Læsetid: 3 min.

Frederik den Sidste

Debatmøde i en pæn borgerlig forsamling gav fingerpeg om, at kongehuset har brudt sin kontrakt med folket
6. april 2002

I folkedybet
»Det danske monarki hviler på en uudtalt kontrakt. Vi, folket, stiller ikke spørgsmål ved en ganske pæn statsbevilling. Men så forventer vi, at de kongelige – med dronning Ingrids ord – lever op til ’pligten frem for alt’: Man skal finde en grimasse; man holder sig selv tilbage. Efterlever kongehuset denne kontrakt, så fungerer det. Men da Prins Henrik i B.T. den 3. februar udtalte utilfredshed med sin placering, kom der en sprække i den kontrakt.«
Ordene kom fra den mand, der havde til opgave at forsvare de kronede hoveder, nemlig historikeren, lektor Claus Bjørn, der fornylig udgav det kongetro værk Blot til pynt.
Bjørn var beskikket som monarkiets fortaler på et møde, arrangeret af Københavns DebatForum – en sammenslutning af 25 oplysningsforbund i hovedstadsområdet.
Det spagfærdige royale defensorat gav rum til drøje hug fra den beskikkede opponent, som var Claus Bjørns kollega fra Københavns Universitets Institut for Historie, lektor Johny Leisner. Han åbnede med smækket:
»Det er menneskemishandling at have sådan nogle personer, der render rundt og ikke må sige noget som helst.«
Leisner forklarede:
»Mit speciale er revolutioner. Og jeg kan bedst lide revolutioner, der lykkes. Jo, jeg er republikaner. Jeg kan ikke fordrage, at der i det her samfund er en stilling, jeg ikke kan søge.«

Elendige konger bedst
Historiens lære sammenfattede Leisner således:
»Enevælden fungerede ganske udmærket, når kongen var elendig. Som Christian den Syvende, der var ravende sindssyg, så hans embedsmænd måtte klare sagerne. Når kongen blander sig, går det galt. Christian den Niende troede, at han havde noget at skulle have sagt, ligesom hans barnebarn Christian den Tiende, der i 1920 ved at afskedige regeringen fremkaldte påskekrisen og i arbejderkredse blev kaldt Christian den Sidste.«
Om nyere tid sagde Leisner:
»Frederik den Niende var den farligste ud fra et republikansk standpunkt, for han udfyldte rollen. Det er der mange, der mener, at Margrethe også gør, men hun er nok for snobbet, i hvert fald efter min smag.«
Leisner ønskede heller ikke et præsidentembede:
»Hvis vedkommende har magt, kan der opstå konflikter med folkeflertallets repræsentanter.«
Han ønskede en ordning efter den svenske model, hvor det er parlamentets formand, der forestår regeringsdannelser.
Folketingsformanden kunne efter Leisners opfattelse også forestå de repræsentative funktioner.
Overraskende mange mishagsytringer om monarkiet fremkom fra en sal, der efter påklædningen at dømme bestod af lutter pæne borgerlige mennesker.

Latterlige kongelige
Et forvarsel blev givet under pausen, da en nydelig kvinde i sjal sagde til Informations udsendte:
»Jeg synes, de kongelige er latterlige. Det kan man måske ikke se på mig, men det mener jeg altså. De er helt latterlige.«
Under den efterfølgende debat bragte hun sit synspunkt til en bredere kreds:
»Der er noget usundt i, at en stilling er arvelig. Margrethe møver sig ind på veluddannede menneskers og kunstneres gebet. Jeg synes, hun er skideirriterende.«
Som svar oplyste Claus Bjørn:
»I Den Blå Bog fylder Margrethes kunstneriske udfoldelser lige så meget som alle hendes andre gøremål. Det hører dog med, at Frederik den Niende var en dygtig dirigent og indspillede plader til fordel for Røde Kors.«
»Men han gjorde det ikke hele tiden!« lød et tilråb fra salen.
Hendes Majestæts hang til at frembringe kirkelige udsmykninger blev i et vredt indlæg omtalt som »nævenyttighed«.
Det fik Leisner til at slå til:
»Det har givetvis skadet Margrethes popularitet, at hun har søgt at gøre sig gældende ved kunstneriske udfoldelser. At kritisere dem ville jo være majestætsfornærmelse. Derfor er det embedsmisbrug fra hendes side.«
Fra en gråhåret kvinde i blå sweater lød:
»Vi må kunne samles om noget andet end kongehuset. Grundlovsdag, f.eks. Jeg er dybt pessimistisk, når jeg i Politiken ser listen over fremtrædende personer, der modtager ordner. Det tingeltangel! At de kan få sig til det!«
En herre i gul skjorte og brunternet sweater spurgte:
»Hvorfor slår Henrik fra sig nu? Er det, fordi han i kongehuset er den første mand i en kvindelig rolle?«
Claus Bjørn bemærkede, at uanset årsagen »kom der i den efterfølgende debat ingen sympati for Prins Henrik«.
»Han vil vist gerne på aftægt,« indskød Leisner: »Men så må dronningen også abdicere.«
»Jamen det kan da være forståeligt, når man har været i tøjret så mange år,« glattede Bjørn ud.
Kongehusets beskikkede forsvarer oplyste, at tre meningsmålinger efter Henriks udfald viser, at antallet af adspurgte, der er villig til at overveje en ny statsform, er hoppet op til mellem 15 og 20 procent.
»Det er ikke længere latterligt at rejse spørgsmålet om republikken,« måtte han medgive.
En spørger ville vide, om monarkiet også består om 100 år. Bjørns svarede:
»Så langt frem kan jeg godt have mine tvivl. Til den tid kan det godt være, at ingen vil.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her