Læsetid: 6 min.

Det gådefuldes røde tråd

I anledning af Jytte Rex’ 60-års dag udsendes samtlige hendes film på video. Samtidig kaster ny bog lys på den enestående produktion.
10. april 2002

Film & bog
Der går en lige linie fra den gultonede opstigning i en trappeskakt i starten af Jytte Rex’ første langfilm, Veronicas Svededug (1975) til køreturen gennem en tunnel af skiftende lys og mørke, som indleder hendes nylige udspil, portrættet af grafikeren Palle Nielsen, Mig skal intet fattes.
Det suggestive, sanselige og gådefulde løber som en rød tråd gennem hele Jytte Rex’ egenartede og dybt originale filmproduktion. Og netop sekvenser som de omtalte, hvor grænser mellem den konventionelle filmfortællings virkelighedsplan og andre niveauer – drømme, fantasier, utopier – overskrides eller opløses, er nærmest emblematiske for hendes værk, hvoraf ikke mindst den første trilogi er uden sidestykke herhjemme.
Jytte Rex har fra starten placeret sig på sidelinjen i dansk film ved i sjælden grad at insistere på værdien af de franske nybølgeinstruktørers ideal om at lave film med afsæt helt andre steder end i industrifilmens publikumskalkulerende normer. Snarere end ’produkter’ har hendes film fremstået som personlige visioner og statements, hvor mytisk stof og hverdagserfaringer behandles side om side i et organisk flow.
Det enkelte tableaus udtrykskraft synes hos (billedkunstneren) Jytte Rex altid at være prioriteret højere end fortællingen. Og akkurat som digteren Allen Ginsberg tilstræbte en poesi, hvis linielængde var afstemt efter menneskets vejrtrækning, har Jytte Rex udviklet et filmsprog, der henter rytme, tekstur og motiver et eller andet sted mellem et personligt visuelt univers og det levede liv, privatsfæren, det mentale og fysiske familiealbum.
At en sådan filmpoetik ikke fuldstændig har kunnet realiseres på den kommercielle films almindelige betingelser, er ingen overraskelse. De første film blev til på minimale budgetter, blev helt eller delvis fotograferet af instruktøren selv på Super-8 og lænede sig i vid udstrækning op ad familie og venner. Og tilsvarende fik de aldrig i deres samtid den lancering og opmærksomhed, som de kunne have fortjent.
Det er derfor en velkommen gestus, at hele Jytte Rex’ filmproduktion -– med undtagelse af kortfilmen Tornerose var et vakkert barn (1972) – nu udsendes på video i anledning af instruktørens 60-års dag. Og at filmene følges på vej af et smukt produceret festskrift, en antologi af tekster og billeder, som gennem venner og kollegers kærlige optik indrammer et vidtspændende billedkunstnerisk univers.

Moderne
Det er ganske enkelt forbløffende at gense Jytte Rex’ tidligste film her omtrent et kvart århundrede efter deres tilblivelse.
Specielt de første tre er demonstrativt antiautoritære, såvel formelt som indholdsmæssigt. Ikke blot bryder de radikalt med genrekonventioner og unddrager sig konsekvent en lineær tidsstruktur. Også tematisk er de på én og samme tid i opposition til den herskende samfundsorden, mainstreamkulturen og modkulturens 70’er-dogmatik. Og måske netop derfor har de vist sig at være langt mere holdbare end den tidstypiske parolekunst.
Især Veronicas Svededug fra 1977 er betagende med sin mærkværdige blanding af kunstnerisk nysgerrighed, essayistisk viljestyrke og uskyld. Filmen, der er optaget på Super-8 og overført til 16mm, veksler mellem visuelt fabulerende afsnit, fiktionsfragmenter, klip fra private smalfilm og dokumentariske sekvenser, hvor kvinder fortæller om hverdagen og vigtigheden af aktivt at arbejde for en bedre verden.
Dengang hørte revolutionære ideer til dagens orden, mens filmens ’avantgardistiske’ miks af genrer og fremstillingsformer bestemt ikke faldt i god jord på den politiske venstrefløj. Det sjove er, at Veronicas Svededug i dag fremstår som et næsten trendy værk, hvor personligt og privat gods investeres i en undersøgelse af almene menneskelige og samfundsmæssige vilkår.
Som filmskaber synes Jytte Rex med andre ord på visse måder at have været forud for sin tid. Dermed ikke være sagt at en del af dialogernes jargon ligesom den stærke sans for fællesskab ikke vidner om tilblivelsestidspunktet. Men det dvælende og poetiske billedsprog præges af en form for tidløshed, mens selve attituden til det at lave film virker direkte moderne.

Længsel
Projektet med at forene en kunstnerisk udfordring af filmmediet med personlige og politiske analyser og utopier fortsættes i de to følgende værker, Achilleshælen er mit våben (1979) og Belladonna (1981). Blandingen af monologer, drømmestof, dokumentarisme og iscenesatte tableauer er også kendetegnende for disse film. Men samtidig nærmer de sig forsigtigt spillefilmens struktur. Ikke forstået således at de er lineære fortælleforløb, men fragmenterne af fiktionshistorier, der løber som stafetter gennem materialet, bliver mere markante.
Achilleshælen er mit våben handler på et vist plan om den rastløse Clemens, netop løsladt fra fængslet, og den mere jordnære drømmerske Maria og deres vanskeligheder ved at få individuelle projekter og samfundsmæssige normer til at forenes i et fælles forhold. Og i Belladonna fremstilles et lige så problemplaget par, blot er optikken her zoomet helt ind på den kvindelige hovedperson, hvis længsler efter et andet liv indkredses på adskillige niveauer: gennem realistiske scener, drømme, sindbilleder, metaforer, fantasier, erindringer.
I det hele taget spiller opmærksomheden på undertrykte erfaringer og længslen efter ’noget andet’ en afgørende rolle i Jytte Rex’ tidlige film. I sin anmeldelse af Rex’ Kvindernes bog (1972) – anmeldelsen er genoptrykt i festskriftet – formulerer Maria Marcus skismaet i bogens tekster således: »Lykken i manden, man søger, ulykken ofte i ham, man finder.«
Udvides udsagnet til ikke blot at gælde ’manden’, men livsomstændighederne i bredere betydning, indrammer modsætningen meget fint den fornemmelse af afstand mellem drøm og realitet, der løber som et strømførende lag gennem Rex’ på én gang visionære, sandhedssøgende og konfronterende film.

Uden for tiden
Alexander Gruszynski, der var fotograf på Achilleshælen... og Belladonna, blev i midten af 80’erne afløst af Manuel Sellner, som kom til at stå bag kameraet i de tre følgende produktioner. Samtidig skiftede Jytte Rex’ film i nogen grad karakter, både stilistisk og indholdsmæssigt.
Optagetheden at at finde andre fortællestrukturer end den lineære havde ligget implicit i de første film. Og i Den erindrende (1985) gik Rex direkte til en af det 20. århundredes kilder for ikke-lineære eller ligefrem labyrintiske tankesystemer, den argentinske forfatter Jorge Luis Borges. Filmens associative billedflow er konstrueret omkring en monolog baseret på to af Borges’ tekster.
Set i den store sammenhæng ligner Den erindrende snarere end et selvstændigt værk et kunstnerisk statement, en brik i en filmpoetik, hvis mål er at pege på den samtidige tilstedeværelse af forskellige tider og bevidsthedsrum, der spiller ind på menneskets perception af verden.
Referencer til Borges går igen i Isolde (1989), en slags actionfilm (!), der diskuterer en kvindes selvmordsforsøg i spændingsfeltet mellem en enorm bibliotekskulisse
(alverdens tanker og lidenskaber på rad og række i alfabetisk orden) og et broget galleri af mandetyper (reelle livsmuligheder).
Endelig er Borges på spil i Planetens spejle (1991), der på én gang virker som Rex’ mest ambitiøse, helstøbte og introvert-utilgængelige værk. Her er hovedpersonen for første gang (hvis man ser bort fra Den erindrende) en mand, astrologen Adam Morgenstern. Og den længsel der som altid punkterer nu’et og oplevelsen af de umiddelbare omgivelser, er denne gang ikke rettet fremad eller mod uhåndgribelige mål, men mod fortiden i form af en mistet kæreste.
Planetens spejle fik et yderst begrænset biografpublikum og er indtil videre Jytte Rex’ sidste spillefilm. I stedet har hun kastet sig over portrætgenren, hvilket har resulteret i to generøse og indfølende film om henholdsvis Inger Christensen og Palle Nielsen.
I perioder har Jytte Rex’ film af kritikken været låst fast i en kønspolitisk spændetrøje, hvilket i bagklogskabens lys må siges at være en mindre frugtbar tilgang til et stort, originalt og alment udfordrende værk. Ganske vist udvises i filmene en uomtvistelig solidaritet med kvinders vilkår, ligesom de mandlige figurer i en del tilfælde reduceres til endimensionale instrumenter, der skal tjene til at belyse en pointe.
Men det ændrer ikke ved, at Jytte Rex har skabt film om universelle temaer, som efter enhver målestok holder et højt niveau. Og film, som bag de æstetiske ambitioner er drevet af viljen til på hele samfundets vegne at nå mål, der er større end fuldendelsen af det enkelte værk.

*Sanddrømmeren: Jytte Rex – filminstruktør, fotograf, maler. Festskrift. Redigeret af Christian Braad Thomsen og Erik Varming. 191 s., 250 kr. Forlaget Klim

*Samtlige Jytte Rex’ film udsendes på video af Øst For Paradis i samarbejde med Kollektiv Film og Det Danske Filminstitut

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her