Læsetid: 4 min.

Det farlige skøn

Jo farligere en kriminel udviklingshæmmet er, jo længere dom får han – men de, der skal vurdere farligheden, er betænkelige ved, at de kun har deres sunde fornuft at gøre det ud fra
8. april 2002

Fra forbrydelse til frihed
Farlig eller ej? Svaret på det spørgsmål er afgørende for, om en udviklingshæmmet forbryder sidder indespærret på en institution i et eller ti år.
Men hverken de svagt begavede kriminelle selv eller resten af landets borgere har særlig stor sikkerhed for, at det er den farlige, der holdes indespærret i flere år og den ufarlige, som efter kortere tid sluses ud i samfundet. De mennesker, retssystemet bruger til at vurdere farligheden, har nemlig kun deres sunde fornuft at gøre det ud fra.
Det er problematisk, mener Jens Lund, er er retspsykiater og medlem af Retslægerådet:
»Det er klart, at der sker fejl, når vurderingen af farligheden udelukkende baserer sig på et skøn. De fejl kan jo have katastrofale konsekvenser. Hvis vi vurderer for lavt, så kan det ende med, at vi lukker folk ud, som er farlige. Omvendt burer vi folk inde i for lang tid, hvis vi vurderer for højt,« siger Jens Lund.

Beskytter borgerne
En vurdering af farlighed handler egentlig om, hvor stor sandsynlighed, der er for, at en dømt udviklingshæmmet begår ny kriminalitet. Når den vurdering spiller så stor en rolle, er det fordi, de fleste udviklingshæmmede har tidsubestemte domme. Sådanne domme kan kun ophæves af en dommer i retten.
I praksis er det sjældent den udviklingshæmmede eller dennes værge, der beder retten om at ophæve dommen, fortæller Karsten Hjort, statsadvokat for København, Frederiksberg og Tårnby.
Som en sikkerhedsventil har statsadvokaterne derfor pligt til at holde øje med de udviklingshæmmedes domme og sørge for, at de ikke fortsætter i det uendelige.
Hvornår det er på tide at bringe dommen for retten, vurderer statsadvokaterne ud fra tre spørgsmål: Står længden af dommen i et rimeligt forhold til forbrydelsen? Er der fortsat behov for behandling? Og sidst, men ikke mindst: Udgør den udviklingshæmmede en fare for den almindelige borger?
Her spiller vurderingen af farlighed ind første gang. Anden gang er, når spørgsmålet om at ophæve dommen er bragt for retten. Hvis det er sket på foranledning af den udviklingshæmmede selv eller dennes værge, vil statsadvokaten nemlig igen kigge på farligheden.
Men da anklagemyndigheden ikke selv kan vurdere sandsynligheden for, om den udviklingshæmmede vil begå ny kriminalitet, spørger de amter, institutioner og i nogle tilfælde psykiatere til råds.

Ser på forkerte ting
En af dem, statsadvokaterne spørger til råds, er Jørgen Dohm, forstander på institutionen Nørholm Kollegiet.
»Vi ser på, om personen stadig vil modtage hjælp, den dag dommen ophæves. Og på, om han har fået indblik i og lært at forstå sin egen situation,« siger han.
Gitte Jantzen, der er socialrådgiver og medlem af det udvalg, der beskæftiger sig med de dømte udviklingshæmmede i Fyns Amt, nikker genkendende til den metode.
»Vi ser på, om den pågældende samarbejder. Hvis der ikke er nogen problemer, så anbefaler vi, at dommen ophæves,« forklarer hun.
Men netop de kriterier er problematiske.
»De fleste vil intuitivt fokusere på sådan noget som personens evne til at forstå andre, til at sætte sig i andres situation og til at forstå sig selv. Men de nordamerikanske undersøgelser viser, at det ingen betydning har for farligheden,« fortæller Jens Lund.
Amter og institutioner peger da også selv på, at der er en stor risiko for fejl, når de skal vurdere farlighed.
»Det er utroligt svært for os. Det bliver meget let et subjektivt skøn, når vi skal sidde og bedømme sandsynligheden for, at de udviklingshæmmede begår ny kriminalitet. Så der er en stor risikomargin,« siger Gitte Jantzen.
Samme oplevelse har Jørgen Dohm.
»Vi kan kun give et skøn ud fra de observationer, vi gør os. Det er klart, at det ikke bliver 100 procent objektivt, men det er det bedste, vi kan gøre i dag. Vi mangler simpelthen andre redskaber,« siger han.
Institutioners og amters skøn, er som nævnt med til at afgøre, om statsadvokaten bringer sagen for retten. Hvis den kommer så langt, foretages der nogle gange en mentalundersøgelse af den dømte.
Her kommer psykiaterne på banen, men deres muligheder for at vurdere farligheden er ikke stort bedre end amternes og institutionerne. De baserer nemlig også vurderingen på et skøn.

Farlighedsskala
Der findes ellers en mere videnskabelig metode. Forskere i USA og Canada har inden for de seneste 10-15 år udarbejdet en række skalaer, der mere objektivt kan måle kriminelles farlighed.
Skalaerne er blevet til på baggrund af både statistik og kliniske undersøgelser, og de findes for en række forskellige typer af forbrydelser, blandt andet for vold og sædelighedsforbrydelser.
»Tag for eksempel en person, der har begået sædelighedskriminalitet. Der forudsiger skalaerne en højere risiko for ny sædelighedskriminalitet, hvis vedkommende er ung og bor uden partner,« forklarer retspsykiater Jens Lund, der har studeret skalaerne.
Det mere objektive redskab til at måle farlighed bruges dog endnu ikke i Danmark. Årsagen er dels, at kun få her i landet kender til dem, dels at der fra dansk side endnu ikke er forsket i skalaerne.
*Christina Agger og Elisabet Damkjær er freelancejournalister

*Denne artikel indgår i serien om de kriminelle udviklingshæmmedes vilkår i Danmark. Tidligere artikler i serien blev bragt den 26., 30.-31. marts samt den 2., 3., 4. og 5. april. Serien fortsætter. Se hele temaet på tema.information.dk/behandling

FAKTA
Nye regler
*Domme over udviklingshæmmede kriminelle var altid tidsubestemte, indtil en ændring af straffeloven trådte i kraft 1. juli 2000. De nye regler betyder, at domme afsagt efter denne dato kan have en fastsat længstetid.
*En dom til anbringelse på institution eller en dom, der giver mulighed herfor, må efter de nye regler højst vare i fem år. Andre foranstaltninger må nu vare tre år. Dommens længde kan dog forlænges med indtil to år – under særlige omstændigheder.
*Får en udviklingshæmmet en dom til anbringelse på institution eller en dom, der giver mulighed herfor, fastsættes der ikke altid en længstetid. Har den udviklingshæmmede begået personfarlig kriminalitet, kan dommen nemlig stadig være tidsubestemt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu