Læsetid: 4 min.

Franske paradokser

Jøder og ekskommunister stemmer på Le Pen – hvorfor?
24. april 2002

Kommentar
PARIS – »Ja, jeg har stemt på Le Pen, selv om jeg er jøde. For først og fremmest er jeg fransk, og der er ting, der må beskyttes.« Den trinde patron bag bistrodisken i Strasbourg, toner frem på skærmen på valgaftenen med kalot og meninger, det kan være svært at få til at hænge sammen.
Vil man forstå det overraskende valgresultat i Frankrig, er man nødt til at tænke sig igennem en række i hvert fald tilsyneladende paradokser. De franske journalister har svært ved at få Le Pen tilhængere til at udtale sig uden for partikredsene. På fjernsynsskærmen står de frem, som om de var seksualafvigere, der gik til bekendelse.
»Ja, jeg vil godt indrømme at…« Ikke en eneste indrømmer det uden at krybe uden om. Og politikerne fra både venstre- og højrefløj er krøbet i et fælles republikansk ly, som om de fortsat ikke vil se paradokserne i øjnene.
*Hvordan kan en jøde stemme på en politiker, der mener, at den nazistiske jødeudryddelse var »en detalje i Anden Verdenskrig?«
Hvis man vil forstå rækkevidden af Le Pens budskab, bliver man et øjeblik nødt til at se bort fra det skrækindjagende fremmedhadske element, og se nærmere på det program og de løfter han kommer med. De formuleres i en blændende og spontan retorik og er både sociale og nationale: Støtte til familier, væk med arveafgift og mere politi på gaden. Indkomstskatten skal fjernes, virksomhedernes bidrag til staten begrænses, og pensionerne sikres. Til gengæld skal der tobinskat på internationale pengeoverførsler. »Jeg er venstreorienteret hvad det sociale angår, højreorienteret hvad angår virksomhederne og national for Frankrig,« lød slagordet mandag. De sociale ydelser skal kun tilfalde franskmænd. Og de skal ud af EU have francen igen.
Den plads Le Pen giver disse emner, fylder langt mere end hans fremmedhadske tale.
*Hvordan er det muligt for en tidligere kommunist at stemme på Le Pen?
Le Pen er den eneste, der uforbeholdent hævder at kunne sikre små folk mod den truende globalisering. Og en utryghed der handler om alt lige fra fyringer, overfald og nye pengesedler, til familiens opløsning ved at homoseksuelle må gifte sig, eller at der er afrikanere, der har to koner. Le Pen har ikke snavset fingrene til ved regeringssamarbejde og taler små folks sag »Også jeg har sultet og lidt afsagn,« som han indledte gårsdagens tale med.
*Hvordan kan det være, at man i fredelige landdistrikter, hvor man ikke har set skyggen af en voldsforbyder eller mobiltelefontyv, er så bange, at man stemmer Le Pen?
Det er ikke længere den fredelige, lokale markedsplads, men tv-skærmen, der er det fælles rum. Lige meget, hvor meget, den faktiske kriminalitet er faldet i Frankrig, så er der mere og mere vold på skærmen. Det er her det politiske rum nu er. Selv om kriminaliteten ikke er i stigning, er følelsen af kriminalitet stigende. Og det kommer ud på ét, når man taler om følelsen af sikkerhed. Det samme gælder f.eks. massefyringer i globaliseringens navn. Dem har der været mange af i løbet af 90’erne. Men nu er de hver gang i fjernsynet, ikke mindst de sidste uger inden valget, og man har fundet ud af at kalde djævelen for globalisering.
*Er det ikke paradoksalt at demonstrere i gaderne mod resultatet af en demokratisk valgproces?
Også her forekommer der at være et paradoks, men ikke mindre end det paradoksale ved at vække sig selv. Eller vække hinanden. Unge mennesker i Frankrig var indtil i forgårs fuldkommen ligeglade med politik, og fik søndag en brat opvågning. De havde glemt at stemme, fordi de troede at demokratiet var en slags automatik, eller stemte ’skævt’, fordi de helt personligt ville protestere. Selv om parolerne var imod Le Pen, så var det dårlig samvittighed, der prægede demonstranternes udtalelser.
Også her spiller medierne med i den politiske proces. I takt med at valgresultaterne løb ind på skærmene, mobiliseredes folk med sms-beskeder og mobilopkald. Det samme gælder gymnasieelevernes demonstrationer (60.000) mandag. De unge har et nyt medie, men de havde glemt et gammelt: den demokratiske proces. Det indrømmer de selv i disse dage: »Jeg fortryder, at jeg har stemt på et lille parti« eller »Jeg stemte ikke, men næste gang stemmer jeg«, lyder omkvædet. En ung mand siger: »Der er noget næsten fascistisk ved demokrati,« da det går op for ham, hvilken magt, de tal, der er kommet ud af urnerne, har.
Et af de dybeste paradokser i Frankrig er måske selve demokratiets paradoks. Hvis man tror, at man kan tillade sig at demonstrere over for et allerede givet resultat, så risikerer man det resultat, der søndag sendte Jospin på retræte. Hvis man betragter et demokratisk valg som et moralsk engagement, der skal kunne gælde for alle andre (som Kant formulerede et moralsk valg), så må man kunne gøre sit valg gældende for alle.
Mandag morgen gik det op for franske mænd og damer, at de havde glemt at tænke sig selv som stemmer i et demokratisk kor. Man kan håbe, at det sidste franske paradoks er, at Le Pens sejr bliver anledning til en ny tidssvarende udfoldelse af demokratiet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her