Læsetid: 4 min.

Den der graver en fælde…

Kim Blæsbjergs debut præges af en pubertær glæde ved at chokere
19. april 2002

(2. sektion)

Noveller i dialog
Erik Skyum-Nielsen (ESN): For tidlig afgang, tænkte jeg, da jeg på forlagets følgeseddel læste, at prosadebutanten Kim Blæsbjerg (f. 1974) har en fortid som forfatterskoleelev. Bogen kommer for tidligt, fordi han, så vidt jeg kan se, ikke ved, hvad han vil som forfatter, og fordi hans små, lidt for nemme, tekster oser af umodenhed.
Fælder består af 35 historier, alle uden overskrift, på nær en enkelt, der selvironisk betitles »Novelle«, og handler om en mand, der hyrer en skuespiller til at forføre kæresten, så fortælleren bagefter kan nyde hendes anger og glæde sig til hendes forfærdede undren, når hun ser historien i et af de dameblade, hun læser.
De øvrige, kortere, indimellem ultrakorte tekster følger i det store hele én og samme æstetiske opskrift, idet de præsenterer, eller rettere præsupponerer, en person, tager ham eller hende for givet, for så at sætte vedkommende i en ekstrem situation, hvis indre spænding lynhurtigt tilspidses i en konflikt, som åbner ud til en barsk pointe.
Tag som eksempel en fortælling, af omfang ca. en sides penge, der har givet bogen dens titel. En dreng lægger en fælde for Far, sådan at denne, når han træder ind, bryder en snor med sit skinneben og udløser et projektil. Men da det jo er onsdag, hvor Mor kommer hjem som den første, bliver det hende, som går i fælden, for dog efter en times tid at få følgeskab i døden af sin mand.
Da dette sker, anes (– af hvem?) et forklarelsens smil på drengens læber. Han forstår, at Gud har grebet ind. Historien slutter med disse ord: »Drengen forstår, at døden ikke er den værste straf. Gud ønskede at skærpe straffen. Derfor gjorde han drengen glemsom.«
Hurtigt og effektivt. Velturneret og morsomt. Men sjovt på en kynisk kalkulerende måde, hvis omkostninger viser sig i, at fortællingen synes ude af stand til at tænke over sig selv. Hvem er det, når det kommer til stykket, der betragter den overraskede dreng, om ikke historiens ’skjulte’ fortæller? Og hvem er det, der er gået i fælden, hvis ikke det er Kim Blæsbjerg?

Større perspektiv?
Jakob Steen Olsen (JSO): Kim Blæsbjerg er 27 år. Men selv om teksterne ganske rigtigt er underholdende, snedigt spændingsopbyggende og barske skæbnefortællinger, så er de også præget af en pubertær glæde ved at chokere. Ved at kaste sig ud i omgangen med det unævnelige. Hans hovedpersoner boltrer sig det meste af tiden i laverestående følelser, hævngerrighed og nedrige reaktionsmønstre. En fyr fryder sig over at fornedre sin dødkedelige kæreste, der forhindrer ham i at være sammen med vennerne. En tyk dreng planlægger at ydmyge klassens andet udskud, Agnes med flyveørerne og grisetrynen. Og så er der selvfølgelig også lige manden, der er godt på vej til at have seksuel omgang med en bevidstløs ræv.
Vi får adgang til de mest intime, forbudte og usympatiske betroelser. Denne jagt på tabuer, der skal nedbrydes, på almindelig anstændighed og moral, der skal udfordres, virker ærligt talt som lidt af et formål i sig selv. Det er ikke noget sympatisk univers, Kim Blæsbjerg bevæger sig i. Men problemet er, at han ikke formår at overbevise mig om, at der – endnu i hvert fald – er andet og mere bag det åbenlyse talent for at fortælle en god vandrehistorie i en fart. Og i det ganske lille format. Hvor skal denne svælgen i vores lavere instinkter føre hen i et større perspektiv?

Forklaringsproblem
ESN: Det har også jeg svært ved at se. Men når du fremdrager tre eksempler, skylder vi måske læserne at oplyse, hvordan forløbene ender. Fyren, der ydmyger kæresten og drikker sig fuld med vennerne, påkøres af en bil og dør. Den tykke dreng finder faktisk sammen med klassens grimme pige, der jo dog, som der står, har »fået nogle gevaldige patter«. Og manden, der skal lige til at kneppe den arme ræv, overraskes af konen og får ligesom et forklaringsproblem.
I alle tre tilfælde saboterer forfatteren altså hovedpersonens destruktive projekt. Luften lukkes ud af den tabuerede fantasi. Men immervæk er det Kim Blæsbjerg, der har pustet ballonerne op, og den tanke er nærliggende, at den ironiske sabotage fungerer som en art litterær dobbeltgardering.
Et femte eksempel. Torben, der er til stede ved sin hustrus fødsel, overmandes af den ’vision’, at sønnen som 10-årig vil blive hjerneskadet, ramt af faderens Volvo. Da de bagefter sidder med det lille pilskaldede mirakel, erklærer Torben, at de aldrig må købe en Volvo! Underholdende? Tja, jeg ved ikke rigtig. For historien lægger ud med at sige, at Annette er verdens smukkeste væsen, selv om hun ligger badet i sved. »Selv om hun havde fråde om munden. Selv om hendes kinder var klistrede af gråd. Selv om hun lå med skankerne spredt så han kunne skimte den slimede og fedtede kønsbehåring. Selv om hun hev efter vejret og gryntede som en gris.« Hvad der råber op i ansigtet på læseren, er en til himlen skrigende kvindeforagt og kønsangst.
JSO: Ja, og det er den fornemmelse af lettere (selv)udkrængende ubehag, man ikke rigtig får en tilfredsstillende afklaring på. Nu skal man jo passe på ikke at slå en forfatter sammen med de vekslende grader af litterære alter egoer, der passerer gennem hans hoved og finder vej til siderne.
Men der er en eller anden trang til neurotisk selvudlevering og destruktion over foretagendet, som naturligvis afspejler et moderne livsvilkår – og den fremmedgjorte verden, vi grimme, små mennesker basker uvirkeligt rundt i. Men som ikke her skildres, så de grovkornede skitser får givet mig meget mere at tænke over, end hvordan jeg kommer af med en halvdårlig smag i munden.

*Kim Blæsbjerg: Fælder. Prosa. 117 s. Kr. 199. Borgen. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her