Læsetid: 2 min.

Flere aborter end fødsler

Sidste år oversteg antallet af fremkaldte aborter i Grønland antallet af fødsler. De unge er for dårlige til at bruge prævention
3. april 2002

»Jeg har lige fået tallene for 2001, og de viser, at aborttallet nu er større en fødselstallet,« fortæller Marianne Arnfjord, der er forstander på Lægeklinikken i Grønlands hovedstad Nuuk.
Hun var for fem år siden med til at lave en undersøgelse af graviditeter og aborter i Nuuk. Sammen med andre undersøgelser viste den, at aborttallet længe har været omkring 50 procent af tallet for registrerede graviditeter – men det har aldrig før været over. Marianne Arnfjord forklarer, at der ikke findes nogen forklaring på det i international sammenligning rekordhøje antal aborter i Grønland.
Hun fortæller, at både hendes og andre undersøgelser viser, at det ikke er en bestemt gruppe kvinder, der får foretaget aborterne. De er udbredte blandt både unge og ældre kvinder fra alle samfundslag.
»Kvinderne er veluddannede og lever i faste parforhold. Alligevel vælger de ikke at bruge præventionen – og det endda selv om både p-piller og kondomer kan hentes gratis på lægeklinikkerne i alle byer og bygder. Vi ved simpelthen ikke hvorfor de ikke beskytter sig,« fortæller Marianne Arnfjord.
Selvom det til sammenligning kun er omkring en femtedel af graviditeterne i Danmark, der fører til abort, er også dette tal meget højt i europæisk sammenligning. I Danmark har man i mange år satset stærkt på seksualundervisning i skolen, men alligevel er aborttallet højt. De forklares blandt andet ved, at andelen af kvinder der uddanner sig er højt, og at graviditeter typisk er svære at forene med et aktivt studieliv.

Alvorlige konsekvenser
»Når vi spørger de unge grønlandske kvinder hvorfor de vælger abort, er det også det typiske svar – et barn kan ikke forenes med ønsket om en uddannelse og vil belaste økonomien voldsomt i studietiden,« siger Marianne Arnfjord.
Hun forklarer, at antallet af aborter kan bringes ned, hvis befolkningen bliver bedre til at bruge præventionen. Lægeklinikken i Nuuk har derfor intensiveret og forbedret adgangen til den gratis prævention – f.eks. behøver de unge kvinder ikke længere at gennemgå en underlivsundersøgelse før p-piller udleveres.
Samtidig vil klinikken have forbedret sundhedsoplysningen i skolerne – ikke bare for at informere bedre om sammenhængen mellem manglende brug af prævention og graviditet, men også for at de unge skal kende den gratis adgang til præventionen bedre.
Hun peger på, at hvis man ikke gør noget ved det voksende problem med aborterne, kan det få alvorlige konsekvenser for det grønlandske samfund. En abort er en stor belastning for den gravides sundhed, og kan i sjældne tilfælde føre til sterilitet, så kvinden heller ikke senere kan blive mor. Samtidig er de mange aborter en stor belastning for de grønlandske sundhedsvæsen og den i forvejen pressede samfundsøkonomi i landet.
»Det er jo langt billigere at uddele den gratis prævention, end at foretage de mange aborter. Og prævention vil altid være mere skånsomt for kvinden, end en abort.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her