Læsetid: 5 min.

Historier der kradser

Hvis der skal ske noget nyt, må man stille sig ud i det åbne. Det er et spørgsmål om at gøre noget, man ikke kan, siger Simon Fruelund, hvis nye novellesamling udkom i går
17. april 2002

Litteratur
Fem år er det siden, at Simon Fruelund debuterede med den den roste novellesamling, Mælk. Den stilrene realisme går delvist igen i den nye bog, men forfatteren vover sig denne gang ud i mere usikkert farvand.
»Teksterne i min nye bog arter sig på en anden måde end dem, jeg tidligere har skrevet. Der sket en udvikling fra de traditionelle short stories i den amerikanske tradition til noget, som er mindre veldefineret genremæssigt, noget hvor jeg er lidt mere på gyngende grund. Det er et spørgsmål om at lade stoffet styre og ikke ville tvinge det i en bestemt retning. Det har jeg i hvert fald forsøgt. For realismen er en svær genre at skrive i. Stoffet er så hverdagsagtigt og trivielt, at man må arbejde med en speciel form, der gør, at det ikke bliver løst og fladt. I min første bog kom jeg til at presse realismen ud i det næsten symbolistiske, sådan at man kom til at læse metaforer ind i det rent beskrivende. Men det blev jeg først opmærksom på ved udgivelsen, da en af mine venner forærede mig en førsteudgave af Martin A. Hansens Agerhønen. Og da blev jeg ærlig talt lidt bekymret, fordi det er sådan nogle religiøst tonede, næsten symbolistiske noveller. I Planer for sommeren er jeg nok snarere på vej i retning af noget absurd eller sært. Jeg oplever den nye bog som mere stemningsbåret end egentlig plotbaseret. Det handler ikke altid om at nå frem til en løsning. Bogen er både lettere i tonen og mere alvorlig på en gang. Det er måske en sjov modsigelse, men der er mange forskellige typer tekster i den. Jeg har eksperimenteret med forskellige dokumentfiktioner som f.eks brevformen og dagbogsoptegnelsen. En anden af teksterne er en skolestil, skrevet af en pige i syvende klasse, som jeg har moret mig gevaldigt med at skrive. Men sprogligt overskud og leg er ikke nok, der skal også være noget andet.«

Læserens dilemma
– Noget andet?
»Litteraturen må godt kradse lidt. Den må godt være vedkommende, og de to ting er tit det samme. Spørgsmålet er så, hvordan man skildrer det alvorlige. Gode skuespillere hvisker som regel mere, end de råber. Det er lidt den samme teknik, jeg bruger. Når jeg nærmer mig det smertefulde, vælger jeg instinktivt at skrue lidt ned i stedet for at skrue op. Måske af nænsomhed over for personerne, måske fordi jeg er nervøs og skeptisk over for store ord. Situationens alvor skal helst forplante sig til læseren. Bliver man engageret, når det hele bliver sagt, eller bliver man det, når man selv skal finde ud af noget? Fortællingens hemmelighed bliver ens egen hemmelighed, hvis man skal bruge sit eget følelsesmæssige apparat for at forstå, hvad der er på spil. Og derved bliver man på en måde medskyldig.«
– Medskyldig? Vil det sige, at der en etisk forpligtelse på spil i bogen? Rækker du ud efter læserens engagement?
»Det ville jeg da være glad for, hvis jeg gjorde. Jeg har ikke siddet og tænkt det sådan, men det er klart, at den empati, som er forudsætningen for etik også er forudsætningen for at læse noveller, der som mine arbejder med antydningen. Novelleformen egner sig godt til etiske problemstillinger, fordi den tit koncentrerer sig om nogle få personer og deres relationer til hinanden uden at have det store samfundsvue med, for det kan en novelle som regel ikke rumme.«
– I novellen ’Vidnesbyrd’ bliver jegfortælleren vidne til noget, der måske er en forbrydelse. Han ser passivt til, mens to mænd slæber en nøgen kvinde over parkeringspladsen neden for hans lejlighed...
»Faktisk er det fuldstændigt tvetydigt og uigennemskueligt, hvad der er sket. På en måde er han medskyldig, fordi han har set optrinnet uden at gøre noget. Han fortæller historien, fordi han har dårlig samvittighed. Det er hans vidnesbyrd. Jeg kan selv huske engang, da jeg var dreng, og vi gik til bordtennis lang fanden i vold. Jeg skulle cykle hjem i mørke om aftenen, og så lå der en mand i grøften, på knallert tror jeg, og jeg blev simpelthen så forskrækket – jeg har måske gået i 6.klasse – at jeg bare hjulede hjem. Jeg hjalp ham overhovedet ikke. Og jeg havde det elendigt og fortalte det netop ikke til nogen. Dagen efter skyndte jeg mig at kigge i
avisen for at se, om der var sket et eller andet, men der var ikke blevet fundet nogen, der var ikke nogen der var død. Det hjalp så lidt… På samme måde skildrer mine tekster en begivenhed, der har en eller anden form for betydning, som ikke umiddelbart står klar. Det bliver op til læseren at afgøre, hvad der er sket, og hvordan der skal reageres på det. Det er uklarheden, der gør afgørelsen vanskelig. Bogen rummer på en måde en masse enkeltstemmer. Folk, der taler forskellige steder fra, hver især ud fra den begrænsede indsigt, som deres synsvinkel indebærer.«

Stemmer
– Siger du dermed, at den enkelte er afskåret fra at forstå sandheden om tingene?
»Det er måske i virkeligheden det, der gør én til et individ, at man er alene med sin synsvinkel. Man oplever ting forskelligt, husker ting forskelligt. Erindringen er jo ved gud ikke ret pålidelig, vel? Man kan tage sig selv i nogle gevaldige forskydninger, og det bliver man lidt urolig over, for det er jo erindringen, der konstituerer én, det er den, der skaber sammenhængene i ens liv. Virkeligheden er måske bare den historie, man fortæller sig selv, og den kan ændre sig alt efter behov. Man kan få et nyt perspektiv på tingene. Men sandhed – det ville jeg nok ikke driste mig til at kalde det. Det er bare en masse stemmer, vidnesbyrd.«
– Hvor er forfatterskabet på vej hen?
»Hvis der skal ske noget nyt, må man stille sig ud i det åbne. Det er et spørgsmål om at gøre noget, man ikke kan. Så et eller andet sted ud i det uvisse må være det bedste bud; det er jo der, det er mest spændende at være.«

*Karen Louise Erichsen og Lise Lotte Urfe er begge studerende på Moderne Kultur og Kulturformidling på Københavns Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu