Analyse
Læsetid: 5 min.

Franske anakronismer

Valgkampen viser Frankrig som ’undtagelsen’: Landet med to hoveder, støvet forfatning, valg i fire omgange – og 16 præsidentkandidater, heraf tre trotskister
17. april 2002

Et godt signalement indeholder altid særlige kendetegn. En beskrivelse af den franske valgkamp kommer let til at rumme så mange, at man synes at stå over for et land, der adskiller sig fra det ’normale’ på alle leder og kanter.
Det er ikke noget nyt, for i Frankrig har man for vane ved enhver lejlighed – snart med stolthed, snart med selvironi – at fremhæve det, der kaldes ’den franske undtagelse’.
Da valg og valgkamp i sig selv er noget, der er fælles for alle
demokratier, er det ikke uden interesse at pege på, hvad der gør den franske valgkamp specielt fransk.
Først er der selve måden at vælge landets ledelse på, dikteret af forfatningen. Mens vælgerne i andre demokratiske lande på en enkelt dag – en enkelt tirsdag i Danmark for eksempel – bestemmer, hvordan parlamentet skal være sammensat, og dermed indirekte hvem der skal regere landet, så foregår det i Frankrig i fire
valgomgange, og det strækker sig over to måneder – i det nuværende tilfælde fra 21. april til 16. juni.
Komplikationen skyldes, at eksekutivmagten er delt mellem præsidenten – direkte folkevalgt - og regeringen – baseret på
Nationalforsamlingens flertal. Derfor er der først præsidentvalg, derefter Nationalforsamlingsvalg, og franske valg foregår i to omgange, først med alle kandidater eller partier hver for sig, derefter ’polariseret’ omkring de to vindere af første runde.

Som for at gøre det hele endnu mere uoverskueligt er der denne gang opstillet et rekordstort antal præsidentkandidater, hele 16. Udover de to, som man med nogenlunde sikkerhed ved bliver finalister i anden runde den 5. maj – Chirac til højre og Jospin til venstre – er der en række partiledere, der ønsker at markere sig i første runde – med andre ord en meningsmåling – og en stribe små kandidater, der stiller op for at give deres besyv med, uden noget håb eller ønske om at blive præsident.
Som et særlig bizart træk kan man notere, at der er hele tre trotskistiske kandidater – en verdensrekord – endda uden at medregne den socialistiske premierminister Lionel Jospin, der har en fortid som trotskist... Det hører også med til de franske undtagelser, at Frankrig som det eneste demokratiske land i verden stadig har et kommunistparti, der kalder sig kommunistisk – i øvrigt regeringsparti. Kommunisterne stiller op både til præsidentvalget (med partilederen Robert Hue som kandidat) og til parlamentsvalget.
Men også det yderste højre er til stede – med to præsidentkandidater, Jean-Marie Le Pen og Bruno Mégret.
Det er måske Frankrigs revolutionære tradition, der bevirker, at ekstremerne er så stærkt repræsenteret. Det balkaniserede landskab, der aftegner sig i meningsmålingerne op til første runde, er forholdsvis fladt på midten – med de to midtsøgende hovedkandidater Chirac og Jospin nede omkring 20 procent (i første runde) – og forholdsvis højt på yderfløjene med 12 procent til Le Pen og 9-10 procent til den stærkeste trotskistiske kandidat, Arlette Laguiller. Hovedkandidaternes allierede, den liberale og den centristiske partileder på Chiracs side, den grønne og den kommunistiske på Jospins, klarer sig dårligere end Le Pen og Arguiller.
Den stærke markering på yderfløjene er ikke uden sammenhæng med en anden kuriositet i denne franske valgkamp, nemlig at de to førende kandidater nægter at bekende kulør. I begyndelsen af valgkampen erklærede socialisten Jospin: »Mit projekt er ikke socialistisk« – og højrekandidaten Chirac nægtede at vedkende sig betegnelsen højre.

Et forhold, som mange udenlandske iagttagere undrer sig over, er, at Chirac kan stille op som kandidat på trods af den lange stribe korruptionsaffærer, han har været indblandet i – fiktive job, returkommissioner, falske licitationer, favører, privatforbrug for offentlige midler etc. – og at han endda synes at have gode chancer for at blive genvalgt. I andre lande, påpeger disse iagtagere, bliver politikere diskvalificeret for uforsigtigheder, der er rene bagateller i sammenligning.
De franske vælgeres tolerance på dette plan synes uden grænser, og medierne undlader for det meste med dyb ærbødighed at stille spørgsmål til Chirac om affærerne. Hvis de endelig stiller et spørgsmål om dem, får de intet svar. I tv-interview kan man opleve, at Chirac afviser et sådant spørgsmål med et hånligt smil og en bemærkning som: »Lad os dog nu være seriøse!«
Hvis man opdager en række franske undtagelser ved studiet af valgkampen, er det i nogle tilfælde franske anakronismer, der springer i øjnene. Præsidentembedet har umiskendelige reminiscenser af monarki – blandt andet det forhold, at præsidenten (til al held for Chirac) ikke kan drages til ansvar ved domstolene – og det blev oprindelig indført i sin nuværende form (på initiativ af de Gaulle) for at sikre en vis stabilitet og afværge de hyppige regeringskriser, som uansvarlige parlamentarikere ikke var i stand til at styre udenom. Forfatningen er således baseret på en mistillid til parlament og politiske partier, som efter manges mening hører hjemme i en anden tidsalder.

Det er også iøjneladende, at de politiske konjunkturer og opinionscykler i Frankrig ofte forløber isoleret fra omverdenen – og har en tendens til at bevæge sig i modsat retning i forhold til denne.
Mitterrand kom til magten i samarbejde med kommunisterne i 1981 på et program, der lovede ’brud med kapitalismen’ – på et tidspunkt, hvor resten af Vesteuropa svingede til højre.
I løbet af 1980erne gennemførte de franske socialister den forsoning med markedsøkonomien, som de tyske socialdemokrater højtideligt bekendte sig til i 1959. Gaullisten Chirac er med årene blevet en blanding af liberal og kristelig-demokrat – i en sådan grad, at han overflødiggør to andre borgerlige partier i Frankrig.
Derfor oplever vi i dag en duel mellem Jospin og Chirac, der indholdsmæssigt minder om den valgkamp, som Helmut Schmidt og Helmut Kohl førte mod hinanden for 20 år siden. Mens de trotskistiske og halvfascistiske kandidater på yderfløjene lyder som et ekko fra 1930erne.
Og som kronen på værket har vi den republikanske nationalist og autoritære socialist Jean-Pierre Chevènement, løsgængeren, der som en general Boulanger til hest kæmper for de store principper fra den 3. Republiks barndom i slutningen af det 19. århundrede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her