Læsetid: 5 min.

Hårdtpumpet afhængighed

Skrigerisk dialektik eller fremragende film om ulykkelig afhængighed – meningerne er delte om Darren Aronofskys visuelt kraftfulde ’Requiem for a Dream’
19. april 2002

(2. sektion)

Ny film i dialog
Christian Monggaard: Afhængig kan man blive af meget – narko, kaffe, mad, chokolade, tv, slankepiller – det er kun alt for let. Det svære består så i at slippe ud af sin afhængighed. Darren Aronofskys fremragende Requiem for a Dream – messe for en drøm, titlen siger næsten det hele – handler om fire mennesker, der bliver afhængige i jagten på hver deres luftige drøm, det være sig kærlighed, kontakt, anerkendelse.
Sara Goldfarb (en modig, hudløs præstation af Ellen Burstyn) er en midaldrende, overvægtig og ensom kvinde, der drømmer om at deltage i et af de tv-shows, hun dyrker hjemme i sine mørke stuer, og som bliver afhængig af sine kulørte slankepiller. Hendes søn Harry (Jared Leto), hans kæreste, Marion (Jennifer Connelly), og hans ven Tyrone (Marlon Wayans) tager stoffer, men drømmer om selv at sælge dem, så de kan tjene penge nok til en lysende fremtid. Requiem for a Dream fungerer på flere planer: Den er en visuel tour de force, hvor Aronofsky på innovativ vis benytter sig af alle tænkelige og enkelte utænkelige midler for at sætte os ind i, hvad afhængighed er og hvordan det fysisk og psykisk påvirker et menneske. Ikke mindst hele mekanikken omkring et fix, det være sig et fjernsynsfix eller et heroinfix, er originalt realiseret i en række små, tempofyldte montager.
Men billedsiden og den stemningsfulde, markante musik af Clint Mansell er kun midler, hvormed Aronofsky forstærker en i forvejen gribende historie – baseret på en bog af Hubert Selby Jr. – om fire drømmere, der er fanget i et mareridt, de ikke kan slippe ud af.

Berliner-pfannkuchen
Allan de Waal: Det sjoveste er moderens køleskab, når det truende rokker ud på gulvet med åbent gab. Og man bliver mindst lige så grebet af filmens skæbner, som i sin tid af Ib Schønberg med drankerflaske og Tove Maës som gravidt gudsord fra landet. Men formen er unægtelig mere avanceret for ikke at sige hårdtslående i sin montageteknik.
Requiem for a Dream er med andre ord en usædvanlig blanding af effektive sodanvandsreklamer, karikaturer fra tv-ansjosen, og gamle danske spillefilmsbelæringer om faren ved alkoholisme, abort og prostitution.
Den sorte knægt ryger i bestialsk arbejdslejr, moderen får skræmmende elektrochok, narkomanhelten afskåret sin betændte arm, og fristende Marion ender selvfølgelig i noget tvungen pikslik for at skaffe de eftertragtede drugs.
Den slags fortællekoder kunne man fortsætte med at gøre sig lystig over, men hovedproblemet er, at filmens syn på de involverede personer er iskoldt. Det skaber betragtelig distance undervejs i forestillingen – til trods for sanseinvolverende nærbilleder af både hud og hår og pupiller. Havde det ikke været for serierne af closeups, kunne man trods heftige klip tro, at man var vidne til et forsinket stykke Dr. Dante eller en branket Berliner-pfannkuchen, Botho Strauss goes Coney Island.

Har noget på hjerte
CM: Det er at undervurdere filmen. Så ubarmhjertigt kan man ikke adskille billede og indhold, der for en visuelt begavet instruktør som Aronofsky hænger uløseligt sammen. Det er muligt, at historien er set før, men det gør den jo ikke mindre interessant eller relevant. Og så ligger det nye og det originale i kombinationen af den heftige billedside og følelsesmæssigt ærlige, udleverende skuespillerpræstationer. Aronofsky tilhører en ung generation af filmskabere, der har noget på hjerte, og for hvem tv- og reklame-æstetik ikke er fremmed, ej heller det at bruge den i film og på den måde skabe et helt nyt, provokerende og ofte pågående udtryk.
Det er selvfølgelig en balance ikke at lade teknikken og mekanikken overtage styringen på historiens bekostning, men fordi Aronofsky hele tiden holder sig det menneskelige for øje, så er Requiem for a Dream blevet en film, som i hvert fald både griber og vækker tanker hos mig.
Det samme gør sig gældende for instruktørens ret så krasse satire over middelklasse, tv-konkurrencer, selvrealisering og gamle damer med blåt hår. Havde det ikke været så skidetrist og skæbnetungt, at latteren satte sig fast i halsen, så ville det nok have været for meget og for ondt. Men det er sgu mennesker, vi snakker om – det ved Darren Aronofsky, og det formidler han videre til sit publikum på optimal vis.

Begravet mediehund
AdW: Det er vanskeligt at følge det tvesyn, Arnofsky promenerer i sin film.
Er det en form for skrigerisk dialektik af en art, som eksempelvis den tyske dramatiker Botho Strauss blev fremført med for 20 år siden? Eller er konflikten mellem påstået medfølelse for hovedpersonerne og den satiriske foragt for moderens blåhårede veninder snarere en troværdighedskløft i Requiem for a Dream?
Tvivlen er det ikke let at lade komme instruktøren til gode i hans hurtige og hårdtslående filmsprog. MTV-æstetikken kan da vel ikke i sig selv stå i vejen for en filmens berettende sympati og eksemplariske didaktik? – hjertevarme og kølig iagttagelse... Eller er det netop her, mediehunden ligger begravet?

At købe præmissen
CM: Aronofsky har villet give os en oplevelse, som fungerer på både det intellektuelle, følelsesmæssige og fysiske niveau – så vi ikke kun intellektuelt skal sætte os ind i og føle med personernes umulige situation, men også rent fysisk på vores egen krop kan mærke, hvordan det er at være narkoman, have abstinenser, leve i en drøm eller et mareridt, og føle en sorg så stor, at man ikke kan finde ud af at leve sit eget liv. Satiren hører med til skildringen af det forvrængede verdensbillede, det forkvaklede og følelsesmæssigt handicappede indre liv, som hovedpersonerne kæmper med.
For mig at se er der ingen tvivl: Instruktøren forsøger ikke at spille smart og prale af sit filmteknologiske værktøj, der sætter ham i stand til at vende mediet på hovedet. Han har noget, han gerne vil dele med os, og han gør det på den i hans egne øjne bedst tænkelige måde.
Det handler om, om man køber præmissen for filmen, dens visuelle præmis, eller ej. Gør man ikke det, så vil man også sidde på distancen og selv tilllægge filmen den kulde, som man så kan beskylde den for at have – det er synd, for en stor film, og for den, der snyder sig selv for en filmoplevelse af de sjældne.

*Requiem for a Dream. Instruktion: Darren Aronofsky. Manuskript: Darren Aronofsky og Hubert Selby Jr. Amerikansk (Dagmar og Grand, København, Café Biografen, Odense og Øst for Paradis, Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her