Læsetid: 4 min.

Gravmælets stemmer

Paul Austers kobler illusionisme med stumfilmens og dødens tavse univers
27. april 2002

Ny bog
Den amerikanske kultforfatter Paul Austers længe ventede roman, Illusionernes bog, der jo som noget ganske særligt har verdenspremiere i Danmark (udkommer først på engelsk i USA til efteråret) er et monumentalt mindesmærke over det netop bortgangne århundredes flerstemmighed – eksemplificeret i en håndfuld få menneskeskæbners forviklede indvirkninger på hinanden på tværs af årtierne. Gravmælets foruroligende epigram lyder med den franske romantiske forfatter François-René de Chateaubriands ord:
»Mennesket har ikke kun ét og det samme liv. Det har mange liv, i forlængelse af hinanden, og det er grunden til dets ulykke.«
Hermed udfordres vores hverdagsopfattelse af livet som et langt sammenhængende forløb med kun en enkelt afbrydelse. Denne syns-måde er i virkeligheden ikke holdbar, postulerer bogen. Livet er som en multidimensional illusion, et sansebedrag, med mange små liv, med mange små dødsfald.
Ordet illusion kommer af det latinske illusio af illudere, der betyder ’lege med’ eller ’narre’, og Auster leger lystigt kispus med læserens forestillinger om det skildredes rigtighed. Som i sine tidligere romaner, for eksempel New York Trilogien, er Auster igen dybt metalitterær.
Illusionernes bog er en pa-limpsest af flerstemmige lag-på-lag-livshistorier, der får
filosofisk klangbund ved at flette sig ind i for eksempel 1700-talsfilosoffen George Berkeleys ideer om den materielle virkelighed som udelukkende eksisterende i vores bevidsthed samt Cha-teaubriands ambitioner om at skabe en slags gravmælets æstetik ved først at udgive sit sidste værk efter døden, Mémoires d’outre-tombe (Erindringer fra hinsides graven). Der er nok intellektuelt gods i bogen, til at man må holde tungen lige i munden.

Stumfilmens tavse tale
Romanens fortæller, litteraturprofessoren David Zimmer, har efter konen og børnenes tragiske død i en fly-ulykke bearbejdet sin sorg ved at skrive en bog om stumfilmstjernen Hector Manns film. Om filmens verden siger Zimmer (og vi erindrer, at Auster selv har ageret manuskriptforfatter og instruktør):
»Jeg følte, at alt for meget var givet på forhånd, at alt for lidt var overladt til publikums fantasi, og det paradoksale var, at jo tættere på at simulere virkelighed filmene kom, jo mere fjernede de sig fra at forestille verden – som i lige så høj grad findes inden i os som rundt om os. Derfor har jeg instinktivt altid foretrukket sort-hvide film frem for farvefilm, og stumfilm frem for talefilm […] De havde udviklet en øjets syntaks, en kinetisk grammatik, og den ville aldrig blive forældet, selv om tøjet og bilerne og møblerne i baggrunden var fra en anden tid.«
Mann blev født i år 1900 og forsvandt sporløst i 1929 for aldrig siden at dukke op igen. Alle tror, han er død. Men en dag midt i 1980’erne modtager Zimmer et brev fra Manns kone, Frieda, der indtrængende beder ham om omgående at komme og besøge Mann, før det er for sent. Og hermed udrulles en lang og fascinerende fortælling fyldt med gisninger om Manns absurde liv, der spænder over et helt århundrede: filmene, forbrydelsen, de mange hemmelige identiteter, der gennem den så typiske Austerske tilfældighedernes musik griber ind i en række kvinders tilværelser:
»Det er kernen i Hectors stil. Et vittigt påfund er ikke nok. Så snart han har bygget en situation op, skal en ny bygges ovenpå og derpå en tredje og en fjerde. Hectors numre udfolder sig som en musikalsk komposition, som et fletværk af kontrasterende stemmer, og jo mere stemmerne indvirker på hinanden, desto mere ustabil bliver verden.«
Denne påståede fiktive polyfoni vikler sig samtidig ind i læserens egen (forestillede?) virkelighed, idet en række navne og steder i bogen alluderer til flere af dette århundredes berømte intellektuelle, som for eksempel Mann (Thomas Mann), Frieda (D.H. Lawrences tyske aristokratfrue) og kunstner-ranchen i New Mexico (den Louisiana-aktuelle Georgia O’Keeffe).

Mesterlig illusionist
Jeg vil undlade at røbe mere om bogens plot, der er morderlig godt skruet sammen ud fra en ide om at bringe stumfilmens tavse tale til live gennem musikkens varierede tonalitet. Jeg under gerne læseren at lade sig opsluge af den fascinerende og eminent spændende fortælling. Efter den bevægende drejning på de sidste sider, sidder man stum tilbage med et virvar af tanker om den eksistentielle, dialogiske kompleksitet, den umiddelbart ligefremme historie faktisk bærer på.
Som i Austers foregående projekt, antologien I Thought My Father Was God (2001), bestående af almindelige amerikaneres sandfærdige historier med et skin af fiktion, handler Illusionernes bog om, hvordan det at fortælle sandheden gør historien usandsynlig – for realiteterne er blot et blændværk. En banal romantisk tanke iklædt en forførende realistisk sprog-dragt. Med denne roman markerer Paul Auster sig som en af den moderne litteraturs store illusionister, der gennem sindrige perspektiver i tid og rum – og hinsides graven – narrer øjet og øret til at tage det skildrede for virkelighed.

*Paul Auster: Illusionernes bog. Formfuldendt oversat af Christian Bundegaard. 331 sider, 298 kr. Per Kofod

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her