Læsetid: 3 min.

Fantombilleder

Thomas Bobergs digte er skrevet et eller andet sted midt mellem Lima og Drømmeland
8. april 2002

Ny bog
At Thomas Boberg i mange år har opholdt sig det meste af tiden i Peru, altså omtrent så langt fra Danmark, som det overhovedet lader sig gøre på denne planet, kunne man tro ville gøre hans digte eksotiske på en eller anden måde, men i virkeligheden lyder det Lima, man møder i den nye samling En stående aftale, på mange måder som en dansk storby med sine taxaer, Sheratonhoteller, biografer, melankolske kraner, hjemløse, mønter og motorveje. Og desuden skal man jo slet ikke regne med, at den, der taler i digtene, er Thomas Boberg, Sydamerika – et sted er det f.eks. en omstrejfende køter på landevejene i Spanien, og adskillige gange er det en fabeldigter, som skriver underlige dobbeltbundede historier om Narcissus eller fuglefængere. Eller hvis ikke ligefrem fabler så i hvert fald en slags eventyr som dette, selv om det kun hedder »Det halve eventyr«:
Kan ikke se sig i rosens krone/ selv om den vokser gennem huset/ og en ny måne hugger tanken/ Vintergækken klirrer mod kongens glasslot/ Hvem er det der sover derinde?/ Hvem henter dværgenes hammer/ til opklaring af det mysterium?
Ja, hvem gør mon det, og får han det halve kongerige for at opklare det? Og hvad er det egentlig, månen laver – efter talrige gennemlæsninger kan jeg stadig ikke gennemskue, om den stjæler tanken (hvad for en tank(e)?) eller den udhugger den. For slet ikke at tale om hvordan. For slet ikke at tale om hvorfor.

Harper amok
At det ovenstående eksempel ophøjer den halvkvædede vise til sin metode er måske nok et ekstremt tilfælde, men jeg synes, der er en generel uskarphed i alt for mange af digtene, som kan sætte sig igennem på mange forskellige niveauer. I billedsproget: »Den store skræk som hele døgnet hænger som en våd måtte« er ikke ligefrem den mest slående metafor, man har hørt f.eks. Eller i den konsekvente mangel på tegnsætning, som gør, at man jævnligt kommer i tvivl om, hvor en (del)sætning slutter, og den næste begynder. Og uskarpheden løber også helt ind i det sproglige: »Desuden er I indlagt i hver sin [jeres] spiral,« »at du nu i [?] afstand foretrækker ilden« eller »han ikke ved / hvor langt der er mellem stedet« – alle tre eksempler fra det samme digt som i øvrigt hedder »En simpel historie«. Det er ikke, fordi jeg efterlyser absolut entydighed eller vil anfægte digterens ret til at overtræde en hvilken som helst sprogregel i æstetikkens interesse, men det er et problem, at resultatet her ikke engang er en barokt slående Grotriansk underlighed, det er bare sløret og uklart.
Derfor bliver jeg glad, når jeg læser enkeltlinjer som »Nogle harper går amok når de ser en død lever skvulpe i bassinet« (hvadbehager?!) eller læser den yderst kortfattede dagbog fra maj 1995, hvor hver dag blot får en enkelt sætning, nogle gange blot et enkelt ord, der så får lov til at stå i sin egen uforklarede singularitet.
Til gengæld er det næsten ikke til at holde ud, når Bobergs digte skruer sig op i hysterisk patos eller abstrakte og såvidt vides tomme symboler:
Du er noget der er blevet væk/ i sit eget blik/ grå og kynisk gennemtrænger / du fuldstændig dig selv/ og når jeg stiller mig hen til dig og skriger/ svarer du ikke/ ... / Gott sei Dank siger min far/ men jeg kender til andre mænd/ der hældte spædbørn og jomfruer i din/ døve favn/ fordi de håbede på et tegn fra dig/ fordi de ønskede at svare din gåde
Dette digt ironiserer over og koketterer med lidt blandet inventar fra den kristne forestillingsverden. Ligesom titeldigtet koketterer med Blicher, her er trækfuglen i bur blot blevet til en kanariefugl, og den stående aftale er med en eller anden lettere metafysisk person i et afsnit, hvor sproget igen truer med at bryde sammen: En aften kom jeg tilfældigt forbi/ kiggede ind ad vinduet/ ville se hvordan det var/ da jeg huskede de øjne og dette blik/ tidsnok kan mødes.
Det manglende at i næstsidste linje gør, at erindringen i første omgang bliver om øjnene, ikke om det kommende møde, men det gør også, at sætningen falder fra hinanden i to lag, som så ender med at lægge sig let forskudt oven på hinanden, og det hele bliver et flimrende fantombillede.

*Thomas Boberg: En stående aftale. 101 s., 199 kr. Lindhart og Ringhof. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu