Læsetid: 12 min.

De forfulgte

Den fundamentalistiske Hizb-ut-Tahrir-bevægelse blev grundlagt af en palæstinensiske flygtning for 50 år siden og er nu udbredt i store dele af verden. Ulrikke Moustgaard tegner et portræt af den hemmelige bevægelse, der trods sin ikke-voldelige ideologi, vise steder er på nippet til at blive militant
27. april 2002

Nørrebrohallen, København, onsdag den 24. oktober 2001 – 50 unge mænd i mørke, moderigtige jakkesæt og smarte headset har øjnene på stilke.
I rummet, hvor de står, hænger plakater med billeder af syge irakiske børn og civile bombeofre.
Fra rummet, hvor de unge mænd holder øje med, at alting går rigtigt for sig, leder to separate indgange ind til Nørrebrohallen – én indgang for mænd, en anden for kvinder.
»Vi skal have renset vore sind for den vestlige kultur, som er skyld i islams fallit,« siger en taler indenfor i hallen til 500 fremmødte.
»Demokratiet er ligesom markedsøkonomi og nationalfølelse udtryk for onde og uislamiske tanker,« siger han.
Det er den tyrkisk-fødte Emir Shamil Degirmenci, der taler. Han har en ledende position indenfor det muslimske beparti, Hizb-ut-Tahrir, der har indkaldt til mødet.
På denne oktoberaften er der gået cirka halvanden måned siden, tre fly en tirsdag i september satte kurs mod selvmordsmål i USA og rev tvillingetårnene, der tilsammen udgjorde World Trade Center i New York, ned i et kaos af aske. Og der er gået lidt over to uger siden Afghanistan blev bombet for første gang til gengæld.
»USA begår overgreb på vores brødre i Afghanistan. De håner islam i kampen mod terrorisme,« lyder det i hallen.
Emir Shamil Degirmenci får et stort bifald fra tilhørerne.
»Allah er stor,« bliver der råbt fra hallen til taleren – som en slags klapsalve.
»Allah er stor,« står der næste dag og de følgende dage i næsten samtlige de danske aviser.
Hizb-ut-Tahrir er for alvor kommet på danskernes dagsorden.
»De er pludselig kommet meget frem overalt i verden,« siger professor Muhammad Khalid Masud, akademisk direktør på det International Institute for the Study of Islam in the modern world i Holland.
»De fleste medlemmer er meget moderne – såvel i Pakistan som i Europa. Moderne unge mænd. De er meget veltalende og elegante, og de fleste er ret godt uddannede. De, jeg har mødt, har f.eks. typisk været bankfolk, chefer, statistikere osv.,« siger Muhammad Khalid Masud.
»De er hverken terrorister eller ’farlige’ for den sags skyld, for de er i princippet erklærede ikke-voldelige. Men deres tankegang er gammeldags. De er meget fundamentalistiske. De ønsker jo en genoplivning af en institution, der ikke længere er relevant.«
Billedet af de velklædte, veltalende unge mænd går igen hos mange af de eksperter, Information har talt med om Hizb-ut-Tahrirs medlemmer. Nogle muslimer mener endda, at Hizb-ut-Tahrir er lidt for moderne.
»De siger, det er i orden at se på nøgenbilleder, at ryge cigaretter og barbere sig (så man dermed ligner en homoseksuel),« står der f.eks. på en flyer, som muslimske studerende på et universitet i Storbritanien delte ud i protest mod Hizb-ut-Tahrir.
»Man kan sige, at det er modernitetens paradoks – at de har en gammeldags tankegang, men i praksis en moderne livsstil,« siger Muhammad Khalid Masud.

Haifa, Palæstina, 1909 – Langt fra nøgenbilleder og jakkesæt år 2001, fødes en dreng i den lille landsby Ljzim i Haifa-regionen. Han får navnet Taqiuddin an-Nabhani og skal blive baggrunden for, at 500 mennesker næsten 100 år senere mødes i Nørrebrohallen i København, Danmark.
Taqiuddin an-Nabhani er en tænksom dreng. Og i løbet af sine studier på al-Azhar-universitetet i Egypten, bliver han endnu mere tænksom. Noget af det, Taqiuddin an-Nabhani tænker allermest på, er, hvad islam egentlig er for en størrelse. For Taqiuddin an-Nabhani kan se i sine omgivelser, at der er noget galt. Der er prostitution. Der er folk, der drikker sig sanseløst fulde. Der er buler, hvor der spilles hasardspil.
»Hvorfor?«, spørger han sig selv, og begynder dermed en lang intellektuel rejse, der skal blive baggrunden for kommende generationer af muslimer det globale parti Hizb-ut-Tahrir. Eller: Hizb-ut-Tahrir al-Islami, som partiet oprindeligt hedder – Det islamiske frihedsparti.
Da staten Israel bliver grundlagt, tvinges Taqiuddin an-Nabhani til Libanon. Her får han tæt kontakt til såvel den palæstinensiske diaspora i resten af Mellemøsten som til den arabiske nationalistiske bevægelse. Men hvor andre tvangsforflyttede palæstinensere drømmer sig tilbage til Palæstina med kampretorik, er Taqiuddin an-Nabhani imod brug af vold.
I an-Nabhanis kamp er det det intellektuelle våben, der spiller en rolle.
Taqiuddin an-Nabhani er nemlig overbevist om, at det, der skal til for at redde såvel Palæstina som verden i det hele taget, er en dybdegående reform af hele tankegangen i den arabiske verden – herunder det økonomiske system.
Han begynder at skrive bøger. Verden får langsomt øjnene op for den veltalende, lærde mand. Og i 1952 er Taqiuddin an-Nabhani klar med sit nye parti: Hizb-ut-Tahrir. Den skal arbejde politisk og intellektuelt for at forene alle muslimer i én islamisk Khilafah-stat, hvor kaliffen skal sidde i toppen af en magtpyramide, der kontrollerer både hæren, det politiske system, det økonomiske system og udenrigspolitikken.
Foreningen af muslimerne skal foregå uden brug at militære midler eller væbnet kamp – ikke-vold er kodeordet for Hizb-ut-Tahrir.
Og så går det pludselig stærkt. Studerende, arbejdere og bønder, i særligt Saudi-Arabien og Jordan slutter op om det nye parti, hvor lederskabet udgøres af palæstinensere. Allerede i 1954 vinder Hizb-ut-Tahrir en plads i det jordanske parlament.
Men samtidig begynder de forfølgelser, arrestationer og bandlysninger, der skal vise sig at følge med Hizb-ut-Tahrir næsten uanset hvor, de bevæger sig hen, og som derfor bliver en vigtig del af partiets ’modstands-identitet’.

Hizb-ut-Tahrir har siden sin dannelse for 50 år siden fået medlemmer mange steder i verden. Men den er bandlyst næsten lige så mange steder, som den har medlemmer. Partiet er ulovligt i hele Mellemøsten. I Centralasien er det også forbudt de fleste steder. Og I Europa leger terror-skræmte politikere i øjeblikket med tanker om forbud – senest i Danmark.
»Undertrykkelsen af Hizb-ut-Tahrir foregår over hele verden,« siger Mr. Narwar, Hizb-ut-Tahrirs talsmand i Pakistan.
Hizb-ut-Tahrir har ikke nogen overordnet officiel talsmand. Man er organiseret efter regioner. Men Pakistan er et de af de lande i verden, hvor Hizb-ut-Tahrir i øjeblikket står allerstærkest.
»Vi bliver undertrykt, fordi vore tanker er for stærke. Dels tør regeringerne ikke konfrontere os intellektuelt, og så må de jo finde andre midler. Og dels er de ikke er i stand til at give et alternativ til alle de, der utilfredse,« siger Mr. Narwar.
»Vi, derimod, har en meget klar og substantiel ide om, hvordan alting kan forbedres.«
Hizb-ut-Tahrir vil indføre en ny orden. En orden, der går imod den kapitalistiske dagsorden. F.eks. må banker ikke tage renter. Og skattesystemet skal tage hensyn til, hvor mange penge det enkelte menneske tjener. I princippet skal mennesker, der ikke har ret meget at rutte med, ikke betale skat. Og hvis ikke de rige betaler deres obligatoriske almisse til de fattige, vil staten sørge for, at de rige slipper pengene.
»I vores system bliver rige ikke rigere, og de fattige bliver ikke fattigere. Derfor vil vores system logisk nok tiltrække alle de mennesker, der længes efter en forandring,« siger Mr. Narwar.
»De mennesker findes jo i stor stil – de kommer ud til demonstrationerne mod WTO, IMF eller Verdensbanken, de er lige som os imod det økonomiske hegemoni, der er i verden, så de vil åbenlyst se vores system som et system, der kan afhjælpe undertrykkelsen, og de vil føle sig tiltrukket af det. Det er dét, der er en trussel mod det etablerede system. Det er dét, man reagerer imod – f.eks. i de centralasiatiske republikker, hvor vi efterhånden får mere og mere støtte. Fra folk, der ikke gider systemet mere.«

Chor-su-markedet, Tash-kent, Usbekistan, 20. januar 2002 –Så er den gal igen. Kvinderne har meldt deres ankomst i endnu en protestdemonstration i den usbekiske hovedstad Tashkent. De skal mødes på Chor-su-markedet i byen.
Kvindernes ægtemænd er blevet anholdt af det usbekiske politi og smidt i fængsel, hvor de sidder på ubestemt tid sammen med cirka 4.000 andre indsatte, som er blevet arresteret for at være medlemmer af Hizb-ut-Tahrir. Også denne januardag har myndighederne været aktive. Politiet har forseglet huse, hvor de mener, at der er mistænkelige Hizb-ut-Tahrir-kvinder. Og alle andre, der måtte ligne demonstranter og som nærmer sig området, hvor Chor-su-markedet ligger i Tashkents gamle bydel, bliver puffet ind i sidegader, busser eller gennet væk.
På selve markedet går civilklædte politibetjente og sikkerhedsagenter fra det usbekiske National Security Service (NSS) rundt. Utallige journalister er også mødt op for at dække demonstrationen – det er nemlig ikke første gang, Hizb-ut-Tahrir-hustruer har demonstreret over de politiske arrestationer, og hver gang er der blevet ballade.
Det bliver der også denne dag. For pludselig går sælgerne på markedet amok over opbuddet af politi, agenter og journalister, som ødelægger deres handel. De begynder at angribe journalisterne og nogle af de kvinder, der har fået sneget sig ind trods sikkerhedsforanstaltningerne.
En hustru bliver tævet, en gruppe journalister bliver forfulgt af en vred handelsskare, men politi og NSS-agenter ser passivt til.
Buskabet fra myndighederne er herefter: Dér kan I se, hvad Hizb-ut-Tahrir er for en voldelig forsamling.
Episoden er langt fra enestående i Usbekistan. Over halvdelen af de politiske fanger i de usbekiske fængsler i dag er medlemmer af Hizb-ut-Tahrir. Menneskerettighedsorganisationer verden over har forsøgt at råbe op med pressemeddelelser og rapporter om massearrestationerne. Men ligemeget hjælper det.
De usbekiske myndigheder, personificeret i den legendariske præsident Islam Karimov, der har siddet tungt og næsten enevældigt på magten i mange, mange år, slår hårdt ned på alle, de mener, er muslimske ’terrorister’, ’fundamentalister’ eller ’ekstremister’.
Ifølge Human Rights Watchs (HRW) seneste årsrapport bliver der i Usbekistan i øjeblikket anholdt omkring 30 mennesker om ugen for statsfjendtlig virksomhed og terrorisme. Mennesker, der bliver dømt på fabrikerede beviser og tortureret i fængslerne. Her bliver de også tvunget til at synge patriotiske sange, recitere poesi, der hylder præsident Islam Karimov, og slået hvis de beder de obligatoriske fem bønner om dagen i deres fængselsceller.
Også udenfor fængslet mærkes Islam Karimovs modstand mod Hizb-ut-Tahrir. Gribes man med religiøs litteratur fra partiet, risikerer man op til 20 års fængsel.
Samme mønster gør sig gældende i stort set alle de andre tidligere Sovjet-republikker i Centralasien. På trods af at Hizb-ut-Tahrir er et erklæret ikke-voldeligt parti, og at der endnu ikke findes dokumentation for væbnet modstand i dets rækker, bliver Hizb-ut-Tahrir anset som lige så farlig som den militante bevægelse Islamic Movement of Uzbekistan (IMU), der har tætte forbindelser til såvel al-Qaeda-netværket som Taleban og tidligere har brugt Afghanistan som base:
For det første er Hizb-ut-Tahrir meget større end IMU i Centralasien. For det andet har det haft karakter af undergrundsparti lige siden det blev bandlyst i Mellemøsten i sin opstartsfase. Og for det tredje er der nu indikationer på, at Hizb-ut-Tahrir har fået folk ind i sine rækker, der ikke sværger til intellektuel kamp ligesom partiets fader, Taqiuddin an-Nabhani.
En af indikationerne er, at Hizb-ut-Tahrir i Centralasien har legitimeret brugen af terror i frihedskamp.
»Problemet er, at Hizb-ut-Tahrir tiltrækker unge, frustrerede mænd, der ser sort på fremtiden, og som bliver tiltrukket af den aura, der lægger sig om partiet, når det bliver stemplet som farlig, mystisk og hemmelighedsfuld af de myndigheder, de unge selv ikke har nogen tillid til,« siger David Lewis, der er leder af tænketanken International Crisis Groups (ICG) Usbekistan-baserede afdeling for Centralasien.
»Problemet er også, at Hizb-ut-Tahrir rekrutterer medlemmer i fængslerne blandt de kriminelle. Der er meget stor fare for, at partiet er ved at blive mere radikal,« siger han.
Hizb-ut-Tahrirs talsmand i Pakistan afviser, at det er ved at blive radikaliseret.
»Vi er et ikke-voldeligt parti, vi er fredelige, men de forsøger at stemple os som terrorister – f.eks. var det tilfældet ved de seneste arrestationer i Egypten, der forsøgte man at linke os med nogle militante organisationer, « siger han.
»Men vi har andre metoder. Vi uddeler flyers, vi holder møder – offentlige og private – vi holder seminarer, vi laver alle mulige slags aktiviteter for at uddanne masserne og producere en offentlig mening, så det bliver forstået, at det vi laver, ikke er noget forkert, men er i alle menneskers bedste interesse. Det er unfair af regeringer og politiske partier at chikanere os.«

London, Storbritannien, d. 19. september 2001 – De britiske universiteter slår alarm. Studenterforeninger har observeret, at medlemmer fra bevægelsen Al-Muhajiroun opsøger nye studerende. Man frygter, at folk fra Al-Muhajiroun forsøger at hverve unge muslimer til at deltage i militærtræning i lejre i Pakistan og Afghanistan.
Al-Muhajiroun er udsprunget af Hizb-ut-Tahrir. Hizb-ut-Tahrirs grundlægger i det britiske, Sheik Omar Bakri, har skabt Al-Muhajiroun, og er en populær figur blandt mange unge muslimer.
Med Hizb-ut-Tahrir er det derimod gået ned ad bakke.
»De toppede i midten af 1990’erne, men har mistet medlemmer siden. Jeg vil tro, de har omkring 40 i dag,« siger Muhammad Abdul Aziz , direktør i det britiske Forum Against Islamophobia and Racism (FAIR).
»De blev udelukket fra bønnemøder, studiekredse og moskeer, fordi muslimer her i landet ikke brød sig om dem. Siden blev de splittet op, og Al-Muhajiroun blev dannet.«
»De mistede medlemmer, og vi er blevet den hurtigst voksende gruppe i Storbritanien,« siger Omar Bakri.
»De mistede medlemmer i Kuwait – vi tog Kuwait, vi tog Saudi-Arabien og Libanon, vi tog Pakistan – de tog også noget af Pakistan, Sudan tog vi, Sydafrika. Vi har ikke Egypten, det har de, de har også Syrien, men vi er på vej. Vi har ikke medlemmer alle steder, de tog f.eks. Belgien, de er også stærkere i USA end os, vi er meget svage i USA. Vi har folk i Marokko, det har de ikke, men de har folk i Tunesien, det har vi ikke. Så der er en form for konkurrence mellem os. Men det er egentlig ligemeget. Vi mener jo ikke, at vi skal have magten. Det er islam, der skal have magten, så er det ligemeget, hvem lederne er. Lederne administrerer jo bare loven – derfor tror vi heller ikke på parlamentarisme.«
Ifølge Omar Bakri er forskellen på Al-Muhajiroun og Hizb-ut-Tahrir f.eks., at hvor Hizb-ut-Tahrir kun vil etablere den islamiske stat i nogle arabiske lande, så vil Al-Muhajiroun etablere den uanset hvor, man er. Hizb-ut-Tahrir mener heller ikke, man skal støtte frihedskæmpere, men det gør Al-Muhajiroun.
Hizb-ut-Tahrir ønsker ikke at kommentere på Al-Muhajiroun overfor Information.
»Vi har aldrig været splittet i 50 år. Dog er der episoder, hvor lederskabet har straffet nogle få mennesker ved at udvise dem fra partiet på grund af forkert opførsel. Det var tilfældet i Storbritannien,« siger Mr. Narwar.
Men selv om de to bevægselser nu konkurrerer om medlemmerne, er der stadig meget, de kan være enige om. De vil have en kalifat-stat. De vil have sharia-lovgivning. Og de vil have orden i samfundet – en orden, der lærer mennesker, at prostitution, incest, voldtægt og andre emner i samme kategori ikke er acceptabelt.
»Det er uacceptabelt og umoralsk,« siger Omar Bakri.
De er også enige om, at ethvert menneske har sin plads, sine pligter og ansvar i samfundet – og at Allah er den, der ved, hvad det er for nogle.
»Pligter og rettigheder kan ikke være menneskebestemt. Hvorfor?« spørger Mr. Narwar.
»Fordi en mand ikke helt ved, hvordan en kvinde tænker og hvilke følelser og behov, hun har, og en kvinde kan heller ikke vide, hvordan en mand føler eller tænker, det er kun skaberen, der har skabt os, der kan det. Det er ligesom et japansk bilfirma, der laver en bil. Firmaet er det eneste, der ved, hvad der er godt for deres bil, hvilken olie, man skal bruge osv. så de laver en manual. Det er det samme med skaberen – det er ham der ved, hvad der er godt og skidt for os.«
Både Hizb-ut-Tahrir og Al-Muhajiroun har medlemmer i Danmark, men hvor mange vides ikke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu