Læsetid: 3 min.

Fristad bedst i modvind

Politikerne vil gøre Fristaden til et lovlydigt og hashfrit rekreativt område inden et år, men christianitterne tager det roligt
11. april 2002

I byen
Mens gymnasieklasser får rundvisning af lokale guider, der fremviser seværdigheder som Kvindesmedjen, den flittige hashhandel på Pusherstreet og de skæve selvbyggede småhuse, har politikerne travlt med at holde christianitterne i stadig kortere snor.
Et bredt politisk flertal bestående af regeringspartierne, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet bakkede mandag op om en stramning af kursen overfor Christiania.
»Der er givet et politisk signal om, at administrationen af christianialoven, lokalplanen og rammeaftalen skal være hårdere og mere præcis,« vurderer Ole Lykke, der er christianit og redaktør af Fristadens interne blad, Christiania Ugespejlet. Og så skal handelen med hash væk.
Men han er ikke sikker på, at signalerne vil nytte: »Det skal ifølge politikerne føre til den store lyksalige lovliggørelse, der så vil komme på én gang. Men det lader sig jo ikke gøre,« siger Ole Lykke.

Mere politi
»Da politiet i ’93 nærmest besatte Pusherstreet, blev handelen bare bedre organiseret, og de første hashklubber begyndte at skyde op,« siger han.
En gymnasieklasse er på deres guidede tur nået til hashboderne. De unge kigger sig lidt forskræmte rundt og rykker sammen. Pusherne er kortklippede og bredde over skuldrene og hundene er store.
»Skal vi ikke bare købe en klump og komme hjem,« griner en af drengene nervøst, men sætter tomhændet i løb efter gruppen, da den fortsætter rundvisningen væk fra den røgfyldte gade.
Lars Blåhus er også christianit og tidligere medlem af kontaktgruppen. Han er lidt i tvivl om politikernes krav til beboerne.
»Vi kan jo ikke selv fjerne hash-markedet, og det ville vel også være selvtægt. Men hvis der kom lidt mere ro og orden, ville det være godt. Totalt lovløse tilstande gavner kun mafiøse elementer,« siger Lars Blåhus.
Og ét af de politiske tiltag, er netop ønsket om mere politi på Christiania. Men der er delte meninger om, hvorvidt det er en god idé.
Ole Lykke frygter en tilbagevenden til de krigslignende tilstande mellem politi og christianitter, der herskede for ti år siden.
»Men de seneste fem-seks år, efter politiet ændrede indsatsen til korte, målrettede aktioner, har vi haft meget færre konfrontationer og politiet har gjort langt større hashfangster. Det har været svært at sætte en finger på den måde, loven er blevet håndhævet på i den tid.«

Rekreativt område
En christianit, der ønsker at være anonym, peger på et andet problem med den intensive polititilstedeværelse, der var tidligere: »Dengang betød det, at man kun fik de »normale« pushere væk, mens det var de rå og meget kriminelle, der blev tilbage«
Gymnasieeleverne fortsætter ned ad de små grusveje, hvor reggaemusikken knap kan høres i mellem de idyliske småhuse, og hvor hundene er væsentligt mindre.
De er langt væk fra markedspladsen med T-shirts med Christiania-logo og diverse rygeremedier. Her er der udsigt til sø og kanaler, der løber langs voldene.
Per Dalgaard fra Dansk Folkeparti vil lade dette område komme flere til gode.
»Vi kan ikke længere tolerere en ulovlig stat i staten. Københavnerne må have sig et rekreativt område, hvor alle skal kunne komme,« sagde han under mandagens folketingsdebat.
»Det er noget ævl«, siger Lars Blåhus.
»Hvis dette ikke er et rekreativt område, så ved jeg ikke hvad det er. Her kommer mellem en halv og en hel million mennesker hvert år«
Ole Lykke tilføjer: »Der er mange, der er her hver dag, som ikke kan finde sig til rette andre steder. Det skal man også tænke over. Det er et meget specielt sted.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her