(2. sektion)
Ny film
Woody Allen blander veloplagt screwball-komedie og filmnoir med et ordentlig
skvæt sig selv i sin seneste film, Skorpionenes forbandelse. Det er både festligt og fornøjeligt alligevel sidder man efter endt forestilling tilbage og savner, at der var lidt mere på spil.
Skorpionens forbandelse foregår i New York i 1940 og følger forsikringsdetektiven C.W. Briggs (Woody Allen selv), der leder efterforskningsafdelingen i et stort forsikringsselskab. C.W. opklarer sager og scorer damer på stribe, men da selskabets chef en dag hyrer en effektivitetsekspert, den bidske, men tiltrækkende Betty Ann Fitz-gerald (Helen Hunt), er freden forbi. De to mundhugges konstant, men under overfladen fornemmer man en vis tiltrækning, og da både hun og C.W. under et trylleshow hypnotiseres til at begå en række vovede juveltyverier og siden skal efterforske sig selv, er scenen sat for et forvekslingsdrama af de sjovere.
Vital og viril
Woody Allen er en paradoksal størrelse, og han har altid fået det meste ud af at placere sig selv i de mest usandsynlige sammen-
hænge. Den lille, spinkle mand med de store briller, der nu tilmed er i midten af 60erne, ligner ikke ligefrem enhver attraktiv kvindes våde drøm, men det er den rolle, han ofte giver sig selv og dermed gør dybt grin med.
Ud over Helen Hunt liver en række gode skuespillere Charlize Theron, Dan
Aykroyd, Elizabeth Berkeley og gamle Allen-kendinge David Ogden-Stiers og Wallace Shawn op med deres skægge typeroller i det farverige persongalleri i Skorpionens forbandelse. Og Allen selv er vital og viril og rap i kæften som altid, og hans seksuelt ladede verbale spilfægterier med Helen Hunts slagkraftige kvindeskikkelse er en fornøjelse at se på og lægge ører til.
I manuskriptet har Allen fået meget ud af det umage pars kvikke og temmeligt grove, gensidige fornærmelser, og han må bestemt have skelet til et par af de bedste George Cukor-screwball-komedier. Ligeledes er det nærliggende at tro, at ideen med at henlægge handlingen til et forsikringsselskab er inspireret af Billy Wilders noirklassiker Kvinden uden samvitighed, hvor replikkerne også fyger om ørerne på de anløbne karakterer.
Periodestykke
Men Allens film er så absolut også sin egen, og i stil med Radio Days og Sweet and Lowdown er der kælet for detaljen i den visuelle og stemningsmæssige genskabelse af en tidsperiode, som instruktøren holder af og gerne vender tilbage til, også for at finde (jazz)musikken til sine film.
Det markante og inciterende stykke musik, der ledsager C.W. og Betty Anns bevidstløse, natlige tyvetogter, er et fint eksempel på, hvor god Allen er til at finde den helt rigtige lyd til sine billeder og på den måde give scenerne en ekstra dimension.
Skorpionens forbandelse er en morsom film og hører til blandt de bedre af Woody Allens seneste fire film. Men omvendt synes han ikke at have ambitioner ud over den harmløse underholdning. Lidt ærgerligt, fordi det ikke er mere end fire film og fem år siden, at Allen med den bidske og afslørende Deconstructing Harry lavede en af de ætsende sædeskildringer, vi ved, at han mestrer, og hvori hans vittige pen bliver til filmkunst.
*Skorpionens forbandelse. Instruktion og manuskript: Woody Allen. Amerikansk (Grand, Dagmar og Empire i Kbh. og biografer i provinsen)
