Læsetid: 4 min.

Festival synger på sidste vers

Numus Festivalen i Århus i knæ, den kunstneriske chef forlader scenen, endnu en bastion i dansk musikliv er faldet. Kan nogen få øje på en fugl i asken?
30. april 2002

Numus Festival
Lørdag aften blev Numus Festivalen den type ny musikfestival, som det lille land ikke kan og ikke bør finde sig i at undvære: Ensemble Alter Ego fra Italien spillede et rent Salvatore Sciarrino-program. Der blev højt til loftet i Musikhusets Lille Sal, der blev rum til det anderledes, det fremmede, det nye, flageoletters hemmelige fløjten med meget mere – det hele rykkede ved vante forestillinger om musikalske fremtrædelsesformer. Jovist, Sciarrino er blevet spillet før i Danmark, men der er aldrig tegnet et så fuldttonende portræt af manden og hans musik, og opførelserne aldrig før spillet på et niveau så skyhøjt som det, de italienske musikere præsterede.
Det er i mødet med den udenlandske musik, at den danske musik sættes i perspektiv. Der opstår en frugtbar friktion, og de æstetiske diskussioner kan tage et uendelig meget mere interessant afsæt, end hvis omdrejningspunktet kun er de nationale udtryksformer. Det er det, der har været Numus Festivalens specielle fortrin: Den tager pulsen på den nye danske musik og orienterer om den nye udenlandske.
Dette års Numus Festival præsenterede med Sciarrino kun dette ene udenlandske hovednavn og ét udenlandsk ensemble. Det er gået ned ad bakke med Numus de senere år bl.a. som følge af svigtende økonomi.

Danske højdepunkter
I år var det naturligt for Numus at hylde de to tårne i dansk musik, der begge fylder 70 i år: Per Nørgård og Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Åbningskoncerten bød på Nørgårds orkesterværk Terrains Vagues fra 2001, spillet af Aarhus Symfoniorkester under den meget kompetente engelske dirigent Stefan Asbury. Dette værk fra den seneste produktion blev modstillet af Trio for klarinet, cello og klaver, op. 15 fra 1955. En musikalsk tidsramme på næsten 50 år, der blev udfyldt af værker for soloinstrumenter og kammerensemble.
Interessant var det at høre musikken fra sidste halvdel af 1950’erne og den gradvise ændring hen imod 1960, hvor det hele eksploderede i en verden af nytid, som det så poetisk er blevet udtrykt. Modernismen kom til Danmark både for Gudmundsen-Holmgreen og for Nørgård. Sidstnævnte vil sikkert hævde, at han allerede var der, før modernismen kom til ham, og det er sikkert rigtigt. Hvad der ikke bør herske tvivl om er, at vi har Nørgård-fortolkere, som kan det pensum bedre end de fleste. Efter dette års Numus Festival står flere tilbage i hukommelsen, hvoraf de bedste var musikerne i Ensemble LIN (Jens Schou, John Ehde og Erik Kaltoft).
Sent torsdag aften i Musikhuset var der pyntet op til happening: Et hav af blomster var sat op i gangarealet i Lille Sal, og blomsterorgiet kulminerede på scenen, hvor de stod mellem instrumenter og ledninger og højttalere. Ind mellem alle disse blomster vævede sig hvide ruller lokumspapir, i strimler og i hele uudfoldede ruller. Publikum var vidne til en event med Txture, Bjørn Svin, Jexper Holmen og Morten Skovgaard Danielsen.
Det var som en rejse tilbage i tiden, med mindelser til dengang Numus var fyldt med skæve indfald, f.eks. Henning Christiansen og Bjørn Nørgård, der arbejdede med deres kunst ude i en indhegning i Musikhusets foyer, mens levende får trippede rundt inde i indhegningen og gnaskede og sked stinkende lorte. På den baggrund – sådan i det hele taget i løbet af de seneste 100 år – er det sørme svært at være ung komponist med vilje til at løfte arven eller bryde med den. Mere og mere outrerede virkemidler tages i brug – for Morten Skovgaard Danielsens vedkommende ved at sende mails til pressens gentlemen, mails med tydelig angivelse af villet selvdestruktion grænsende til suicidale undertoner i digterisk form.
I afdelingen for overraskelser og kommende navne må man nævne organisten Christian Præstholm og slagtøjsspilleren Henrik Larsen. De gav en koncert i Domkirken med både uropførelser og et smukt miks af gamle og unge komponister. Hold øje med disse unge musikere.
En virkelig nyskabende formation kunne publikum opleve sent fredag i Musikhusets cafe: Peter Laugesen & Mindspray. De tre musikere i gruppen Mindspray spiller en slags jazz. Ovenpå eller ved siden af reciterer skråstreg rapper Peter Laugesen sine digte. De anbefales varmt og er næste alle udgivet på Borgens forlag. Blandingen af minimalistisk electronica, akustisk jazz til samplede collagemusik og Laugesens rytmisk-flegmatiske foredrag er en rejse værd. Der er kommet en cd med deres urene lydflader, som griber tilbage til Allen Ginsbergs performances, men kunstnerne skal opleves live, i stemningsfyldt lokale, ud på de små timer, hvor Laugesens springende lyrik føjer sig smidigt til en uregelmæssig, men svingende livsrytme.
Så mange var ordene om Numus 2002. Et lille efterskrift må tillades: Der står så rigtigt i sangen, at tak kun er et fattigt ord. Men et tak kan man alligvel passende, og ikke kun som en høflig gestus, lade klinge i disse spalter. Et tak til den afgående Mr. Numus, Karl Aage Rasmussen, den stædige giderik og halvblinde saltvandsindsprøjter i dansk musikliv, som ikke kun talte om at gøre noget, men rent faktisk gjorde noget ved sagen.

*Numus Festival 2002. 25.-28. april 2002. Musikhuset Aarhus. Kunstnerisk leder:
Karl Aage Rasmussen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her