabte til konservatismen. Andre påstår, at venstrefløjen blev besejret af højrefløjen? Noget skete, men hvad?
Størstedelen af venstrefløjen synes besat af tanken om, at modsætningen står mellem venstre og højre forstået som velfærdsstat og minimalstat.

To store modsætninger
Den udlægning er alt for enkel. For eksempel er Dansk Folkeparti i alliancen mellem Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti blevet garant for et velfærdsstatsligt minimumsgrundlag, kombineret med indvandrerhetz og rindalisme. Noget der som bekendt appellerer til mange socialdemokratiske vælgere.
Andre medlemmer af venstrefløjen hæfter sig ved modsætningen mellem kulturradikalisme og konservatisme. Også dette er for enkelt.
Ideologisk set synes det danske samfund at være præget af ikke én, men to store modsætninger:
*For det første mellem en velfærdsstatslig holdning på den ene side og en minimalstatslig, liberalistisk på den anden. Her står på den ene side Enhedslisten, Socialdemokratiet og dele af SF og måske socialliberale dele af de radikale – samt, vil jeg påstå, dele af Dansk Folkeparti. På den anden side har vi partiet Venstre og måske dele af de konservative.
*For det andet er der en modsætning mellem kulturradikalisme og konservatisme. Her står på den ene side dele af SF, måske dele af
Enhedslisten og Socialdemokratiet og ikke mindst de radikale og måske også enkeltpersoner fra partiet Venstre. På den anden side har
vi først og fremmest Dansk Folkeparti, store dele af de konservative og sikkert også dele af Socialdemokratiet. Og mon nationalistiske dele af venstrefløjen kan sige sig fri?
Kan man sammenfatte disse to modsætninger som en modsætning mellem ’venstre’ og ’højre’? Næppe!

Fire retninger
Der findes ifølge modellen fire retninger: Socialistisk kulturradikalisme, liberalistisk kulturradikalisme, socialistisk konservatisme og liberalistisk konservatisme.
Eller, hvis det lyder for firkantet: Der findes både en velfærdsstatslig og en minimalstatslig kulturradikalisme, og der findes en velfærdsstatslig og en minimalstatslig konservatisme.
Lad mig for tydelighedens skyld foreslå fire repræsentanter:
Den velfærdsstatslige kulturradikalisme finder man for eksempel i store dele af kulturlivet, som kræver statsstøtte til kunsten, og blandt en hel del SF’ere og radikale. Dansk forfatterforening er et slags organisatorisk udtryk for denne tendens, og Mogens Lykketoft kunne være det personlige eksempel.
Den minimalstatslige kulturradikalisme har en interessant repræsentant i Venstres Birthe Rønn Hornbech, ligesom kulturpersonligheder med eksistentialistiske tilbøjeligheder kan fristes af denne holdning.
Den velfærdsstatslige konservatisme har sin kernerepræsentation i Dansk Folkeparti, hvor en nationalistisk tonet velfærdsstat kombineres med intellektuel og kulturel rindalisme, men den har også en stærk repræsentation i socialdemokratiske kredse. Her står Pia Kjærsgaard.
Endelig har den minimalstatslige konservatisme en klar frontgruppe i partiet Venstre. Anders Fogh Rasmussen var, før han gik i forklædning som statsminister, denne retnings personlige repræsentant.
Så når valget den 20. november 2001 var historisk, skyldes det, at det for en periode afsluttede det, man kan kalde den velfærdsstatslige kulturradikalismes – SF’s, dele af Socialdemokratiets og store dele af de radikales – indflydelse i dansk parlamentarisk politik.
I stedet kom en VK-regering, med fast flertalsstøtte i Dansk Folkeparti, der først og fremmest er konservativ (forstået som anti-kulturradikal), men hverken minimalstatslig eller velfærdsstatslig.
Derfor er det tydeligste karaktertræk ved den nuværende regering dens intellektuelle og kulturelle rindalisme. Velfærdsstatsligt er den sværere at placere. Derfor er det især Brian Mikkelsen, regeringens repræsentant for kunst og kultur, der er kommet i skudlinjen.

Forvirret venstrefløj
Hvordan har ’venstrefløjen’ (jeg håber, at læseren på baggrund af ovenstående forstår, at denne betegnelse er lige så problematisk, som den er handy) reageret ideologisk og politisk?
Som man vil kunne forstå, har den reageret med stor forvirring. Dels fordi den af gode grunde var i tvivl om, hvem og hvad der tabte eller vandt. Dels fordi den i høj grad savner et alternativ til de sejrende. Selv om den skulle finde ud af, hvem den selv er, og hvad den repræsenterer, mangler den et bud på udviklingen.
For samfundet har forandret sig.
Efter valgnederlaget i november 2001 har venstrefløjen dyrket det gamle bibelske princip om at fokusere på splinten i næstens øje, mens man ikke har kunnet få øje på bjælken i sit eget. I den første tid af en måske langvarig oppositionsperiode har den haft så travlt med at kritisere VK-regeringen, at den har glemt de glade forsætter om at udøve selvkritik.
Mottoet har været, at så længe den politiske modstander er dummere, end man selv er, er der ikke nogen grund til at anstrenge sig for at blive klogere.
Det er en dødsensfarlig position.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu