Læsetid: 6 min.

Hinduerne kommer

En række indiske storfilm rammer landet i løbet af den forestående NatFilm Festival. Og de er vitterligt store
10. april 2002

NatFilm Festival
Det lignede noget af et internationalt gennembrud for hindi-filmen, da Monsoon Wedding sidste år vandt hovedprisen på Venedig-festivalen. Endnu bedre blev det, da det grandiose epos Lagaan kort efter blev Oscarnomineret for bedste udenlandske film, uden dog at vinde. I de store konkurrencers kølvand skyller filmene nu lige så stille verden rundt. I Danmark er førstnævnte biografaktuel, mens den sidste – sammen med yderligere en stribe hindi-film – kan ses på NatFilm Festivalen.
Det er endnu usikkert, om den indiske fremmarch vil sætte sig spor hos det vestlige publikum. For selv om der er begrundet økonomisk optimisme i den indiske filmindustri, som bliver stadigt mere international og blockbuster-orienteret, er der også skeptikere, som tvivler på, at spredte succeser vil bringe almen accept af en filmnation, der faktisk er verdens største, men som i udlandet fremkalder flere smil end betalende tilskuere.
Lagaans instruktør, Ashutosh Awariker, hører selv til skeptikerne: »En enkelt Lagaan eller en enkelt Monsoon Wedding er ikke nok. Det kræver en kollektiv bølge på mindst 20 film, der kan skylle ind over det globale marked.«
Med voksende budgetter og en produktion på næsten 900 film om året burde den indiske industri nok kunne levere varen. Spørgsmålet er bare, om nogen vil have den. Som Awariker er opmærksom på, er hindi-filmen nemlig en vare, som kræver en vis tilvænning:
»Når vi ser amerikanske eller engelske film, antager vi, at de varer mellem 90 og 120 minutter, og at der ikke er synges – medmindre der udtrykkeligt er tale om en musical. På samme måde må vores film accepteres på deres egne betingelser. Det betyder, at det vestlige publikum bliver nødt til at acceptere, at der vil være sangnumre, og at spilletiden er på 180 minutter eller længere. Vi kan først sætte vores præg på verdensfilmen, når disse betingelser er opfyldt.«

Sang og samfund
Selv fremstår hans film Lagaan, med sine kulørte danse- og sangscener og en længde på over tre en halv time, umiddelbart som en typisk eksponent for hindi-filmen. Handlingen er henlagt til kolonitiden, hvor en gruppe engelske officerer sætter deres indtægt (i form af tre års høstafgift) på spil over for en hel landsbys beboere. Spillet bliver en cricketmatch, hvor englænderne på forhånd har alle fordele – det var længe, før cricket blev indernes eget folkeeje. Filmen følger modellen for hindi-filmen, som den har set ud i årtier: flotte rammer om en alt-eller-intet-konflikt, foruden klassebarrierer, umulige forelskelser og en klar partitagen til fordel for det jævne, ofte syngende folk.

Trekantsdrama og bigami
Men i sin samfundsskildring tilhører Lagaan en forsvindende race. Med 90’ernes pludselige liberalisering og tv-parabolernes udbredelse har den gennemsnitlige hindi-film ændret sig markant.
Filmbranchen har det seneste årti indrettet sig efter, at det er den moderne forbruger, der sidder med pengene. Multiplex-biografer dukker op, tv- og musikrettighederne til filmene bliver dyre, og internationale firmaer som HMV og Universal skyder efterhånden en del penge ind i produktion og markedsføring. »Filmen, som vi kender den, er i sit afsluttende stadie. Vi taler store penge her,« som en direktør for det indiske Reliance Entertainments har udtalt.
Et af resultaterne af udviklingen er, at hindi-filmens klassiske dansescener bevæger sig i retning af kontekstløse musikvideoer, og at samtidsfilmene i stigende grad præges af product placement. Skildringerne af gennemsnitlige borgere, der søger at trodse sociale eller økonomiske barrierer, viger for sorgløse konformister med Sony-tv og Nike-sko.
Til tider strækker mageligheden og forkælelsen sig ligefrem ind i soveværelset. Selv om hindi-filmen endnu bevarer en vis tækkelighed, kan man ifølge den indiske filmkritiker Sudhanva Deshpande godt tale om konsumerisme i højpotens – bogstaveligt talt.
I stedet for det klassiske trekantsdrama kan man nu se film, hvor »to kvinder vil have samme mand – og han får dem begge!« Zubeidaa (2001) er en sådan film, og på NatFilm kan man – hvis man tør – se en ægte bigamistisk prins, der tilmed er sympatisk skildret. Eller man kan vælge at se den for den yppige starlet Kharisma Kapoor, der i det autentiske drama spiller hovedrollen som en af prinsens to koner.

Sorgløs tendens
At de demografiske eller sociale forhold på og foran lærredet forandrer sig, betyder selvfølgelig ikke i sig selv den kultiverede filmverdens undergang. Tiden forandrer sig jo, og det er industriens guldrandede pligt at følge med den.
Den foreløbigt mest markante eksponent for den nye, ’sorgløse’ tendens, filmen Hum Aapke Hain Koun (1994), er ganske vist blevet kritiseret for sit glansbillede af en konfliktfri familie, der alene virker som en familie i kraft af utallige rituelle ceremonier, der igen er billedskønne uden hold i virkeligheden.
Men filmen blev også en kolossal publikumssucces.
En kaskade af mere eller mindre skamløse kopier har fulgt i dens kølvand, og sidste år blev indtjeningen langt overgået af en feelgood-film i samme genre, Sometimes Happiness, Sometimes Sorrow, der også kan ses på NatFilm i år. Filmen, der hjemligt er kendt under sin forkortede titel K3G, har slået alle salgsrekorder for hindi-film i såvel Indien som i udlandet.
De amerikanske medier har givet stor ros både til instruktøren, Karan Johar, og til skuespillerne, der udgør tre generationer af kendte stjerner fra ’Bollywood’, som kælenavnet for den indiske filmindustris hovedsæde i Mumbai lyder. Filmen rummer da også en god portion familiestridigheder som i de gode gamle dage.
K3G’s popularitet kan til dels forklares med det nye, den fører til genren: det internationale miljø. Flere af scenerne skildrer indere bosat i London og Cairo, og det har uden tvivl været gavnligt for filmens udenlandske omsætning. Af de 1,3 mio. dollars, filmen på sin første uge indtjente i USA, kom langt størstedelen fra det lokale indiske publikum.
»Vi kan ikke designe en crossover film, der vil appellere til det internationale publikum,« har Ashutosh Gowariker udtalt. I samme ånd advarer en anden tidligere Oscar-nomineret instruktør, Kamal Haasan, mod at fejltolke signalerne fra de vestlige billetluger. Man bør ikke forveksle udlandets higen efter orientalsk kitsch med en betingelsesløs accept af indisk film.
Men faktisk har det vist sig, at hindi-film, der spiller på patriotisme og nostalgisk familiefølelse, kan tillade sig at floppe hjemme, mod at de sælger stort i USA og England. Det er en film som Subhash Ghais Yaadein (2001) eksempel på. Og det kan på sigt betyde, at indiske producenter vil gå nye veje – uden om det hjemlige kernepublikum.
Gowarikers insisteren, på at verden skal komme til Indien, bliver i hvert fald ikke håndhævet. Da storfilmen Asoka skulle have sin internationale premiere på filmfestivalen i Toronto i september, blev nogle af sangnumrene skåret ud af det tre timer lange epos. For det udenlandske publikum stod det alligevel klart, hvad filmen aspirerede mod, nemlig en slags indisk Cecil B. DeMille-produktion, et følelsesladet overflødighedshorn af klassisk tilsnit. 7.000 statister, 500 heste og 50 elefanter er spændt for historien om manden, der samlede Indien og var med til at udbrede buddhismen. Der er ingen computereffekter overhovedet. Til gengæld kan filmen ses på NatFilm Festivalen i år.
Alt imens er Asokas instruktør og fotograf, Santosh Sivan, efter alt at dømme på vej til en karriere i USA, hvor han er sat i forbindelse med filmatiseringen af Michael Ondaatjes seneste roman. Fra Bollywood til Hollywood. Den indiske patient ligger og lurer forude.

*Se de omtalte films spilletider på www.natfilm.dk
*Rasmus Brendstrup er stud. mag. i Moderne Kultur & Kulturformidling på Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her