Læsetid: 4 min.

I fjendebilledernes vold

Set fra Europa, er islam mere eller mindre permanent blevet forstået, misforstået, italesat eller konstrueret i fjendens perspektiv
30. april 2002

Ny bog
Thomas Hylland Eriksens ny bog Bag fjendebilledet er en bearbejdet ajourføring af Det nye fiendebildet fra 1995. Det, der har motiveret en ny bog, er selvsagt begivenhedskomplekset omkring den 11. september. Det er med afsæt i denne symbolsk overmættede begivenhed, som Hylland Eriksen beskriver som starten »på globaliseringens paranoide fase«, bogen diskuterer forholdet mellem Vesten, islam, globalisering og fundamentalisme – herunder ikke mindst den radikale islamisme, som Osama bin Ladin står som hovedeksponent for.
Bogen, som genremæssigt kan beskrives som en debatbog eller som en introduktion til en moderne, globaliseret dannelse, har undertitlen Islam og verden efter 11.september. Og denne rummelige henvisning til ’verden’ skal forstås helt bogstaveligt. Dels insisterer Hylland Eriksen på et globalt perspektiv i sin analyse, der bl.a. indebærer (endnu) en tilbagevisning af Samuel P. Huntingtons tese om et potentiel forestående ’Clash of Civilizations’. Dels inddrager Hylland Eriksen, der er faguddannet antropolog, principielt hele verden som vidensfelt og diskussionsobjekt i sin fremstilling.
Det er både spændende og fascinerende at følge denne tour de force rundt i det globale samfund, der både fører os til Afghanistan, USA, Bangladesh, Rwanda, Sudan, Quebec, Iran, Norge, Indonesien, Frankrig osv. Hylland Eriksen er en engageret og indsigtsfuld rejsefører, men vi nærmer os en dannelse, hvor meninger og moralske tilkendegivelser let kommer til at træde i stedet for konkret viden og indsigt. Det er næppe ønskværdigt eller i overensstemmelse med de principper for den ’globale dialog’, som Hylland Eriksen anbefaler som alternativ til fjendebilledernes hærgen og Vestens alt for synlige dominans og magtfuldkommenhed.
»Denne lille bog er ikke et studie i islam eller muslimer. Forfatteren er ikke specialist på området, og andre formidler viden om muslimer bedre end jeg ville kunne.« Sådan skriver Hylland Eriksen med klædelig, men delvis falsk beskedenhed i forordet.

Indsigt i islam
Der er rigtignok ikke tale om et teologisk eller religionshistorisk studie af islam, hvis man herved forstår et studie af islam som religiøs trossystem eller som normativt tekstkorpus. Ikke desto mindre rummer bogen indsigter om islam – ikke mindst politisk islam – som teologer, religionshistorikere og andre sagtens kan lære noget af.
Det gælder ikke mindst kapitlet Det gamle Fjendebillede, hvor Hylland Eriksen giver et historisk overblik over relationsforholdet mellem Europa og den muslimske verden, og kapitlet Islamismens årsager, der i høj grad støtter sig på den franske orientalist Olivier Roy.
Her bevæger antropologen sig mest tydeligt ind på det felt, som religionshistorikere traditionelt har haft som deres domæne, og det slipper han målt på debatbogens præmisser fortrinligt fra.
Dels holder han sig behændigt fri for at skulle omgås religion med udgangspunkt i et selvpålagt forbud mod at formulere kritik, og den radikale islamisme råber formeligt på at blive imødegået med en kritik. Dels ser han islamismen som et moderne, men samtidigt radikalt modernitetskritisk projekt, der nok har islam som retorisk eller symbolsk omdrejningspunkt, men som i sin substans til forveksling ligner de mangfoldige modernitetsfjendtlige eller -kritiske bevægelser, der i forskellige lokale iklædninger er fulgt i internationaliseringens kølvand. Den radikale islamisme er med andre ord ikke unik, men snarere et protypisk udtryk for de forskellige modstandsformer, som globaliseringen producerer. Det er et fornuftigt synspunkt på islamismen som kulturelt og politisk fænomen, men næppe for alvor i stand til at forklare rationalet bag den islamiske terror og de involverede terroristers nærmest anmassende dødsforagt.
Bogens titel Bag fjendebilledet er ikke tilfældig. Tværtimod er det bogens bærende pointe, at islam set fra Europa mere eller mindre permanent er blevet forstået, misforstået, italesat eller konstrueret i fjendens perspektiv og som følge heraf blevet ringeagtet, lagt for had eller udråbt som et legitimt objekt for vestlig aggression. Man kan også sige, at islam har indtaget positionen som Den dæmoniske Anden. Fjendebilledet har løbende skiftende indhold, men positionen er stabil.
Hylland Eriksen forstår i al væsentlighed den europæiske diskussion om islam i dette perspektiv, dvs. som bevis for et tilsyneladende permanent behov for fjendebilleder. På samme måde fremstiller han den optrappede konflikt mellem Vesten og islam som følge af terrorangrebene den 11. september i dette perspektiv, dvs. som den endelige afsløring af, at islam har afløst kommunismen som fjenden par excellence. Underforstået: Vi, dvs. Vesten, har permanent behov for en eller flere fjender for at kunne positionere os selv. Dette behov er så at sige forudsat analysen – med den indbyggede konsekvens, at virkeligheden reduceres til at være en anskueliggørelse af det forudsatte behov.
Tydeligvis har præsident Bush II og den amerikanske regering videreført fjendebilledets forvrængninger i den måde, som krigen mod Taleban-styret og den internationale terrorisme er blevet iscenesat og retfærdiggjort. At forklare det politiske rationale bag den amerikanske krig i Afghanistan med henvisning til fjendebilledets forvrængninger og iboende oprustningslogik, bliver imidlertid for letkøbt. Sådan hænger verden fortsat ikke sammen. Her burde antropologen i højere grad overveje gyldigheden af sine begreber. Med stor ret kan man således spørge, om en stats måde at forvalte sine interesser på – f.eks. i form af krig – meningsfyldt lader sig forklare med henvisning til kategorier som f.eks. ’fjendebilleder’?

Relevans og lødighed
Bag fjendebilledet rummer en række væsentlige diskussioner og indsigter, der har forholdet til islam og det globaliserede samfund som omdrejningspunkt. Ingen kan bestride relevansen af denne diskussion og den lødighed, der kendetegner Hylland Eriksens tilgang. Ikke desto mindre er der god grund til – med Ernst Blochs formulering – at minde om, at det at være klog kun er den halve klogskab. På samme måde kan man sige, at det at være god, dvs. indtage de moralsk og politisk korrekte synspunkter, kun er den halve klogskab.

*Thomas Hylland Eriksen: ’Bag fjendebilledet’. 174 s., 198 kr. Informations Forlag

*Torben Rugberg Rasmussen er lektor, Center for Mellemøst-studier, Syddansk universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu