Læsetid: 4 min.

Film i tv

25. april 2002

(2. sektion)

*Kevin Spacey spiller en af de tre venner i denne Los
Angeles-historie om livet i Hollywoods mere usikre overhalingsbaner. Spacey er caster i kompagniskab med Sean Penn, og den tredje ven i cirklen er meget passende en stræbende skuespiller, fremstillet af Chazz Palminteri. De søger lykken alle de gale steder, ansporet af stoffer, sprut, tilfældig sex og tvivlsomme kvindebekendtskaber. Filmen bygger på et meget rost skuespil af David Rabe fra 1984, men filmversionen forløser efter sigende ikke teksten helt problemfrit, skønt Rabe selv har skrevet manuskriptet. Udover Spacey, Penn og Palminteri rummer den imponerende rolleliste navne som Robin Wright Penn, Anna Paquin og såmænd også Meg Ryan, så filmen er lidt af et stjerne-træf. Den er fra 1998, og for instruktionen står Anthony Drazan.
Hurlyburly. TV2 Zulu, torsdag kl. 20.30-22.35

*Rolf Lassgård, det store sensitive brød, dominerer Colin Nutleys svenske drama med sit mesterligt gennem-levede portræt af den ensomme gårdmand Oluf, der aldrig har kendt en kvinde og hverken kan læse eller skrive. Rolf Lassgård gør den hjertens-gode eneboer til et uafviseligt levende, følende menneske med potentiale til både tragedie og triumf. Tung og massiv er han, men hver centimeter af hans store krop er udtryksfuld. Men filmen rummer i det hele taget en del prøver på instruktøren Nutleys fornemmelse for at indfange det usagte spil mellem mennesker. Den engelsk fødte Nutley er klart en af skandinavisk films bedste personinstruktører, og det gælder både her og i tidligere film som Englegården og Sidste dans. – Filmen Under solen giver et ganske forførende lyrisk billede af svensk sommerlandliv anno 1956, en statisk tilværelse langt ude på bøhlandet, hvor alle kender alle under den sol, der mærkeligt nok altid skinner, som i en vaskeægte folkekomedie fra perioden. Helena Bergström (instruktørens hustru) er – som i Englegården – den fremmede, der skaber emotionel bølgegang i provins-isolationens stille-stående vande. Hun er tilsyneladende den ulastelige drømmekvinde Ellen, der melder sig som husholderske og i høj grad som potentiel ægteviv for gårdmand Oluf. Hvilke hemmeligheder skjuler hun – om nogen overhovet? – Det kniber for Nutley at fylde den lange spilletid – 128 minutter – helt tilfredsstillende ud, og til slut kammer folkekomedien over i melo-drama. Bedst er filmen, når den koncentrerer sig om venskabet mellem Oluf og en lokal 27-årig graver, spillet med en egen insisterende, irriterende pågåenhed af instruktøren Bo Widerbergs søn Johan. Her er en fuldt ud overbevisende figur med et helt morads af blandede motiver og mudrede impulser, ubevidst spillet ud i fuldt dagslys.
Under solen. TV2 Zulu. Fredag, kl. 22.05-00.10

*Sofie Gråbøl fik et gennembrud som komedienne i denne træfsikre lille historie om hippietidens forbløffende evne til at teoretisere sig ud af private dilemmaer. Gråbøl spiller den politisk bevidste Anne, som engang i 1970’erne flytter i hippiekollektiv på landet sammen med den jævnaldrende Henrik. Anne gløder for fællesskab og ligeberettigelse, mens Henrik bare er forelsket. Til hans skuffelse vælger hun at realisere sine idealer i et nærliggende kvindekollektiv. Sofie Gråbøl bærer filmen med sit vittige portræt af den tilsyneladende så skrappe Anne, der skjuler en vældig forvirring under den kønsrolleteoretiske panserfasthed. I sengen rækker kvindefrigørelsen end ikke til at få »Pingo ført ind i fru Jensen«, til Henriks forståelige fortrydelse. Modsat Niels Gråbøls hippiesatire Det store flip er filmen underdrejet og kærligt ironisk (også i Anders Koppels drilagtige underlægningsmusik), og den debuterende instruktør Peter Bay finder sit eget tumpede toneleje og træskotravende tempo. Ken Vedsegaard og især Martin Brygmann er nådesløst præcise som de bløde 70’er-mænd. Fede tider blev en biografsucces, trods sin status som novellefilm – et meget sjældent fænomen. Peter Bay udsender i år sin første spillefilm, farcen Humørkort-stativ-sælgens søn.
Fede tider. DR 1, lørdag 21.30.-22.25

*Ken Loach’ hovedprojekt er at vise, hvordan outsidernes, de sociale taberes, menneskelige rigdom decimeres af usle levevilkår. Og Loach’ styrke træder netop frem på dette felt, det sværeste af alle for en instruktør: den nuancerede, varmt solidariske fremstilling af en fundamental livskraft og værdighed trods alt. Som nu den rap-mundede Joe, der er arbejdsløs, men formelig strutter af energi og konstruktiv virkelyst. En impulsiv fyr, der handler før han tænker, og derfor ofte kommer til kort i tilværelsens taktiske spil. Nogen familie har han ikke, og hans fortid er formørket af alkoholisme og vold. Men han er fodboldtræner for et sjak af ligesindede i Glasgows kommunale, fattige bolig-kvarter. Og når de trækker Tysklands eller Brasiliens trøjefarver ned over bodega-maverne og spurter rundt på grusbanen, er det ikke kun sjovt, det er også symbolsk: spillestyrken er minimal, men ånden på verdensplan. Da Joe forelsker sig i en pæn og ansvarlig sundhedssygeplejerske (og hun, tøvende, i ham), skal et klasseskel overskrides. Joe er ikke bare værtshusets sjove fyr – han har sans for skønhed og øm erotik. For ham vil et ægteskab være et trin opad i enhver henseende, mens Sarah må føle, hun satser på et usikkert kort og derfor nødigt binder sig. Joe skal vælge mellem klassesolidaritet og kærlighed – og hvad han end vælger, taber han. En ægte tragisk konflikt, konsekvent ført igennem i manuskriptet af Paul Laverty, der også skrev Loach’ kombinerede Glasgow-Nicaragua-historie, Carla’s Song. Peter Mullans Cannes-præmierede præstation som Joe viser, hvordan det hos Loach kan
give give stjerne-udstråling at tegne et blodrigt fuldbyrdet menneskeportræt.
My Name Is Joe. Sverige 1, onsdag kl. 21.30-23.10

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu