Læsetid: 4 min.

Film i tv

12. april 2002

(2. sektion)

*Stephen King har leveret forlægget til thrilleren Den gode elev (1997), instrueret af stortalentet Bryan Singer, der således valgte en af horrorforfatterens mere afdæmpede historier som opfølgeren til sin smågeniale krimi Usual Suspects (1995). Titlens gode elev er den 16-årige Todd Bowden (Brad Renfro), der bor i en nydelig amerikansk forstad og klarer sig rigtig godt i skolen. Men under den polerede overflade lurer ondskaben – Todd er dybt fascineret af Anden Verdenskrig og især nazisternes udryddelse af jøderne. En dag går det op for ham, at den tilforladelige pensionist Arthur Denker, som bor i nærheden, faktisk er den berygtede nazist Kurt Dussander (en fremragende Ian McKellen). Todd opsøger Denker og presser ham til i detaljer at fortælle om sin brutale fortid som naziofficer, så knægten på første hånd kan opleve, hvordan det er at slå andre mennesker ihjel. Filmen – og Kings novelle – udforsker intelligent menneskers tiltrækning af ondskab og magt. Todd vækker nazisten i Denker, og ondskaben lever videre i drengen, hvilket måske kan være med til at besvare det spørgsmål om den menige tyskers rolle i holocaust, som stilles tidligt i
Den gode elev: »Hvorfor var der så mange, der bare så til, mens andre gjorde så meget ondt?«
Den gode elev/Apt Pupil. TV 2, fredag 21.50-23.40

*John Thaws kongeniale fortolkning af Colin Dexters gnavne, øl- og Wagnerglade romandetektiv, kriminalinspektør Endeavour Morse i britisk tv’s ikke mindre fremragende dramatiserede udgaver af bøgerne er grunden til, at jeg for øjeblikket ikke gerne er borte fra min tv-skærm på en lørdag aften. DR1 har sendt den spændende og sædeskildrende serie om Oxfords skarpeste hjerne før, men nu er de altså så gavmilde, at de genudsender alle afsnittene, et om ugen, i kronologisk rækkefølge. Det kan godt være, at både Morse og Thaw er afgået ved døden, men de lever i høj grad i Inspektør Morse-tv-filmene, der er noget af det fineste krimi-tv overhovedet. Aftenens afsnit, Den djævelske slange, er instrueret af John Madden – også manden bag Oscar-slugeren Shakespeare in Love – og handler om en kontroversiel miljøforkæmper, der bliver slået ihjel, muligvis af nogen i det snobbede akademiske miljø i universitetsbyen. Hvem får som opgave at opklare mordet? Det gør selvfølgelig Morse og hans trofaste væbner, kriminalassistent Lewis.
Inspektør Morse/Inspector Morse. DR1, lørdag 21.40-23.25

*Jean-Pierre Jeunet har hittet verden over med sin seneste solofilm, hverdagseventyret Den fantastiske Amélie fra Montmartre, men i 1990’erne lavede han sammen med Marc Caro også et par solide succeser med Delicatessen og De fortabte børns by (1995), som TV 2 nu viser. Det er en både poetisk og gruopvækkende fabel om en fantasiverden, hvor børn kidnappes af en ond videnskabsmand, der ikke længere kan drømme og derfor har brug for børnenes drømme. Jeunet og Caros styrke er det surrealistiske, farvemættede univers, de lader deres historie foregå i, og den glæde og skæve, indimellem lidt barske humor, som de fortæller deres historie med. Ron Pearlman spiller den fåmælte kæmpe One, der slår sig sammen med en bande børn for at befri verden for den onde videnskabsmand, og den altid seværdige Dominique Pinon spiller videnskabsmanden og hans kloner.
De fortabte børnsby/La cité des enfants perdus. TV 2, lørdag o.35-2.30

*Michael Haneke vandt sidste år juryens specialpris i Cannes for sin seneste film, det perverterede kærlighedsdrama Pianisten, mens de to hovedrolleindehavere, Isabelle Huppert og Benoît Magimel, fik skuespilpriserne. Jeg er en af dem, der aldrig har forstået den østrigske instruktør, der som regel lader sine samfundskritiske film kamme over i de mest udpenslede ubehageligheder. Således også i en af hans tidligere film, Funny Games, hvor en hel familie tages som gidsler og ydmyges af to unge mænd. Det er grimt og meget uhyggeligt, men efter sigende har Haneke en endog meget relevant pointe. Jeg overlader derfor ordet til Informations filmanmelder Claus Christensen, der for et par uger siden portrætterede Michael Haneke her i avisen: »Michael Haneke betragter ikke sig selv som pessimist. ‘Det er underholdningsbranchen, der er pessimister. Optimister prøver at ryste folk ud af deres apati,« siger instruktøren, der i Funny Games (1997) går i clinch med selvsamme underholdningsbranche (...) og udfordrer vores forhold til den medievold, som Hollywood serverer som uforpligtende tidsfordriv.«
Funny Games. TV2-Zulu, søndag 23.15-1.05

*Julie Walters bragede ind i i hvert fald min bevidsthed, da hun kaldte Michael Caines universitetslærer for en »forkalket hippie« i Lewis Gilberts charmerende komedie Lærenemme Rita fra 1983. Det er ikke nogen stor film, men Caine og Walters yder fine, nuancerede og morsomme præstationer, som to meget forskellige mennesker, der først støder sammen, men ender med at lære hinanden en hel del om livet. Julie Walters er damefrisøren Rita, der lever i et udsigtsløst og romantikforladt ægteskab, og som længes efter noget andet og mere. Hun begynder at læse på åbent universitet, hvor hun møder den desillusionerede, fordrukne lærer Frank (Caine), der synes helt at have opgivet ævred. Til at begynde med er Rita som en fisk på land, men hun kæmper for sagen og får sat skub i både sig selv og Frank, som hun knytter et nært venskab med. Et venskab og en forvandling af Rita, som hendes mand har svært ved at acceptere. Se eller gense Lærenemme Rita, der bestemt er sit temmeligt åndssvage sendetidspunkt værd.
Lærenemme Rita/Educating Rita. TV 3, søndag 0.25-2.30

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her