Flere tilfælde af kræft og fosterskader det kan blive konsekvensen af miljøgift i blodet hos befolkningen i Østgrønland, advarer forskere på baggrund af nye forsøg:
»Selv om folk ikke bliver syge her og nu, er den nye viden nok til at slå alarm,« siger Jens C. Hansen, dr. med. og centerleder ved Center for Arktisk Miljømedicin på Aarhus Universitet.
»Man har i mange år kendt til, at der i østgrønlænderes blod findes høje koncentrationer af en række miljøgifte. Men det er først nu, at man har kunnet påvise, at koncentrationerne har betydning for cellernes hormonstruktur,« fortæller Jens C. Hansen.
Han siger, at der ikke er fare for umiddelbar forgiftning.
»Men stofferne giver skader på lang sigt. Det er især hormonbalancen, der påvirkes, og det kan føre til kræft, fosterskader og nedsat reproduktionsevne,« siger han.
Jens C. Hansen henviser til nye forsøg, hvor serum fra blodprøver foretaget i Ittoqqortoormiit (Scoresbysund) er blev tilsat cellekulturer af menneskeceller. Det er nyt for forskerne, at man her i praksis har kunnet konstatere en sammenhæng mellem de høje koncentrationer og hormonproduktionen i cellerne.
Man har siden 90erne kendt til store koncentrationer af miljøgifte i arktiske havpattedyr, som er en vigtig del af traditionel grønlandsk kost. Det førte i 1998 til den første pilotundersøgelse af befolkningen på østkysten, og den har sammen med senere undersøgelser vist, at havpattedyrenes høje koncentrationer overføres med kosten til befolkningen.
En hilsen fra industrien
Den forurening, man har kunnet finde i østgrønlændernes blod, har især været miljøgiftene PCB, DDT og andre klorforbindelser.
Stofferne transporteres gennem havet og atmosfæren til de arktiske egne fra europæisk og nordamerikansk industri. Stofferne er svært nedbrydelige, og de ophobes i fedtvævet i især havpattedyr. De opkoncentreres fra bytte til rovdyr, og det går ud over dyrene på fødekædens top. Især isbjørnen er hårdt ramt.
»Det er kostvanerne, der er grunden til, at vi finder disse høje giftkoncentrationer hos østgrønlændere. Sæler, de små tandhvaler og især isbjørnen har et stort indhold af stofferne, og da man jager og spiser bjørn i meget større målestok i Østgrønland, er koncentrationerne i blodet også højere her, end i resten af Grønland,« siger han.
Han understreger dog, at man ikke skal tro, at det grønlandske miljø er mere forurenet end i f.eks. Danmark. Kostvanerne er blot anderledes, og det er derfor stofferne i højere grad ender i menneskene.
»Hvis vi i Danmark begyndte at spise spæklaget fra østersø-sæler, så ville det gå endnu værre for befolkningen her,« siger Jens C. Hansen.
Løsningen er maden
Der er ifølge Jens C. Hansen to løsningsmuligheder på giftproblemet. Den ene er at begrænse den udledning af miljøgifte, der foregår i den vestlige verden. Det går dog ret trægt med ratifikation af de internationale aftaler, der skal nedsætte udledningerne. Og selv hvis udledningerne stopper, går der lang tid, før stofferne er væk fra miljøet netop fordi de er svært nedbrydelige.
Den mest realistiske løsning er derfor her og nu en ændring af kostvanerne.
»Man bør helt undgå at spise isbjørnens fedt, mens dens kød er ok. Det er også i orden fortsat at spise sæler og hval, bare man ikke spise for store mængder af det synlige fedt og spæk,« forklare Jens. C. Hansen.
Han suppleres af flere af Grønlands egne læger, der fortæller, at en varieret kost kan forebygge problemerne. Især skal man spise dyr lavere placeret i fødekæden, såsom fisk, ligesom landdyr som moskusokser og ryper anbefales, fordi de har langt mindre koncentrationer af miljøgiftene.
Men generelt fraråder lægerne, at man helt forlader den traditionelle madkultur.
»De gode ting ved grønlandsk proviant opvejer stadig de dårlige,« siger Aage Bergholdt fra sygehuset i Ittoqqortoormiit til Grønlands Radio, og henviser til havpattedyrenes indhold af flerumættede fedtstoffer, som modvirker hjerte-kar sygdomme.
Birger Sandell, der er eskimolog og har rejst på østkysten de sidste 30 år, mener heller ikke, at det der klogt at lægge kostvanerne helt om.
»Kosten er fundamental for kulturidentiteten. Østgrønlandsk mad er sæl og bjørn. Efterhånden som der bliver færre og færre fangere, er kosten det eneste sted man kan manifestere sit tilhørsforhold til kulturen,« siger han.
Han peger dog på, at større dele af befolkningen allerede lever af mad fra Danmark.
»Men udvalget af butiksmad et sted som i Ittoqqortoormiit er meget begrænset. Nogle gange kan man kun få noget der hedder Kyllingemix. Så er det altså bedre med sæl,« slutter Birger Sandell.
