Læsetid: 3 min.

Højt aborttal skaber debat i Grønland

Antallet af aborter kan ikke sættes ned, før man kender årsagen, siger administrerende embedslæge
9. april 2002

Det grønlandske aborttal er rekordhøjt: Med flere aborter end fødsler, og gennemsnitligt to aborter pr. grønlandsk kvinde, adskiller Grønland sig markant i forhold til resten af Norden og Europa. Efter at Information i sidste uge skrev om de høje tal, er debatten om årsager og løsninger blusset kraftigt op i Grønland.
Edward Geisler, landstyremedlem for Sundhed har meldt sig i debatten med et af de mere kontroversielle forslag.
»De informationer folk hidtil har fået, har jo ikke hjulpet meget. Når et ufødt barn tages væk fra et menneske, er det jo nærmest et drab,« sagde han lørdag til Grønlands Radio.
Geisler foreslog ved samme lejlighed brugerbetaling, men efter på den måde at have snublet ind i debatten, blev han straks irettesat af ledende kvindeforkæmpere, der kaldte udtalelserne krænkende for alle kvinder i Grønland.

Mere prævention
Mens alle er enige om, at aborttallet skal ned, er der ikke nogen klare bud på årsagen til det høje tal.
»Og før vi kender årsagen, bliver det meget svært at løse det her problem,« siger den administrerende embedslæge i Grønland Flemming Stenz.
Han mener dog, at et skridt på vejen til en forklaring er at betragte det faktum, at grønlandske kvinder bliver oftere gravide, end i resten af Norden: »Således er det ikke så meget aborttallet som det høje antal graviditeter, der er problemet. Der er masser af gengangere på abortklinikkerne, og der er noget der tyder på, at det at få en abort er blevet en ganske almindelig adfærd, og at de bruges som fødselsregulering i stedet for prævention. Så vejen til en løsning af abortproblemet er at få nedsat antallet af graviditeter, og det sker jo netop gennem øget brug af prævention,« siger Flemming Stenz.

Forsømte og uønskede
Selv om de egentlige årsager til de mange aborter altså endnu ikke er fuldstændigt afdækkede, har der ikke manglet løsningsforslag. Alt lige fra mere seksualundervisning på både grønlandsk og dansk, mere information om hvor den gratis prævention kan hentes, større appel til forældrenes ansvar og samtale-projekter i sundhedsvæsenet har været nævnt i debatten.
Lars Mosgaard er distriktslæge i Qasigiannguit, hvor der sidste år blev foretaget 22 aborter, mens der blev født 11 børn. Han har kørt forsøg, hvor sundhedspersonalet igennem samtaler med de unge kvinder fik nedsat aborttallet. Han understreger, at abort-rekorden naturligvis er et problem fordi de sundhedsmæssige og samfundsøkonomiske konsekvenser er store, men han tilføjer, at en abort i yderste konsekvens er bedre end forsømte og uønskede børn.

Mange tvangsfjernede
»De unge forældre må jo overveje, hvad det er for vilkår og muligheder barnet kan imødese i dagens Grønland. Der er måske egentligt ikke så gode betingelser for en opvækst i Grønland i dag. Husk på at vi lige nu også har et rekordstort problem med tvangsfjernede børn selv om aborten er fri,« siger Lars Mosgaard.
Han mener, at de mange aborter kan være udtryk for grundige overvejelser hos forældrene, og at hele problemet måske bunder i en ’kulturel forvirring’, hvor en moderne tilgang til abort mødes med en måske knap så moderne omgang med prævention. På den ene side står måske en mor eller bedstemor, der er imod p-piller og anden prævention, og som presser på for, at den unge ’skal blive voksen og få børn’. På den anden side står de økonomiske og boligmæssige realiteter, og krav om mere og længere uddannelser. Størrelser der er svært forenelige med et spædbarn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her