Læsetid: 3 min.

Hjerte og smerte

John Crankos ballet ’Onegin’ er tilbage på Det Kongelige Teater som et romantisk kærlighedsdrama, langt fra intentionerne hos Pusjkin
23. april 2002

Ballet
En definition af poesi er: Det, der ikke kan oversættes. Det gælder i hvert fald Pusjkins versroman ’Eugen Onegin’ fra 1820’erne, der aldrig har fået nogen klassiker-status i det danske åndsliv. I Rusland har man et citat fra dette subtilt-ironiske værk lige så parat, som englænderne kan kommentere en oksestegs
sejhed med en linje fra Shake-speare. I Danmark kendes den byronske dandy Onegin derimod fortrinsvis igennem Tjajkovskijs opera og i mange teatersæsoner på Det Kongelige Teater fra John Crankos ballet, uropført i Stuttgart i 1965.
Ret beset er der ikke meget Pusjkin tilbage i Crankos kærlighedshistorie, der ifølge dansens krav må koncentrere sig om hjerte og smerte og lade digterens vittige signalementer af jordnært landsbyliv og mondæne
Moskva-saloners glitrende overfladiskhed og spegede sjæleliv helt ude af betragtning, med undtagelse af nogle bedagede dansere i 40-års-alderen, som signalerer senil selskabelighed. Vittigheder er sjældent gode, når de har en menneskealder på bagen, og Crankos lystige gamle er ikke ret sjove at se på i dag.
Men en romantisk kærlighedshistorie får vi, om end ganske uden den distance, Pusjkin lægger til romantikken. Cranko har valgt Tjaj-kovskijs operamusik fra, og i stedet har hans tyske komponist Kurt-Heinz Stolze skabt et potpourri over andre musikstykker af russeren. Særligt i de to emotionelle højdepunkter, brevscenerne med deres pas-de-deux’er for Tatjana og Onegin er denne promenadekoncert med et vist modernistisk schwung ganske anmassende i sin overdosering af bækkenklang og strygere.

Ballettens monolog
Det er noget af en urimelighed at vise helten med trold-spejlet i øjet og hans lidt for svulstige digterspire af en ven, Lenskij, i en ballet – ligesom det altid har været utilfredsstillende at se Hamlet danse sin splittelse ud. Cranko har valgt at gøre sine personer ædle og passionerede, også den imponerende Tatjana og hendes i digtet ret overfladiske søster, Olga. På disse præmisser gjorde danserne en stor indsats, både ved den noget fortumlede premiere og ved den senere besætnings langt mere overbevisende førsteoptræden.
Som Onegin har Kenneth Greve en meget smuk statur, men den vanskelige opgave at signalere satirikerens omvendelse fra gabende nedladenhed til angrende elsker lå uden for hans mimiske evners rækkevidde. Først med den temperamentsfulde og præcise Jean-Lucien Massot i samspil med Thomas Lunds iltre Lenskij faldt historien på plads, og duellen blev uundgåelig og smertelig. Gitte Lindstrøm var kommet et langt skridt med transformationen af trin og mime til uskyldig, ungdommelig betagelse og siden over den ægteskabelige ro til en lidenskabelig elskerinde, der alligevel må trodse kærligheden og sende
Onegin bort. Søde var både Cecilie Lassen og Femke Slot som søster Olga, der hos Pusjkin trøster sig så overmåde let med en ulan, som hun realiserer det almene med ganske kort efter Lenskijs død i duellen.

Hjertesorg
Tatjanas livgivende rolle dansedes på fredagsholdet af Caroline Cavallo, der havde yndige udtryk for ungpigebetagelsen af den sælsomme Onegin. Hun blev godt sekunderet af Peter Bo Bendixen som samfundsstøtte-gemalen og var også kommet et langt stykke som oprevet og splittet hustru i den afsluttende duet med Massot. John Cranko giver sine par meget komplicerede trin, der lykkedes eminent for Cavallo-Massot i spejlscenen, men endnu ikke sad rigtigt i den afsluttende kærlighedsudladning. Her kom Lindstrøm-Greve sikrere igennem, selvom den modne erotik endnu ligger og venter på begge danserinderne ude i fremtiden, når erfaringerne har givet dem større fylde i det sjælelige udtryk.
Næste hold på scenen er ballettens lyriske stjerne Gudrun Bojesen, der danser Tatjana med Mads Blangstrup som Onegin. Det bliver interessant at følge, hvorledes balletten kommer til at udvikle sig igennem de tre par, der således er kommet i ilden. De er alle endnu meget unge, men modenhed er ikke af det onde i disse roller, det har både Heidi Ryom, Arne Willumsen, Martin James og Lis Jeppesen vist i tidligere tider.

*Balletpremiere 21. april: John Cranko: Onegin. Musik: Pjotr Tjajkovskij, arrangement og instrumentering Kurt-Heinz Stolze

*Tirsdag debuterer Gudrun Bojesen og Mads Blangstrup i hovedrollerne

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her